Juncker vil have fælles EU-hær
EU skal have en fælles hær, der med kort varsel kan sættes ind, hvis EU ønsker at forsvare sine interesser.
Det siger formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, der dermed åbner op for en debat om en fælles EU-hær, som siden Lissabon-traktatens vedtagelse har ligget og luret under overfladen.
Juncker siger til den tyske avis, Welt am Sonntag, at en fælles EU-hær vil vise verden, at Europa er klar til at tage lederskab og på den måde egenhændigt kunne sikre europæiske interesser – både økonomiske og sikkerhedspolitiske.
Kari: Vanvittig tanke
MEP Rina Ronja Kari finder det vanvittigt, at EU vil opruste militært. Hun mener, at det tyder rigtigt skidt for freden i verden.
“En fælles EU-hær vil ikke betyde mere sikkerhed og fred i verden. Tværtimod. Junckers klokkeklare udmelding er bedrøvelig og tegner ikke godt for freden i verden,” siger Rina Ronja Kari og fortsætter:
“En EU-hær kan agere fuldstændig egenrådig. Der vil ikke være noget krav om FN-mandat eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Hvis EU-toppen føler, at økonomiske interesser er under pres, for eksempel i dag i Rusland og Ukraine, så kan Europa på få timer være i krig. Det skriger til himlen.”
Forkert økonomisk prioritering
Rina Ronja Kari fremhæver også de økonomiske konsekvenser ved Junckers drøm om en fælles EU-hær.
“Ud over det forkerte fokus på oprustning og militarisering i stedet for afmilitarisering, så koster en EU-hær også vanvittigt mange penge. Og det i en tid, hvor vi står i økonomisk morads til halsen. Vi skal ikke bruge skattekroner på våbenproduktion og militærbaser. Vi skal bruge dem på bedre levevilkår for almindelige europæere,” siger Rina Ronja Kari.