Hollands regering har ”besluttet” at halvere landbrugets kvælstoftilførsel for at leve op til EU`s kvælstofdirektiv. Når jeg i dette debatindlæg tillader mig at sætte ”besluttet” i gåseøjne, er det for at antyde, at man i høj grad handler efter ordre fra højere sted. Forslaget vurderes til at betyde nedlæggelse af ca. 11.000 hollandske landbrug og halvering af dyreholdet på ca. 17.000 brug. Samlet vil ca. halvdelen af hollandske brug blive alvorligt berørt.
Det er ikke muligt fuldstændigt at besvare det hypotetiske spørgsmål om, hvad hollænderne ville have besluttet, hvis de ikke var bundet af EU. Naturligvis ville problemerne med en stor kvælstofudledning ikke forsvinde. Men vi kan i al fald fastslå, at hollænderne ville have været mere frit stillet med hensyn til hvordan og hvornår, der skal reageres. Ligesom den folkelige debat og befolkningens indflydelse på hele sagen ville være betydelig mere reel.
Men de faktiske forhold er, som de er. Og det har ført til massive protester fra de hollandske bønder – hvilket næppe er overraskende. Det er jo dem, det går ud over. De oplever at blive ramt på deres eksistens af bestemmende og mægtige magter, som de ikke har nogen som helst indflydelse på. Og så tyr de til fortvivlelsens selvhjælp.
Dette handlingsmønster er ikke ulig det handlingsmønster, som vi også kan opleve hos grupper i mange lande, der protesterer mod globaliseringen. Også den er ”nødvendig”: Frihandel øger naturligvis jordens samlede velstand ved at forlægge produktionen til de mest rentable steder. Men igen, man har ”glemt” at tage de nødvendige hensyn til de mange mennesker, som – ganske som de hollandske bønder – billedligt talt rammes på deres eksistens af en forhammer.
I Holland kulminerede protesterne her i foråret. Og – meget bemærkelsesværdigt – de fik enorm opbakning fra mange hollændere, der ikke direkte var ramt.
I den danske mainstream-presse har man – symptomatisk på den måde, man ofte dækker forhold, der peger på problemer, der skyldes EU – ikke hørt meget til sagen.
Begivenhederne er ellers spektakulære nok. Mere end 10 tusind hollandske bønder demonstrerer i Bruxelles med deres traktorer, som de i nogle tilfælde får beslaglagt af politiet. Og ved de nyligt afholdte lokalvalg brager det nye BBB-parti BoerBurgerBeweging (”Bonde- og borgerbevægelsen” på dansk) ind i senatet og lokale råd med næsten 1/5 af stemmerne og bliver det største parti overhovedet. De gamle og traditionelt regeringsbærende partier som f.eks. Arbejderpartiet og Kristendemokraterne ligger på ca. 1/3 af BBBs stemmetal. Valget er et jordskredsvalg. Signifikant er også udbredelsen af en ny protestform, nemlig at hejse det hollandske flag med ”hovedet” nedad.
De ovennævnte problemer kan muligvis også blive aktuelle i Danmark. Vi er jo – som Holland – et stort landbrugsland og en betydelig fødevareeksportør. Og har også et stort forbrug af kvælstof. Og ligesom den hollandske regering vil også den danske jo være tvunget til at ”beslutte” et eller andet inden alt for længe. Her hos os er situationen dog ikke tilspidset som i Holland, idet man foreløbig afventer bl.a. en ekspertgruppes vurdering af situationen.
Jeg er bange for, at lignende protestaktioner og problemer, som dem, jeg ovenfor berører, i fremtiden kan befrygtes at brede sig. F.eks. også i forbindelse med implementering af klimakrav og miljøkrav på andre områder end landbrugets. Hvis ikke vi forstår, at bindende overnationale beslutninger på f.eks. EU-niveau, skal forankres folkeligt. Ofte er det således, at de, som beslutter og fastlægger den (teoretisk set) ideelle politik, er så langt fjernede fra de praktiske følger for de berørte mennesker, at det slet ikke rigtigt medtænkes eller forstås. EUs direktiver kan derfor komme til at fremstå lidt som ”fem-års-planer” som vi kender dem fra historiske styreformer. Centralt besluttede planer, som er bindende og skal gennemføres af de underliggende instanser (f.eks. den danske og hollandske regering) uanset alle bivirkninger.
Så vi står overfor en række store udfordringer med hensyn til at sikre den fornødne støtte til den nødvendige politik. Det er en balancegang, hvor det også kan være nyttigt at overveje om ”nødvendigheden” nu altid er helt nødvendig – her og nu og uanset prisen. Om vi altid skal lytte til de mest dystopiske udmeldinger. Glemmes disse overvejelser, afløser vi jo i virkeligheden skridt for skridt folkestyret af ikke mindst et EU-styre (i parentes bemærkes, at de beslutninger, der træffes på EU-niveau, ikke altid er de bedste for miljø og klima. Selv om de markedsføres som sådanne. Andre og mere skjulte og dunkle interesser kan være med i spillet).
Jeg vil derfor til slut minde om Grundtvigs ord, frit citeret: ”Folkestyre går ikke ud på at give folket de bedste love, som man kan optænke. Det går ud på at give de bedste love, som folket vil og kan tåle”. Glemmer man det, kommer vi let fra asken i ilden.
