9. juni er der valg til EU-parlamentet. Flere af kandidaterne falder over hinanden for at fortælle, hvor grønne de er. Der er ingen grænser for, hvad de vil gøre, når de bliver valgt. SF skriver f.eks.: ”Forestil dig et EU, der er en grøn supermagt – et forbillede for verden, hvor ren energi fra sol, vind og vand ikke er undtagelsen, men normen”.
Hvordan er virkeligheden i EU så?
Allerede i 2022 grønvaskede EU naturgassen. Med et pennestrøg blev den fossile energi bæredygtig.
Sidste sommer vedtog EU en stor ”grøn” plan. EU skulle være bæredygtig i 2050. Ikke et øje var tørt, selv miljøorganisationerne jublede. Nu ikke en gang et år senere ligger planen mere eller mindre i ruiner. Efter store bondedemonstrationer i flere EU-lande reducerede EU-kommissionen kravene til det industrielle landbrug mht. udledning af CO2. I budgetperioden 2014-2021 afsatte EU mere end 760 mia. kr. til at gøre landbruget grønnere. EU’s revisionsret skrev den gang, at pengene stort set ingen klimaeffekt havde. I det nuværende budget frem til 2027 er der afsat endnu flere penge til samme formål uden garanti for, at det virker.
Det er ingen nyhed, at lobbyisterne har stor magt i EU. Et eksempel: Bilernes udstødning belaster klimaet. Derfor har EU ønsket at skærpe miljøkravene og begrænse bilernes forurening. Voldsomt pres fra den europæiske bilindustri har gjort kravene så udvandede, at ikke blot danske parlamentarikere og den danske regering, men også bilejernes organisation FDM er stærkt kritiske og opfatter de nye regler som virkningsløse.
I EU’s seneste femårsplan, som skal gælde frem til 2029, står især forsvar, sikkerhed, industri og konkurrenceevne i centrum. Klimaet er slet ikke nævnt! Den voldsomme militarisering, som vi har set i kølvandet på krigen i Ukraine, øger derimod CO2- udledningen markant.
Som man ser, er der langt til SF’s febersyn om EU som grøn supermagt. Man må også minde kandidaterne til EU- valget på, at de ikke kan stille forslag om nye love. Det har Kommissionen eneret på.
Når kandidaterne til valget d. 9. juni fortæller om de grønne tiltag, de vil kæmpe for, når de bliver valgt, så tro dem ikke!
EU løser ikke klimaproblemerne. EU er en del af problemet. EU er en sort supermagt!
Denne gang må vælgerne undvære Folkebevægelsen mod EU på stemmesedlen. Den tværpolitiske EU-modstand mistede sit mandat ved valget i 2019. Gennem 40 år i Parlamentet har bevægelsen kæmpet for dansk selvstændighed og for at afsløre nye planer om centraliseringen af magt i EU.
Der skulle samles mere end 70.000 vælgererklæringer for at kunne stille op. I andre EU-lande kan man bare stille op. Denne udemokratiske forhindring har vi ikke magtet.
Folkebevægelsen mod EU kæmper dog videre. Du kan også være med til at bekæmpe EU-staten og arbejde for en udmeldelse af EU. Gå ind på https://www.folkebevaegelsen.dk/ Her kan du melde dig ind i Folkebevægelsen mod EU og deltage i arbejdet. Og du kan støtte os økonomisk.
Hanne Micheelsen
Medlem af Folkebevægelsens komite Indre By/ Christianshavn
Oprindelig bragt i lokalavisen Christianshavneren juni 2024