Gult kort til EU forslag om strejkeret
Kommissionen fremlagde i marts et forslag til forordning – den såkaldte Monti II forordning – som skal afklare det betændte forhold mellem EU-traktaternes frie bevægelighed og strejkeretten.
Men da strejkeretten er undtaget EU-trakterne, har 12 parlamenter/kamre i EU-landene nu vedtaget, at forslaget er i strid med nærhedsprincippet. Det betyder, at Kommissionens forslag kan få et ‘gult kort’. I så fald skal Kommissionen tage forslaget op til fornyet overvejelse.
Angreb på konfliktretten
“Der er flere og flere transnationale tilfælde af social dumping, hvor europæiske arbejdsgivere forsøger at udnytte EU-landenes forskelle på løn og standarder for arbejdsvilkår” lyder det fra
Det Europæiske Forbund af Offentligt Ansatte (EPSU).
I de berygtede Vikinge og Vaxholm sager om retten til at strejke mod underbetaling og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, dømte EU-domstolen, at konflikterne var en ulovlig begrænsning af tjenesteydelsernes og varernes frie bevægelighed og i strid med direktivet om udstationering af arbejdstagere.
Fagforeninger i Europa har derfor længe kæmpet for en social protokol, som sidestiller sociale rettigheder og retten til kollektive aktioner med det indre markeds frie bevægelighed.
Men Ifølge EPSU er Kommissionens forslag skræddersyet til at beskytte arbejdsgiverne og betyder, at strejkeretten underlægges virksomhedernes rettigheder.
“Dokumenter fra Kommissionen understreger, at forslaget ikke har til hensigt at korrigere de negative sociale konsekvenser af Viking og Vaxholm dommene. Kommissionen mener, at tjenestydelsernes bevægelighed og virksomhedernes etableringsret er vigtigere end arbejdernes vilkår.”
Folkebevægelsens Søren Søndergaard er ikke overrasket over Kommissionens forslag.
“Det er ikke tilfældigt, at forslaget kommer på et tidspunkt, hvor EU har sat en massiv nedskæringsoffensiv ind overfor lønmodtagere og offentlige ydelser. Det vil jo være langt nemmere at gennemføre disse politikker, hvis man kan forbyde borgerne at strejke og protestere.”
Følgende parlamenter/kamre mener forslaget er en ommer
Danmark, Sverige, Finland, Polen, Luxembourg, Portugal, Letland, Frankrig, Belgien, Malta, Holland og UK.
Får Kommissionen et gult kort, kan den vælge at opretholde sit forslag, men kan også beslutte enten at revidere forslaget eller helt trække det tilbage.