Kvinder blomstrer i det arabiske forår
‘Kvinders rolle i demokratiseringsprocessen i de nordafrikanske og mellemøstlige samfund’ – dette var emnet for diskussionen, da kvinder fra Tunesien, Egypten, Marokko og Libyen den 20. juni deltog i en høring afholdt af EU-parlamentets udvalg for kvinders rettigheder og ligestilling. Panelet bestod af både journalister, parlamentsmedlemmer og kvindeforkæmpere – alle havde det til fælles, at de har været en aktiv del af det arabiske forår, hvor de har kæmpet for at få kvinders rettigheder skrevet ind i de nye grundlove.
Gameela Ismael fra Egypten beskrev opstandene, som en ‘folkets revolution’ med kvinder i front – “a revolution to liberate minds”. Deltagerne kunne berette, at mange kvinder er gået på gaden og har været med i front af opstandene, hvilken også kan ses i landenes midlertidige regeringer, hvor flere kvinder nu sidder. De kunne dog også fortælle, at mange kvinder har lidt på grund af deres deltagelse i opstandene, hvor flere kvinder er blevet skudt, tortureret og voldtaget af regeringsstyrker.
Adskillige deltagere kritiserede EU’s rolle før det arabiske forår. Kritikken gik både på EU’s tidligere støtte til diktatorer i hele den Nordafrikanske region, samt af at EU har set igennem fingre med brud på menneskerettighederne.
Sana Ben Achour fra Tunesien fortalte om, hvordan Barcelona-processen aldrig blev overholdt af Tunesiens tidligere diktator Ben Ali og hvordan EU ikke gjorde noget for at stoppe undertrykkelsen. Barcelona-processen satte rammen for handelsaftalerne mellem EU og 14 sydlige middelhavslande, hvori styrkelse af demokratiet og respekt for menneskerettighederne var en væsentlig del – desværre har EU ikke sikret overholdelsen af denne del af aftalen.