Grønlands rejse fra koloni til selvstyre strækker sig over næsten tre århundreder. Det er en historie om undertrykkelse, modstand og politisk kamp. Men det er også historien om et folk, der aldrig opgav drømmen om at styre sig selv. I dag har Grønland selvstyre, men vejen dertil var hverken lige eller let.
Grønlands transformation fra dansk koloni til selvstyre begyndte i 1721 og kulminerede i 1979. Processen omfattede kolonisering, integration i Danmark, politisk mobilisering og til sidst hjemmestyre. Vigtige milepæle inkluderer grundlovændringen i 1953, G-60 rapporten, dannelsen af politiske partier og folkeafstemningen om hjemmestyre. Selvom Grønland i dag har selvstyre, fortsætter debatten om fuld uafhængighed.
Kolonitiden begynder med missionen
Da Hans Egede landede i Grønland i 1721, startede en ny æra. Den norske præst kom for at missionere, men hans ankomst markerede samtidig begyndelsen på dansk kolonistyring.
Kolonitiden varede fra 1721 til 1953. Det er 232 år. I den periode var grønlændere underlagt dansk styre uden at have medbestemmelse. Sproget, kulturen og levevilkårene blev kontrolleret fra København.
Den danske stat oprettede Det Kongelige Grønlandske Handel i 1774. Det gav Danmark monopol på al handel. Grønlændere kunne ikke frit handle med omverdenen. De var afhængige af danske priser og danske varer.
“Kolonitiden var præget af paternalisme. Danskerne så sig selv som fædre, der skulle opdrage og civilisere de grønlandske børn. Det var nedværdigende og ødelæggende for det grønlandske selvværd.”
Missionsarbejdet ændrede også samfundet. Kristendommen blev påtvunget. Traditionelle åndelige praksisser blev forbudt. Børn blev sendt på kostskole, hvor de lærte dansk og blev adskilt fra deres familier.
Fra koloni til amt i 1953
Efter Anden Verdenskrig ændrede verdensopfattelsen sig. Kolonistyret blev set som forældet og umoralsk. FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 understregede, at alle folk har ret til selvbestemmelse.
Danmark stod under internationalt pres. I 1950 nedsatte regeringen den såkaldte G-50 kommission. Den skulle undersøge Grønlands fremtid. Resultatet var en grundlovsændring i 1953.
Med grundlovsændringen blev Grønland officielt et dansk amt. Kolonitiden var formelt slut. Men i praksis fortsatte mange af de samme strukturer. Grønlændere fik to pladser i Folketinget, men det var langt fra reel indflydelse.
Integrationsperioden fra 1953 til 1979 var præget af modernisering. Danmark investerede massivt i infrastruktur, boliger og uddannelse. Men det skete på danske præmisser.
Mange grønlændere oplevede moderniseringen som en ny form for kolonisering. Danske lærere, læger og embedsmænd strømmede til Grønland. De fik højere lønninger end grønlændere for det samme arbejde. Det skabte bitterhed.
Politisk bevidsthed vokser frem
I 1960’erne begyndte en ny generation af grønlændere at rejse kritiske spørgsmål. Mange havde studeret i Danmark og set, hvordan andre lande kæmpede for uafhængighed.
Debatten om grønlandsk identitet og rettigheder intensiveredes. Tidsskrifter som Tupilak og senere Inuit blev platforme for kritiske stemmer. De stillede spørgsmål ved dansk overherredømme og kæmpede for hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse.
G-60 rapporten fra 1964 var et vendepunkt. Kommissionen havde undersøgt Grønlands økonomiske og sociale situation. Konklusionen var klar: Grønland skulle have mere selvbestemmelse.
Rapporten anbefalede blandt andet:
- Mere grønlandsk indflydelse i lokale anliggender
- Styrkelse af det grønlandske sprog
- Bedre uddannelsesmuligheder i Grønland
- Økonomisk udvikling baseret på grønlandske ressourcer
Men implementeringen gik langsomt. Frustrationen voksede. I 1970’erne opstod de første egentlige politiske partier i Grønland.
De politiske partier former debatten
Siumut blev dannet i 1977. Navnet betyder “fremad” på grønlandsk. Partiet kæmpede for selvstyre og grønlandsk identitet. Det var en bred folkebevægelse med støtte fra fiskere, arbejdere og intellektuelle.
Atassut blev dannet samme år. Partiet var mere moderat og ønskede at bevare tætte bånd til Danmark. Navnet betyder “sammenhold”.
Inuit Ataqatigiit kom til i 1978. Partiet var mere radikalt og ønskede fuld uafhængighed fra Danmark. Det havde rødder i venstrefløjsbevægelser og fokuserede på grønlandsk suverænitet.
Disse partier gjorde debatten konkret. De formulerede politiske programmer. De mobiliserede vælgere. De gjorde selvstyre til en reel politisk mulighed.
| Parti | Grundlagt | Holdning til Danmark | Primært fokus |
|---|---|---|---|
| Siumut | 1977 | Selvstyre med bånd | Grønlandsk identitet |
| Atassut | 1977 | Tæt samarbejde | Økonomisk stabilitet |
| Inuit Ataqatigiit | 1978 | Fuld uafhængighed | Suverænitet |
Vejen til hjemmestyre i 1979
Den danske regering nedsatte Hjemmestyrekommissionen i 1975. Grønlandske og danske repræsentanter skulle sammen udforme en model for selvstyre.
