Kari: EU holder endnu en gang hånden over skattefuskerne

EU’s kamp mod skattely er mest blevet ved yndige hensigtserklæringer og tomme fraser, og det er EU’s såkaldte sortliste et glimrende eksempel på. Regningen ender hos lønmodtagerne og skatteborgerne.

Af Rina Ronja Kari, Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Hvert år går vores samfund glip af mange milliarder kroner, som kunne være gået til velfærd, sundhed og uddannelse til gavn for os alle. I stedet havner pengene via kringlede omveje i skattely – og gavner dermed kun en lille håndfuld rigmænd og multinationale virksomheder.

Skattely er i bund og grund en samfundsundergravende virksomhed, som har meget alvorlige konsekvenser, og netop derfor burde der sættes ekstra hårdt ind.

EU har flere gange bebudet, at nu vil man sandelig gøre noget ved problemet med skattely. Alligevel er det mest blevet ved de yndige hensigtserklæringer og tomme fraser, der ikke er blevet fulgt op af reel og gennemgribende handling. Et godt eksempel er EU’s såkaldte sortliste over skattely.

EU freder sine medlemslande

EU har vedtaget sortlisten for at skabe overblik over de lande, som, man mener, er medvirkende til skattefusk. Tanken er, at landene på listen kan se frem til forskellige former for indgreb og sanktioner.

Det er for så vidt ikke en dårlig idé, hvis den ellers blev ført ud i livet. Men det gør den bare ikke. For EU’s egne lande er ikke medtaget på listen.

EU-lande som Luxembourg, Irland, Holland og Malta tjener ifølge organisationen Oxfam IBIS styrtende på at være base for skattely. Disse EU-lande spiller helt centrale roller, når der skal laves skattefinter, og penge skal gelejdes væk fra skattemyndighederne i EU-landene og ind på konti i skatteparadiser. Alligevel er disse lande ikke på sortlisten.

EU vedtog en ny sortliste over skattely i december måned, men allerede halvanden måned senere blev Barbados, Grenada, Sydkorea, Macao, Mongoliet, Panama, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater strøget fra listen. Bahrain, Marshalløerne og Saint Lucia blev fjernet 13. marts.

Men det stod ikke særlig klart hvorfor. Beslutningen blev mødt med hård kritik fra skatteaktivister og ngo’er, som mente, at der hverken var transparens eller konsekvens i EU’s handlinger.

Række Fanden en lillefinger

Det virker mildest talt grotesk, at EU har gennemtrumfet en stram økonomisk politik i over 10 år, mens man samtidig har ladet utallige milliarder forsvinde i skattely hvert år.

Til gengæld har EU fået den lyse idé, at EU-systemet selv skal kunne inddrive skatter. Europa-Parlamentet har allerede vedtaget et forslag med eksempler på de skatter, som EU skal kunne inddrive. Det gælder for eksempel skat på finansielle tjenesteydelser, skat på miljøbelastning eller en ny form for EU-moms.

Jeg er på ingen måde modstander af, at man inddriver denne type skat. Men det må og skal aldrig blive EU’s opgave!

For hvis man først udvider EU-apparatets beføjelser til skatteområdet, så vil der ske et voldsomt skred, som hurtigt kan gribe om sig. Det gamle ordsprog om at række fanden en lillefinger vil pludselig få helt ny betydning.

Man kan nemt forestille sig, at EU-eliten vil gennemtrumfe særlige EU-skatter og afgifter på alt mellem himmel og jord. Og det vil være en meget betænkelig udvikling, som vil udhule medlemslandenes suverænitet markant.

I stedet burde EU koncentrere sig om at give medlemslandene mulighed for at inddrive de enorme mængder skattekroner, som forsvinder i skattelylande som for eksempel Irland, Holland og Luxembourg.

Det indre marked er en stor del af problemet

EU’s indre marked er en stor del af problemet, for det medfører nemlig fri og ureguleret bevægelighed af kapital mellem EU-lande. Det betyder, at virksomheder i Danmark uhindret kan sende kapital til skattely i EU-lande som for eksempel Holland og Irland. Og herfra kan pengene så blive sendt videre til oversøiske skattely.

Det burde være en grundlæggende og ufravigelig ret for ethvert land at kunne regulere og bremse denne type udflytning af enorme summer, som virksomheder og rigmænd foretager for at undgå at betale skat til samfundet.

Men EU’s indre marked og dets regler for kapitalbevægelighed er altså en kæmpe hindring for dette – og dermed også en direkte hindring for at bekæmpe skattely i EU.

EU holder endnu en gang hånden over skattefuskerne. Og regningen? Den ender hos de helt almindelige lønmodtagere og skatteborgere, som må betale ekstra for at få vores samfund til hænge sammen.

(Dette indlæg blev først bragt i Altinget).