Læserbrev: Danmarks forhold til EU splitter befolkningen

Læserbrev af Thorkil Sohn, fhv. efterskoleforstander

Uenighed om EU trods fælles værdier

Danmarks forhold til EU-unionen splitter vort folk i to omtrent lige store dele. Det viser sig ved de folkeafstemninger, vi har haft om afgivelse af selvstændighed. Næsten hver gang er det en valggyser, og tre gange har vi sagt NEJ; nemlig i 1992, i 2000 og i 2015.

Jeg vil endda vove den påstand, at det også splitter mange danskere i deres inderste. De fleste tænkende mennesker har inde i deres samvittighed en lille EU-skeptiker og en lille EU-positiv, der kæmper om magten. En eftertænksomhed, der rager himmelhøjt over de fleste politikeres skråsikre syn på sagen.

De værdier, som vores lille EU-skeptiker hvisker os i øret, er Danmarks selvstændighed og vort folkestyre – noget, som de fleste helst vil bevare og som vi ved, kan trues af en union. Og de tilsvarende værdier, som vores lille EU-positive hvisker os i øret, er fred og velfærd – det sikrer EU os.

Nej til nedlæggelse af folkestyret

Jeg har gennem mine samtaler med folk, der er endt med at lade vægtskålen tippe til fordel for EU, næsten aldrig mødt nogen, som ønsker Danmark og vort folkestyre nedlagt. De siger omtrent det her til mig: ”I EU-modstandere tager fejl. I ser spøgelser ved højlys dag og tror, at vor selvstændighed og vort folkestyre (som også vi EU-tilhængerne støtter) er i fare. Tvært imod, vi sidder med ved bordet og det øger vores indflydelse.”

Uenigheden om Danmarks forhold til EU-unionen er derfor ikke den ”rigtige” uenighed, men snarere en forskellig bedømmelse af udviklingen. Er vor nationale frihed og vort folkestyre i fare eller ej? Dét er spørgsmålet.

Samarbejde eller sammenslutning?

Eller, egentlig det samme sagt på en anden måde, er EU-unionen et samarbejde (der ikke truer frihed og demokrati) eller sammenslutning (der næsten kun kan ende med at udslette Danmark som en fri, folkestyret nation). Trods ligheden i ordlyd er et samarbejde og en sammenslutning nemlig totalt modsatte ting.

Samarbejde:
I et samarbejde er vi stadig os selv og kan sige fra (med de konsekvenser, der indebærer – naturligvis).

Sammenslutning:
En sammenslutning derimod er som at flytte i kollektiv: Man ofrer i sagens natur det meste af sin frihed og selvbestemmelse mod at få en lille andel af indflydelse i hele Europa.

Derfor er jeg i bund og grund fortrøstningsfuld, for tiden skal nok vise os, hvem der har ret. EU-kritikerne, der frygter for fædrelandets ve og vel eller de EU-positive, der ikke ser nogen fare for Danmark.

Hvis vi EU-kritikere har ret, så er jeg ikke i tvivl om, at hensynet til Danmark vil bevirke, at vi frigør os fra EU, netop fordi de fleste ikke vil prisgive vort land og vort folkestyre. Og hvis EU-tilhængerne har ret i, at EU er det nærmeste, vi kommer til Paradis på jord, hvilket vil sige evig fred og velstand uden at Danmarks frihed er truet, ja, så vil EU-modstanden (der indtil nu har holdt fast i næsten 50 år) jo forsvinde på samme måde som modstanden mod Storebæltsbroen er borte.

Er EU “prisen” værd?

Undervejs i den proces, vi er midt i, nemlig at erkende, hvad der er de faktiske konsekvenser af EU-medlemskabet, vil nogle anføre, at de positive ting, som EU bringer med sig (fred og velfærd), er så vigtige værdier, at et endog ret stort tab af dansk selvstyre og folkestyre er en pris, der er værd at betale. Dertil er at sige, at vi så må håbe, at det er rigtigt, at EU bringer fred og velstand. Og ikke kaos, flygtningekriser og social nød.

Andre har større betænkeligheder og vil derfor ”rulle EU tilbage” til det handelssamarbejde, som vi i 1972 fik at vide, at det var. En tiltalende ambition, som deles af eksempelvis Dansk Folkeparti. Her må vi så håbe, at det ikke går disse reformister, som det gik musen, der lod sig æde af katten for at reformere den indefra.