Cypern: lånepakke udløser politisk stormvejr
Hårdt presset af Trojkaen, der består af Den Europæiske Centralbank, Den Internationale Valutafond og Kommissionen, indgik Cyperns præsident i weekenden en aftale om en lånepakke til Cypern.
Som noget helt nyt i rækken af lånepakker, er det planen at indeståender i cypriotiske banker skal brandskattes med op til ti procent. I Cypern udløste nyheden kø ved hæveautomater, hvor folk desperat forsøgte at hæve så mange penge som muligt.
I mellemtiden havde regeringen allerede ‘frosset’ alle elektroniske overførsler i det cypriotiske banksystem og dermed umuliggjort at folk kunne få deres indlån ud, ligesom alle banker holdes lukket indtil en endelig afklaring om aftalen.
Oprindeligt skulle parlamentet tage stilling til aftalen søndag, men det blev så udskudt til mandag; for så endnu engang at blive udskudt til tirsdag.
Den cypriotiske regering sidder på et meget smalt flertal i parlamentet og kun to parlamentsmedlemmer skal bryde partidisciplinen for at aftalen falder.