Grus i EUs budgetforhandlinger
Forhandlingerne mellem EUs medlemslande, EU-parlamentet og EU-Komissionen om EUs budget for 2014-2020 brød tirsdag aften sammen.
Parlamentets forhandlere meldte afbud inden mødet fordi flere lande holder fast i, at der skal spares i budgettet. Det er ikke mindst Storbritannien, Sverige og Danmark, der har vendt sig imod Kommissionens udkast til budget, som Kommissionen nu har trukket tilbage. Alle tre lande har truet med veto. I Danmarks tilfælde gælder veto’et, hvis ikke Danmark får en milliard kroners rabat på EU-kontingentet.
Den britiske premierminister David Cameron har kritiseret, at EU skal have flere penge, når EU kræver nedskæringer og besparelser i medlemslandene. EU-Kommissionen mener omvendt, at besparelser i EU vil gå ramme EUs indsats for vækst.
Og i dag er omkring 40 faglige organisationer i 23 lande i aktion mod EUs nedskæringspolitik. Det europæiske LO (EFS) mener ikke, at EUs sparekrav til medlemslandene fremmer vækst…
Tosdag i næste uge mødes EUs regeringsledere efter planen til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles med netop 2014-2020 budgettet på dagsordenen.