Hvordan Thulebasen ændrede Grønlands forhold til USA for evigt

I 1951 ankom amerikanske militærfly til det nordvestlige Grønland. De bragte ikke kun soldater og byggemateriater. De bragte en beslutning truffet tusindvis af kilometer væk, som ville ændre livet for de grønlændere, der havde levet ved Thule i generationer. Basen blev bygget uden deres samtykke. Familierne blev tvunget væk fra deres hjem. Og forholdet mellem Grønland og USA fik en ny, kompliceret dimension, som stadig præger debatten om suverænitet i dag.

Den Kolde Krigs strategiske nødvendighed

Efter Anden Verdenskrig ændrede det globale magtbalance sig dramatisk. Sovjetunionen ekspanderede sin indflydelse. USA søgte strategiske positioner til at overvåge og forsvare sig mod potentielle angreb.

Grønland lå perfekt placeret. Øen strakte sig mellem Nordamerika og Europa. Dens nordlige position gav adgang til korteste rute over polområdet. For militærplanlæggere blev Thule en oplagt lokation.

I 1951 indgik Danmark og USA en aftale om forsvarssamarbejde. Aftalen gav amerikanerne ret til at etablere militære faciliteter på grønlandsk territorium. Men der var et problem. De grønlændere, som levede i området, blev aldrig spurgt.

Hvorfor netop Thule?

Thule ligger ved Baffin Bugten, omkring 1.200 kilometer nord for polarcirklen. Området havde flere strategiske fordele:

• Kort afstand til Nordpolen og potentielle sovjetiske angrebsruter
• Mulighed for radarovervågning af luftrummet over Arktis
• Adgang til isfri vand i sommerperioden for forsyningsskibe
• Isoleret beliggenhed væk fra civile områder

For det amerikanske militær var Thule ikke bare en base. Det var en nøgleposition i det tidlige varslingssystem mod atomangreb.

Tvangsflytningen af Thule-befolkningen

I 1953 blev omkring 130 grønlændere beordret til at forlade deres hjem. De fik fire dage til at pakke deres ejendele. Hundene blev skudt. Husene blev efterladt.

Familierne blev flyttet 150 kilometer nordpå til Qaanaaq. Det nye område var fremmede for dem. Jagtmulighederne var anderledes. De sociale strukturer blev brudt.

“Vi blev behandlet som om vi ikke eksisterede. Vores hjem, vores jagtområder, vores liv betød intet for dem, der traf beslutningerne.” (Citat fra en af de fordrevne familier, dokumenteret i senere interviews)

Kompensationen var minimal. Nogle familier modtog små pengebeløb. Andre fik ingenting. Der var ingen juridisk proces. Ingen høring. Ingen mulighed for at protestere.

Hvad skete der med de grønlændere, der blev tvangsflyttet fra Thule? fortæller mere om de personlige konsekvenser for de berørte familier.

Basens militære betydning gennem årene

Thulebasen blev ikke bare en simpel militærinstallation. Den udviklede sig til et centralt element i amerikansk forsvarsinfrastruktur.

Tre faser af militær udvikling

1. 1951-1960: Etablering af radarstationer og flyvestyrker. Basen fungerede som fremskudt observationspost mod sovjetiske bombefly.

2. 1961-1989: Udvidelse til at omfatte ballistisk missilovervågning. Thule blev en del af det amerikanske atomvåbenforsvarsystem.

3. 1990-nu: Fortsatte overvågningsfunktioner og tilpasning til moderne trusler, herunder satellitsporing og rumovervågning.

Basen beskæftigede på sit højeste over 10.000 personer. I dag er antallet reduceret til nogle hundrede, men den strategiske betydning er ikke formindsket.

Periode	Primær funktion	Personale
1950’erne	Radarovervågning	5.000-10.000
1970’erne	Missiladvarsel	3.000-5.000
2000’erne	Satellitsporing	500-800
I dag	Rumovervågning	400-600

Juridiske kampe og erstatningssager

I 1999 anlagde 53 tidligere Thule-beboere sag mod den danske stat. De krævede erstatning for tvangsflytningen. Sagen blev en langvarig juridisk kamp.

