Læserbrev: Er man EU-kritiker, bliver man udskammet for ikke at dele den gode smag. Den ensidige dækningen af Brexit har båret ved til bålet

Det kulturradikale fyrtårn Poul Henningsens bredside til bedsteborgerne og deres ’gode smag’ har været mundheld, siden han fyrede den af i 1931: »Rend mig i den offentlige mening!«.
Meget har ændret sig siden 1931, men eliten og borgerskabet dikterer fortsat den god smag, den offentlige mening, og hvad der er rigtigt og forkert.

Frem for alt er det blevet god skik at være tilhænger af EU. Det er dannede mennesker, må man forstå. Ja, tillader du dig at kritisere EU, bliver du udskammet som EU-modstander, du bliver sat i bås med de mest reaktionære, racistiske Ukip-tilhængere og får skudt i skoene, at du ønsker at isolere Danmark fra omverdenen. Se blot kritikken af Mette Frederiksen, efter at hun i et interview med Jyllands-Posten satte spørgsmålstegn ved tankerne om at hæve EU-budgettet. Her i Politiken klandrede Morten Helveg hende ligefrem for at være inspireret af Donald Trumps America First-linje.

Udskamningen af EU-kritik minder meget om udskamningen af vegetarer og veganere, der også får skudt en masse ureflekterede og direkte faktuelt forkerte ting i skoene.

HELLER IKKE PÅ landets universiteter kan man finde toneangivende forskere, der sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved EU. Det er, som om man som EU-tilhænger ikke behøver at besvære sig med substantielle argumenter, da det er et etableret faktum hos flertallet af danskerne, at EU er det eneste rigtige. Jeg tillader mig at spørge: Er niveauet på landets universiteter virkelig så lavt, at man ikke længere lærer om basal refleksion? At man ikke besværer sig med at overveje, om der kunne være et alternativ til flertallets forestillinger?

Også hos hele den danske presseskare er kritikken af unionen fraværende. Alle de positive sider fremhæves, mens de negative negligeres. Lad mig nævne nogle eksempler: Hvorfor hører vi ikke mere om de uhyrligheder, flygtningebåde udsættes for med EU’s velsignelse og økonomiske støtte?

Hvorfor hører vi ikke mere om de danske arbejdere, der mister deres jobs, fordi danske arbejdsgivere udbytter østeuropæisk arbejdskraft til en brøkdel af danske lønninger?

Hvorfor hører vi ikke mere om de konsekvenser, det har for Afrika, at EU gør det svært for kontinentets produkter at komme ind på vores markeder, mens EU til gengæld dumper overskudslandbrugsvarer på det afrikanske marked? Den dobbelte konkurrenceforvridning fører til sult og fattigdom.

Hvorfor hører vi ikke mere om de miljø- og dyrevelfærdsmæssige problemer, der udspringer af, at store dele af landbrugsstøtten (betalt af europæiske skatteydere) går til skadeligt konventionelt landbrug, som overforbruger pesticider og behandler levende dyr respektløst?

EU’S JURIDISKE og strukturelle opbygning er så kompleks, at det nærmest er et argument mod EU i sig selv. For hvordan pokker skal vi almindelige borgere kunne gennemskue EU’s indflydelse på vores dagligdag, når den er så komplekst, at EU-tilhængerne dårlig nok selv kan redegøre for magtfordelingen mellem rådet, parlamentet og kommissionen?

Jeg synes, at medierne har en pligt til at oplyse borgerne om ovenstående problematikker, så det hele ikke bliver så EU-positivt. Jeg tør godt påstå, at hvis størstedelen af danskerne var bekendt med de negative sider af EU, ville Folkebevægelsen mod EU have få mindst 15-20 procent af stemmerne ved seneste EU-parlamentsvalg.

Vil man se forhånelsen af EU-kritikerne for fuld udblæsning, skal man bare følge den danske presses dækning af Brexit-processen. Den dækkes som det rene freakshow. Larmende parlamentarikere, der råber ad hinanden, mens John Bercow råber: »Order!«. De saglige argumenter, der ligger bag meningsudvekslingerne, hører vi sjældent noget om.

FØLGER MAN DE danske mediers dækning, får man det indtryk, at ballade og freakshow uundgåeligt vil være konsekvensen, hvis man ønsker at forlade EU.
Men hvis man ved en lille bitte smule om britisk politik, er man klar over, at dette cirkus er mere reglen end undtagelsen i det britiske parlament. Et lignende cirkus udspillede sig ved Skotlands afstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Og råben og skrigen er en fast del af debatkulturen blandt de britiske folkevalgte uanset emnet, der debatteres.

I øvrigt er det ikke første gang, et land forlader EU. Grønland forlod EF i 1985. Og selv om Brexit og ’Grøxit’ ikke kan sammenlignes 1:1, var Grønlands udtræden af unionen ikke præget af den samme virak. Det vil være interessant, hvis medierne brugte Grøxit som historisk stof, når man rapporterer om Brexit!

MENS VEGANERE hele tiden stå til ansvar for proteinmyten, skal EU-modstandere hele tiden svare på Brexit-myten. Vi brude komme videre, så vi kan diskutere substans i stedet.

Så kære EU-tilhængere: Vil I ikke godt stoppe udskamningen og latterliggørelsen af os EU-kritikere og i stedet tage en saglig diskussion om EU – også af unionens negative sider?

Poul Henningsen afgik ved døden i 1967, seks år før Danmark kom med i EF. Gad vide hvad han ville have ment om nutidens EU-tilhængere?

Læserbrevet blev bragt i Politiken i uge 44.

Skrevet af
Dennis Baggers Laursen
Kontorassistent og medlem af Ungdom mod EU