Kun hver tiende EU-lov behandles i Folketinget
Det demokratiske underskud i EU vokser.
Sidste år var det kun 9,1 procent af EU-lovgivningen, der nåede omkring Folketinget, viser et svar fra justitsminister Mette Frederiksen (S).
I 2004 viste en lignende opgørelse fra Magtudredningen, at det gjaldt 70 procent af EUs retsakter.
Svaret fra Justitsministeriet er et foreløbigt svar fra en større undersøgelse, som er i gang.
Af det foreløbige kommissorium for undersøgelsen, som ventes endeligt besluttet i snart, fremgår det, at samtlige 165 EU-direktiver implementeret i 2014 skal undersøges for, om bemyndigelsen har været i orden, og forskerne skal levere anbefalinger til, hvordan systemet kan gøres mere demokratisk.
Voksende demokratisk underskud
Det bliver sandsynligvis Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Institut for Statskundskab på København Universitet, som kommer til at stå i spidsen for undersøgelsen. Hun mener ligeledes, at der er tale om en “demokratisk bekymrende udvikling”.
“Der er sket et skred de seneste ti år,” siger hun til Berlingske.
Siden Danmark blev medlem af EF og siden EU i 1973, har det såkaldte “demokratiske underskud” i forhold til EU været diskuteret indgående.
Men der findes kun meget vage retningslinjer for, om et EU-direktiv skal i Folketinget eller kan implementeres via en bekendtgørelse.
Regeringen har forklaret udviklingen med, at der er tale om teknikaliteter, som det vil være besværligt at belemre Folketinget med.
Men både politikere og forskere peger på, at der er temmelig meget politik i form af fortolkninger og skøn i de EU-retsakter, som implementeres uden om Folketinget.