For meget EU-svindel og svig
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, forsvarede borgernes ret til ordentlige oplysninger om, hvordan deres skattepenge bliver brugt. Det skete i dagens debat i EU-parlamentet om godkendelsen af regnskaberne for 2008.
– På nogle områder er EU’s forvaltning af skatteborgernes penge fuldstændig uacceptable. F.eks. siger Revisionsretten, at mindst 11 pct. af strukturfondsmidlerne er blevet udbetalt i strid med reglerne. Det spørgsmål, vi alle bør stille os, er: Ville vi godkende et regnskab i en sportsklub, en fagforening eller et politisk parti, hvis mere end 11 pct. af udgifterne på et centralt område var blevet udbetalt i strid med reglerne, spurgte Søren Søndergaard fra talerstolen.
– Så længe Parlamentet ikke har fået offentlige svar fra Rådet på centrale spørgsmål, så kan deres regnskab ikke godkendes, sagde han til støtte for Budgetkontroludvalgets forslag om at parlamentet ikke skal godkende Rådets regnskab i denne omgang.
– Endelig har vi også en forpligtelse til, at være mere kritiske over for Parlamentets egen økonomiske forvaltning. Netop vores vilje til selvkritik, er det, som giver vores kritik og krav til Rådet og Kommissionen styrke og autoritet, argumenterede Folkebevægelsens Søren Søndergaard.
Ønsker I yderligere oplysninger, kan I kontakte:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh K