Kommissærens farlige nedskærings-bibel
Kommissionen vil med 20 henstillinger løse EU’s sociale problemer. Men de traktater, der er årsag til nedskæringerne og fattigdommen, rangerer stadig langt over den sociale søjle.
Af Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU
“Traktaterne er jo nærmest vores bibel!”
Udtalelsen kommer fra beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen og faldt på et møde mellem Kommissionen og EU-parlamentets arbejdsmarkedsudvalg, hvor jeg sidder, tidligere på ugen.
Mødet handlede om Kommissionens udspil til en ny social søjle for EU, som kom i sidste uge, og nu skal diskuteres i Parlamentet og Rådet, før den efter planen skal vedtages på et topmøde ved udgangen af året.
Bibel-udtalelsen var Thyssens svar på mit spørgsmål om, hvilken status den sociale søjle ville få i forhold til de traktater, der ligger til grund for EU-samarbejdet.
Det er helt centralt.
For selvom Kommissionens udspil indeholder mange pæne ord om at der skal skabes et mere retfærdigt Europa og gøres op med de sociale problemer, lægges der på ingen måde op til et brud med selve årsagen til de sociale problemer.
Problemets rod
Den krise, arbejdsløshed og det stigende pres på velfærd, løn og arbejdsforhold, som borgere i hele Europa oplever lige nu, skyldes jo netop i høj grad de styringsredskaber, som EU bruger til for eksempel at påvirke lønningerne i nedadgående retning og presse de sociale ydelser.
Europluspagten, som skal styre medlemslandenes økonomi i en mere nyliberal retning og det Europæiske Semester, som hvert år udstikker krav og henstillinger til, hvilke økonomiske reformer, der skal gennemføres i de enkelte medlemslande er eksempler. Herhjemme er halveringen af dagpengeperioden, efterlønsreformen og fleks- og førtidspensionsreformen for eksempel resultater af henstillinger fra EU.
Finanspagten, der skal sikre, at landene ikke bruger flere offentlige midler end de opkræver i skatter og afgifter, og som er årsagen til de stramme årlige budgetrammer, der hvert år bliver lavet for kommunerne og regionerne.
Den frie bevægelighed for arbejdskraft, som mere er fri bevægelighed for arbejdsgiverne til at rykke arbejdskraft rundt over grænserne alt efter hvad der bedst kan svare sig. Og som derfor har ført til massive problemer med social dumping og pres på løn og arbejdsforhold.
Og den frie bevægelighed for kapital, som hvert år koster medlemslandene milliarder i skatteunddragelse.
Ingen af disse grundlæggende problemer er der lagt op til et brud med i den sociale søjle.
De skal jo med Merkels ord gælde evigt og med Thyssens altså ses som EU’s bibel.
En farlig dør
Tværtimod åbner udspillet en farlig dør for EU-indblanding i de sociale rettigheder.
Det ene konkrete lovforslag, der fulgte med Kommissionens offentliggørelse af søjlen, handler om øremærket barsel til fædre.
Det lyder måske sympatisk nok – og der er helt sikkert mange lande i Europa, der har brug for at sikre meget bedre ligestilling på arbejdsmarkedet. Men spørgsmålet er, om en lov om hvordan landene skal fordele deres barsel, udstukket fra EU, er den rigtige måde at gøre det på?
Før mødet i arbejdsmarkedsudvalget talte jeg med en af mine portugisiske kolleger – ligestilling er jo et kernespørgsmål for alle mine kolleger i GUE/NGL-gruppen i parlamentet, og Portugal er et af de lande, der har rigtig store udfordringer, så jeg tænkte, at jeg ville høre hans holdning.
Og hans pointe var meget klar: Udspillet vil på ingen måde gøre op med skævheden i fordelingen i barsel i Portugal. Kommissionen lægger nemlig op til, at borgere på barsel – mænd og kvinder – skal sikres en indkomst på hjemlandets sygedagpengeniveau, og i Portugal vil det betyde så stor en nedgang i indtægt for familierne, hvis far går på barsel, at det slet ikke vil kunne hænge sammen for helt almindelige arbejderfamilier. På den måde bliver Kommissionens forslag – igen igen – et forslag, der først og fremmest gavner de, der allerede har råd.
Hvis man vil være solidarisk med resten af Europa og sikre mere ligestilling, så skal man i stedet hellere koncentrere sig om at gøre op med fattigdommen og nedskæringerne på den offentlige sektor. Begge dele betyder, at det bliver sværere for familierne at få deres børn passet, så begge forældre kan arbejde, og at der i disse år bliver fyret titusindvis af især kvinder i den offentlige sektor – vi ved, at EU’s nedskæringer rammer kvinder hårdest.
Kommissionens sociale søjle er altså i bedste fald en lappeløsning, hvor man meget alvorligt ser på for eksempel børnefattigdom, men ikke anerkender de helt åbenlyse grunde til problemet.
De problemer kan vi kun løse ved at tage et fundamentalt opgør med EU’s økonomiske styring. Og det kommer helt sikkert ikke med den sociale søjle.
(Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Berlingske Politiko)
