Af Thorkil Sohn
Medlem af Folkebevægelsen mod EU
Jeg har aldrig mødt en EU-tilhænger (bortset fra nogle enkelte fanatiske EU-nationalister, der, ligesom Esau i Bibelen, vil sælge deres førstefødselsret for en ret linser), som ønsker Danmark og vores folkestyre nedlagt.
De siger næsten altid noget i retning af, at EU er et frugtbart samarbejde og ikke en trussel mod vores selvstændighed og folkestyret. Nærmest tværtimod endda: Vi vinder selvstændighed og styrker folkestyret, når vi ”sidder med ved bordet”.
Modsat frygter vi EU-kritikere og -modstandere, at EU netop er en trussel mod vores århundredgamle selvstændighed og vores folkestyre, ligesom EU’s ædle ambitioner om at fremme fred og velstand ikke altid lykkes særligt godt.
I forholdet til EU er der derfor ikke tale om en ”rigtig” uenighed; selv om danskerne ved alle afstemninger om afgivelse af selvstændighed er delt i to næsten lige store halvdele.
Ingen af de to halvdele ønsker som sagt at ødelægge selvstændighed og folkestyre. I virkeligheden er der i stedet tale om en forskellig vurdering af, hvad der foregår lige for øjnene af os; hvad EU ”gør” ved Danmark.
Er EU et samarbejde mellem Europas fædrelande, eller er det en sammenslutning, der ender med, at Folketinget reduceres til en kommunalbestyrelse for Danmark Kommune?
Nogle EU-tilhængere (og kritikere), som begynder at frygte det sidste, er derfor endt i en slags mellemposition; de ønsker en reformation af EU. Den skal ”rulles tilbage” og demokratiseres.
Her bliver spørgsmålet så, om det vil gå disse reformatorer, som det gik musen, der lod sig æde af katten for at reformere den indefra. Hvis det er tilfældet, kan man ikke i længden sidde på plankeværket mellem tilhængere og modstandere. Der må vælges side.
