Hvad er I bange for?
Denne blog er bragt på Altinget.
Sidste uge blev ugen, hvor EU-eliten endnu engang diskuterede, hvordan EU og især euroen skal udvikle sig. Retningen er klar: Udviklingen skal være hen imod en stadig tættere union, hvor stadig flere beslutninger træffes i Bruxelles frem for i medlemslandene. Spørgsmålet, der blev diskuteret, var derfor mest af alt: Hvor hurtigt skal det gå?
EU-Kommissionen havde lagt op til et rask trav med fuld fart mod mere union, mens EU-præsidenten lagde op til et lidt roligere tempo. Konklusionerne på møderne blev lidt rodede, men nu står i hvert tilfælde en model for et fælles banktilsyn klar.
Befolkningen skal inddrages
Og her bliver overskriften relevant. Imens den danske regering havde travlt med at skamrose aftalen om banktilsynet, havde regeringen mindst lige så travlt med at sige, at den skam ikke har lagt sig fast på, om Danmark skal med i tilsynet. Dermed blev der også insisteret på, at spørgsmålet om folkeafstemning skam overhovedet ikke kunne klares lige nu ”“ næ.., der skal jo jurister ind over.
Det interessante er, at når regeringen lægger op til, at der kun skal være folkeafstemning, hvis juristerne kræver det, ja, så lægger de sig også fast på, at spørgsmålet om en folkeafstemning kun er et juridisk problem. Men sandheden er jo, at hvis et flertal i Folketinget finder, at det vil være godt, at Danmark går med ”“ ja, så kunne de jo ved samme lejlighed beslutte, at spørgsmålet først skal prøves ved en folkeafstemning. Det sker jo som bekendt, at Folketinget er noget ude af trit med befolkningen, især i EU-spørgsmål, og derfor kunne det være rigtig sundt for det danske demokrati, hvis befolkningen blev taget i ed.
Demokratisk resultat skal være ledende
Diskussionen om folkeafstemninger og EU er jo en tilbagevendende ting. Faktisk er det under et år siden, at vi sidst diskuterede, om ikke der skulle være en folkeafstemning om Finanspagten. Dengang blev det af ledende politikere fremført, at nu var de jo altså valgt til at træffe beslutninger ”“ og det havde de tænkt sig at gøre (og derfor skulle vi ikke stemme).
Jeg har godt nok svært ved at forstå, hvordan det skulle være ansvarsforflygtigelse at spørge befolkningen om noget så vigtigt som Finanspagt eller Bankunion! Og det er svært ikke at sidde tilbage med et spørgsmål: Hvad er I så bange for ved en folkeafstemning? Er det, at der kommer en demokratisk debat, eller er det, at I taber og må affinde jer med det demokratiske resultat?