Byretten gav de sagsøgende medhold i 2003. Staten skulle betale erstatning. Men Højesteret omstødte senere dommen med henvisning til forældelsesfrister.

Hvad krævede de fordrevne?

• Økonomisk kompensation for tabt ejendom og jagtrettigheder
• Anerkendelse af den uret, der var begået
• Ret til at vende tilbage til deres oprindelige område
• Historisk dokumentation af deres oplevelser

Den juridiske proces afslørede et større problem. Danmark og USA havde indgået aftaler om Grønland uden at inddrage grønlænderne selv. Dette mønster gentog sig gennem hele Den Kolde Krig.

Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? giver indblik i de politiske mekanismer bag disse beslutninger.

Geopolitiske konsekvenser for Grønland

Thulebasen ændrede Grønlands position i international politik. Øen var ikke længere bare en fjern dansk koloni. Den blev en strategisk brik i supermagternes spil.

Dette skabte en paradoksal situation. På den ene side gav den amerikanske tilstedeværelse Grønland øget international synlighed. På den anden side underminerede den grønlandsk selvbestemmelse.

Tre langsigtede effekter

Øget militarisering: Thulebasen var ikke den eneste amerikanske facilitet. Den skjulte historie om amerikanske militærbaser på grønlandsk jord under Den Kolde Krig viser, hvordan flere installationer spredte sig over øen.

Politisk bevidstgørelse: Uretfærdigheden ved tvangsflytningen vækkede grønlandsk politisk aktivisme. Yngre generationer begyndte at stille spørgsmål ved det danske styre.

Økonomisk afhængighed: Basen skabte arbejdspladser, men også en afhængighed af udenlandske militære interesser.

USA’s fortsatte interesse i Grønland

Thulebasen er stadig operationel. USA betaler Danmark omkring 50 millioner kroner årligt for driftsrettigheder. Men den amerikanske interesse rækker længere end én militærbase.

I 2019 foreslog præsident Donald Trump at købe Grønland. Forslaget blev afvist som absurd af både danske og grønlandske politikere. Men det understregede en realitet: Grønlands strategiske værdi er ikke forsvundet.

Klimaforandringer åbner nye skibsruter gennem Arktis. Øen rummer store mineraler og sjældne jordarter. Den militære position er stadig relevant i forhold til Rusland og Kina.

Hvorfor har USA altid været interesseret i Grønland? forklarer de historiske og nutidige motiver bag denne vedvarende interesse.

Vejen mod større selvbestemmelse

Thule-sagen blev et vendepunkt i grønlandsk politisk bevidsthed. Den viste tydeligt, at beslutninger om Grønland blev truffet uden grønlændernes indflydelse.

I 1979 fik Grønland hjemmestyre. Det var et første skridt mod større autonomi. I 2009 kom selvstyreloven, som gav endnu flere beføjelser til det grønlandske parlament.

Milepæle i grønlandsk selvbestemmelse

• 1953: Grønland ophører med at være koloni og bliver del af Danmark
• 1979: Hjemmestyre etableres med kontrol over flere politikområder
• 2009: Selvstyre med ret til naturressourcer og udvidet selvbestemmelse
• I dag: Debat om fuld uafhængighed fortsætter

Fra koloni til selvstyre med fem afgørende milepæle i Grønlands frigørelseskamp giver et dybere indblik i denne udvikling.

Men Thulebasen forbliver et uløst spørgsmål. Grønland har begrænset indflydelse på militære aftaler mellem Danmark og USA. Basen drives uden direkte grønlandsk kontrol.

Aktuelle debatter om suverænitet

I dag diskuterer grønlandske politikere, hvordan fremtidig uafhængighed skal se ud. Thulebasen spiller en central rolle i disse overvejelser.

Nogle argumenterer for, at en uafhængig grønlandsk stat skal overtage kontrollen med basen. Andre mener, at fortsat samarbejde med USA er nødvendigt af økonomiske og sikkerhedsmæssige årsager.

