Kandidatfeltet til EU-valg tegner sig
De forskellige partier er efterhånden ved at få deres spidskandidater på plads til EU-Parlamentsvalget i maj 2014. De officielle kandidater tæller flere rutinerede EU-politikere og en række kendte ansigter i dansk politik.
Bendt Bendtsen og Margrethe Auken er igen blevet valgt som spidskandidater for henholdsvis de konservative og SF. Også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har valgt at stille op igen.
Hos Socialdemokraterne skal Jeppe Kofod, som blev udpeget af partiets hovedbestyrelse i maj måned, være spidskandidat. Tidligere på måneden valgte De Radikale tidligere folketingsmedlem Morten Helveg Petersen som spidskandidat. Venstre har udpeget partiets nuværende politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til at lede valgkampen
Talsperson Rina Ronja Kari har stillet sig til rådighed for Folkebevægelsen mod EU, som vedtager den endelige kandidatliste ved bevægelsens landsmøde 26.-27. oktober
Således tegner der sig et forholdsvis rutineret kandidatfelt, med erfarne EU-parlamentarikere og folketingspolitkere, som skal kæmpe om i alt tretten pladser ved valget.