Lækket EU-dokument: Energieffektivitet er bare et slogan
EU-ledernes løfter om grønnere energi er for langt de flestes vedkommende bare varm luft, viser lækkede dokumenter ifølge medie.
Af Mads Lieberkind
Når EU-rådet taler om at skabe energieffektivitet, så er der for langt de fleste regeringslederes vedkommende mere tale om et tomt slogan end om et reelt ønske om mere miljøvenlighed. Dette fremgår ifølge internetmediet euobserver af dokumenter, som er blevet lækket fra EU-rådet.
“Størstedelen af medlemslandene ser mest princippet om energieffektivitet som et slogan,” står der ifølge euobserver. Herefter står der også, at “landene sætter i de fleste tilfælde mere pris på billig energi end på grøn energi,” skriver EU Observer.
Statsledere blokerer for grønnere energilovgivning
Dokumenterne er lækket i forbindelse med forhandling om en ny lov, der skal give investeringer i grøn energi højere prioritet. EU-Parlamentet ønsker, at loven skal give bedre forhold for grøn energi, men statsoverhovederne i EU-Rådet stiller sig ifølge de lækkede dokumenter i vejen for det forslag.
Clemence Hutin, som arbejder for miljøorganisationen Friends of the Earth, mener at en kilde til problemet findes i det Bulgarske formandskabs nære forhold til industrien.
“Dokumentet udstiller hvordan det bulgarske EU-formandskab og dets klimabenægtende miljøminister vil lade EU fortsætte med at spilde energi for at skabe mere profit til gasindustrien,” siger han til euobserver.