Forhandlingerne var intense. Der var uenighed om mange punkter. Hvor meget magt skulle overføres? Hvad med økonomien? Hvilke områder skulle Danmark stadig kontrollere?
Kommissionen nåede til enighed i 1978. Forslaget blev fremlagt for både det grønlandske og det danske folk.
Folkeafstemningen fandt sted den 17. januar 1979. Resultatet var klart: 70,1% af grønlænderne stemte ja til hjemmestyre.
Hjemmeloven trådte i kraft den 1. maj 1979. Det var et historisk øjeblik. For første gang i næsten 260 år havde grønlændere reel politisk magt.
Hjemmestyret overtog gradvist ansvaret for:
- Uddannelse og kultur
- Sundhedsvæsen
- Sociale forhold
- Erhvervspolitik
- Miljøbeskyttelse
- Infrastruktur
Danmark beholdt kontrollen over udenrigspolitik, forsvar og retsvæsen. Det var et kompromis. Nogle grønlændere var tilfredse. Andre mente, det ikke gik langt nok.
Selvstyre og spørgsmålet om uafhængighed
I 2009 blev hjemmestyret erstattet af selvstyre. Det gav Grønland endnu mere magt. Grønlandsk blev det officielle sprog. Grønland fik ret til at overtage flere områder fra Danmark.
Vigtigst var måske retten til undergrunden. Grønlands mineraler og olie tilhører nu Grønland, ikke Danmark. Det åbner muligheder for økonomisk uafhængighed.
Men selvstyre er ikke det samme som fuld uafhængighed. Grønland modtager stadig et årligt bloktilskud fra Danmark på omkring 3,8 milliarder kroner. Det udgør en betydelig del af det grønlandske budget.
Debatten om fuld uafhængighed fortsætter. Nogle mener, Grønland skal være helt suverænt. Andre peger på de økonomiske udfordringer. Kan Grønland klare sig uden dansk støtte?
Internationale forhold komplicerer billedet. USA har haft militær tilstedeværelse i Grønland siden Anden Verdenskrig. Hvordan Thulebasen ændrede Grønlands forhold til USA for evigt viser, hvordan geopolitik påvirker Grønlands situation.
Den Kolde Krig bragte også andre udfordringer. Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? illustrerer, hvordan grønlændere blev holdt udenfor beslutninger om deres eget land.
Vigtige læringer fra processen
Grønlands vej fra koloni til selvstyre viser flere ting. For det første: Frihed kommer ikke af sig selv. Det kræver organisering, politisk kamp og vedholdenhed.
For det andet: Forandring tager tid. Fra de første kritiske stemmer i 1960’erne til selvstyre i 2009 gik der næsten 50 år. Tålmodighed og strategisk tænkning er nødvendige.
For det tredje: Internationale forhold spiller en rolle. Grønlands strategiske placering har både været en byrde og en fordel. Det har givet indflydelse, men også komplikationer.
Sammenligninger med andre lande kan være lærerige. Grønlands vej mod selvbestemmelse: Hvad kan vi lære af Islands og Færøernes historie? viser, hvordan andre nordatlantiske samfund har navigeret lignende udfordringer.
Historien om grønland fra koloni til selvstyre er også historien om mennesker. De glemte stemmer: Grønlandske aktivister der kæmpede for selvbestemmelse før 1979 minder os om, at store politiske forandringer skabes af modige individer.
Udfordringer i dag og fremtiden
Selvom Grønland har opnået selvstyre, er der stadig store udfordringer. Økonomien er sårbar. Fiskeriet er den primære indtægtskilde, men klimaforandringer påvirker fiskebestandene.
Minedrift kunne give nye indtægter. Men det rejser miljømæssige og sociale spørgsmål. Hvordan balancerer man økonomisk udvikling med beskyttelse af natur og kultur?
Uddannelsessystemet kæmper. Mange unge grønlændere dropper ud af skolen. Mangel på kvalificeret arbejdskraft bremser udviklingen.
Sociale problemer som alkoholmisbrug og selvmord er udbredte. De har rødder i kolonitiden og de hurtige samfundsforandringer. Healing tager generationer.
Sprogpolitik er også kompleks. Grønlandsk er nu det officielle sprog. Men dansk er stadig nødvendigt for videregående uddannelse og kontakt med omverdenen. Hvordan bevarer man det grønlandske sprog uden at isolere sig?
Hvad fortæller historien os om fremtiden?
Grønlands rejse fra koloni til selvstyre er ikke slut. Det er en igangværende proces. Hver generation må tage stilling til, hvad selvbestemmelse betyder for dem.
For studerende, der studerer denne historie, er det vigtigt at forstå både fakta og følelser. Tal og datoer er vigtige. Men lige så vigtige er de menneskelige oplevelser. Hvordan føltes det at være grønlænder under kolonitiden? Hvilke drømme og håb drev aktivister?
Historien viser, at forandring er mulig. Men den viser også, at forandring kræver indsats. Det kræver politisk organisation. Det kræver, at mennesker står sammen.
I dag står Grønland ved en korsvej. Klimaforandringer åbner nye muligheder og skaber nye trusler. Geopolitiske magter viser fornyet interesse. Økonomisk uafhængighed er inden for rækkevidde, men kræver svære valg.
Den næste generation af grønlændere vil forme landets fremtid. De vil bygge videre på det fundament, som tidligere generationer har kæmpet for. Og de vil skrive de næste kapitler i historien om grønland fra koloni til selvstyre.