Grækenland mister suverænitet
Prisen, som grækerne betaler for lånepakkens betingelser, betales ikke kun i euro og cents. De politiske betingelser, som følger med lånet på 12 milliarder euro (der er den femte udbetaling af lånet på i alt 110 mia. euro), er blandt meget andet en bølge af privatiseringer. Heriblandt er de mest afgørende salg af statslig ejendom på 50 milliarder euro. Dermed begrænses det politiske råderum for grækerne – hvilket også er en af grundene til, at der i dagene op til aftalens indgåelse har været enorme protester blandt grækerne.
Det græske parlament, som har indgået aftalen om privatiseringerne, vil blive “suppleret af teknisk assistance i stor skala” udtaler EU’s finansministre til internetavisen EUObserver.com. Det bliver EU-Kommissionen, der skal kontrollere implementeringen, som sker for at sikre, at hestekuren fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, foregår efter EU og IMF’s krav.
Af de 8,7 milliarder euro, som blev tildelt Grækenland her i weekenden, mangler stadig knap tre milliarder. De forventes at blive tildelt fra IMF i slutningen af denne uge.
Søren Søndergaard, MEP fra Folkebevægelsen mod EU, har nyligt udtalt om lånene til Grækenland:
– Der er tale om lån, der skal bruges til at betale dyrt forrentede gældsposter til banker i ikke mindst Tyskland og Frankrig, som åbenlyst har spekuleret i og tjent på den græske tragedie. Lånet gavner ikke den græske befolkning, der tværtimod skal betale dyrt med de sparekrav og forringelser, som EU har betinget sig.
Mere information:
EUObserver.com: Greece faces ‘massive’ loss of sovereignty (04.07.11)
Tidligere Nyt fra EU-fronten:
EFS: Social Marshall-plan til Grækenland (01.06.11)
Grækenland: EU-nedskæringer vedtaget (29.06.11)
Lammet af protester mod EU-nedskæringer (28.06.11)