Centrale spørgsmål i debatten

• Kan Grønland forhandle direkte med USA om basens fremtid?
• Skal der betales erstatning til efterkommere af de fordrevne familier?
• Hvordan balanceres militære interesser med oprindelige folks rettigheder?
• Kan basen bruges som forhandlingskort i uafhængighedsprocessen?

Disse spørgsmål har ikke lette svar. De berører grundlæggende dilemmaer om små nationers suverænitet i en verden domineret af stormagter.

Hvad kan andre lære af Thule-sagen?

Thulebasen er ikke bare en grønlandsk historie. Den er et eksempel på, hvordan oprindelige folks rettigheder blev overset i det 20. århundrede. Og hvordan konsekvenserne stadig mærkes i dag.

Internationale organisationer har siden vedtaget flere erklæringer om oprindelige folks rettigheder. FN’s erklæring fra 2007 fastslår, at oprindelige folk har ret til deres traditionelle lande og til at blive hørt i beslutninger, der påvirker dem.

Men principper på papir ændrer ikke fortiden. Og de garanterer ikke fremtiden, medmindre de håndhæves.

Læringer fra Thule-sagen

• Militære interesser må aldrig overskygge menneskerettigheder
• Oprindelige folk skal inddrages i beslutninger om deres territorier
• Historiske uretfærdigheder kræver anerkendelse og erstatning
• Geopolitiske aftaler skal respektere lokale befolkningers suverænitet

Hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse sætter Thule-sagen i en bredere historisk kontekst.

Fremtidsperspektiver for Thulebasen

Basen vil sandsynligvis fortsætte sin drift i overskuelig fremtid. USA har ingen planer om at lukke den. Danmark fortsætter forsvarssamarbejdet. Og Grønland mangler stadig fuld kontrol over militære anliggender.

Men situationen kan ændre sig. Hvis Grønland opnår fuld uafhængighed, vil nye forhandlinger være nødvendige. En suveræn grønlandsk stat kunne kræve anderledes vilkår. Eller vælge helt at afslutte samarbejdet.

Klimaforandringer vil også påvirke basens rolle. Når isen smelter, åbnes nye muligheder for skibsfart og ressourceudvinding. Det øger Grønlands strategiske værdi yderligere.

Scenarier for de næste årtier

1. Status quo: Basen fortsætter under nuværende aftaler med gradvis øget grønlandsk indflydelse.

2. Ny forhandling: Grønland opnår større kontrol og økonomisk kompensation for basens tilstedeværelse.

3. Fuld suverænitet: En uafhængig grønlandsk stat overtager alle forhandlinger med USA direkte.

Hvilken vej Grønland vælger, vil påvirke ikke bare øens fremtid, men også magtbalancen i hele Arktis.

Historiens betydning for nutidens Grønland

Thulebasen står som et monument over en tid, hvor grønlændernes stemmer ikke blev hørt. Den repræsenterer både historisk uret og nutidens geopolitiske realiteter.

For mange grønlændere er basen et symbol på manglende selvbestemmelse. For andre er den en pragmatisk realitet, som skal håndteres på bedst mulig vis.

Men én ting er klar. Historien om Thulebasen kan ikke ignoreres. Den er en del af Grønlands kollektive hukommelse. Og den former fortsat debatten om øens fremtid.

De familier, som blev fordrevet i 1953, fik aldrig fuld retfærdighed. Men deres historie lever videre. Den minder os om, hvad der står på spil, når store magters interesser kolliderer med små samfunds rettigheder.

Grønland står i dag ved en skillevej. Vejen mod større selvbestemmelse er ikke lige. Men erfaringerne fra Thule-sagen har lært en generation af grønlændere, at deres stemmer skal høres. At deres rettigheder skal respekteres. Og at historien ikke må gentage sig.

Fremtiden for Grønland vil blive formet af de valg, der træffes nu. Og Thulebasen vil fortsat være en central del af den samtale, om hvordan en lille nation navigerer i en verden af stormagter.