GMO-føde og ko-kannibalisme på menuen
Parlamentet har i dag stemt om en rapport fra EU-kommissionen om medlemsstaternes mulighed for at begrænse eller forbyde dyrkning af GMO’er på deres område. Rapporten er reelt et forsøg på at åbne markedet for GMO’er ved at lægge kompetencen til at vurdere miljø- og sundhedsrisikoen ved de enkelte GMO’er over til Kommissionen.
Imens kan medlemslandene kun forbyde GMO’er ud fra religiøse, etiske og samfundsøkonomiske hensyn – altså ikke ud fra de egentlige problemer forbundet med GMO’er, som netop er miljø- og sundhedsrelaterede.
Det betyder, at det bliver sværere for medlemslandene at forbyde GMO’er. Rådet har flere gange afvist Kommissionens forsøg på at åbne markedet for GMO’er og den folkelige modstand mod genmodificerede fødevarer er stor blandt forbrugerne i EU.
– Kommissionen har længe forsøgt at åbne markedet for GMO’er. Selvom ingen kender de langsigtede konsekvenser, så har Kommissionen intet imod at bruge EU’s borgere som prøvekaniner, udtaler MEP Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, som stemte imod rapporten.
– Det er utåleligt at Kommissionen altid som udgangspunkt varetager industriens interesser før borgernes. Det er godt at EU-parlamentet forsøger at bremse de værste forslag, men vi må kæmpe for at medlemslandene helt kan afvise GMO’er og andre ting, som forringer fødevaresikkerheden og borgernes sundhed, fortsætter Søren Søndergaard.
Parlamentet forventes at afværge Kommissionens ko-galskab
Parlamentet forventes ligeledes at tage stærkt afstand fra en ophævelse af forbuddet mod brugen af animalske proteiner i foder, samt genanvendelse inden for samme art. Begge del har Kommissionen stillet i et forslag, som Parlamentet stemmer om i morgen.
– Det er endnu et eksempel på Kommissionens galskab. For få år siden så vi konsekvenserne af denne form for kannibalisme, som Kommissionen åbenbart har glemt resultatet af. Begge forslag viser, at Kommissionen har en dagsorden – markedets, ikke forbrugernes, siger Søren Søndergaard.
Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40