Kommissionens ulovlige afvisning af TTIP-protester

EU-Domstolen har slået fast, at Kommissionen brød reglerne, da den afviste at anerkende millioner af underskrifter mod TTIP. Men det er en bitter sejr.

Af Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU

I går slog EU-Domstolen fast, at det var ulovligt da EU-Kommissionen i 2014 afviste at anerkende det europæiske borgerinitiativ Stop TTIP.

Stop TTIP ønskede at få status som et såkaldt europæisk borgerinitiativ, som ifølge Lissabon-traktaten skulle give borgere ret til at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte nye lovforslag.  Det ønskede bevægelsen at gøre for at bremse forhandlingerne om den store handelsaftale TTIP mellem EU og USA, som frygtes at give store virksomheder afgørende indflydelse på landenes lovgivning.

Initiativet indsamlede på bare to måneder den million underskrifter fra minimum syv medlemslande, der kræves for at få status som et europæisk borgerinitiativ, men EU-Kommissionen afviste alligevel at anerkende det.

Efter at underskrifterne var blevet afleveret, mente Kommissionen pludselig, at et borgerinitiativ ikke kunne bremse en igangværende forhandling, men derimod kun foreslå en ændring af en eksisterende lov.

Det fik Stop TTIP til at lægge sag an, og den afgjorde EU-Domstolen altså i går.

“Intet kan retfærdiggøre at udelukke lovlige tiltag for at forhindre handelsaftaler fra den demokratiske debat,” skriver domstolen blandt  andet i afgørelsen, som kan læses her.

En bitter sejr

Det er selvfølgelig en sejr at domstolen nu har slået fast, at Kommissionen ikke bare kan overhøre det.

Men det er samtidig også en bitter sejr.

For afgørelsen får højst sandsynligt ikke andre konsekvenser end, at EU-Kommissionen nu kan sætte sagen på dagsordenen igen og herefter arkivere den lodret.

Og på de år, der er gået med at vente på domstolens afgørelse, er den tilsvarende frihandelsaftale CETA blevet forhandlet på plads og vedtaget i EU-parlamentet og Rådet. CETA ventes på mange måder at bane vejen for TTIP.

Gad vist hvad det havde betydet for den demokratiske debat, hvis borgerinitiativet var blevet godkendt inden?

Illusionen om inddragelse

Det siger noget om, hvor lidt man kan bruge Lissabon-traktatens fine ord om borgerinddragelse til.

Ingen af de såkaldte europæiske borgerinitiativer er endnu blevet til ny lovgivning, selvom de har fået indsamlet millioner af underskrifter og helt lever op til reglerne.

Det er desværre ikke overraskende. Allerede i Lissabontraktaten bliver det slået fast, at borgerinitiativerne skal være målrettet områder, hvor EU endnu ikke har udfoldet sin fulde kompetence – det er altså meningen, at initiativerne mere skal fokusere på at få mere EU end noget andet.

Derudover har man ikke – som nogen desværre tror – ret til at tvinge EU-kommissionen til at fremsætte forslag. Det kan ingen. Med borgerinitiativet har man ret til at få Kommissionen til at overveje ens forslag. Overveje det.

Det kan i nogle tilfælde overstås på et par minutter, men bevares, nogle gange kan man være så heldig, at Kommissionen holder en slags høring om emnet. Og så ikke mere.

Og efter indførelsen har EU-kommissionen nærmest gjort det til en æressag at besværliggøre processen og forhindre sager, der strider mod Kommissionens – og den magtfulde industrilobbys – interesserer.

Afvisningen af borgerinitiativet mod TTIP er et eksempel. Den faglige kampagne Right2Water med 1.884.790 underskrifter, der ønsker, at adgang til vand skal være en menneskeret, er et andet. Stop Vivisection, der ønsker at udfase brugen af dyreforsøg, er et tredje. Og så videre, og så videre.

Folkelig modstand

Der er altså ingen grund til illusioner om muligheden for demokratisk indflydelse på EU-lovgivningen.

Til gengæld er der god grund til at skåle for de seje Stop TTIP-aktivister, der ikke tager et nej for et nej, men insisterer på at fortsætte kampen både ved EU-domstolen og i offentligheden.

Efter Kommissionens afslag fortsatte bevægelsen med at indsamle underskrifter, og den er nu oppe på 3,3 millioner underskrifter i 23 medlemslande. Bevægelsen er dermed det borgerinitiativ, der har fået størst tilslutning nogensinde i EU.

Og uanset at det næppe kommer til at ændre EU-Kommissionens demokratiske tonedøvhed, er der mange andre måder at kæmpe mod TTIP på, med demonstrationer og pres på EU-parlamentet og de lokale parlamenter.

Kampen om handelsaftalen ACTA viser, at folkeligt pres kan få de folkevalgte politikere til at ændre holdning. Og her er vi rigtig langt med Stop TTIP-kampagnens store rækkevidde.