Folkebevægelsen mod EU udskyder planlagte aktiviteter og arrangementer
Vi kan med glæde konstatere, at Folkebevægelsen mod EU’s komitéer og arbejdsgrupper er meget aktive i hele landet. Det vidner en fuld kalender om. Aktivitetsniveauet er et flot bevis på vores medlemmers engagement og bevægelsens styrke.
Aktiviteterne, hvor vi mødes om EU-modstanden, er noget af det absolut vigtigste, Folkebevægelsen mod EU laver. Derfor er vi lidt triste over at komme med følgende opfordring til alle medlemmer, som vi samtidig mener, er helt nødvendig.
Vi mener, det er nødvendigt, fordi myndighederne opfordrer frivillige foreninger til at lukke for aktiviteter de næste 14 dage.
Vores prioritet er alles sundhed. I denne tid må vi tænke på at tage hensyn til hinanden og være særligt forsigtige omkring ældre og syge. Det er et fælles ansvar, vi alle må tage.
Det handler ikke om, at vi skal gå i panik. Heldigvis er ingen i Danmark døde af denne sygdom endnu, og på verdensplan bliver langt, langt de fleste raske. Det handler kun om, at vi skal gøre vores for, at flest mulige forbliver raske.
Derfor vil Folkebevægelsen mod EU hellere være på den forsigtige side, og vi vil hellere tage for mange forbehold end for få. Vi vil signalere ansvarlighed og respekt over for vores medmennesker.
Fra Landsledelsens side har vi valgt at udskyde vores planlagte møde d. 28. marts, og i mellemtiden koordinerer vi vores arbejde over mail og videomøder. Vi har også bedt Folkebevægelsen mod EU’s ansatte arbejde hjemmefra.
Vi er kede af at forstyrre de næste par ugers planer. Vi ved, at der indgår en del planlægning i ethvert møde og arrangement i Folkebevægelsen mod EU. Vi håber på jeres forståelse.
Pas godt på jer selv og hinanden, og følg de officielle råd om at forebygge smitte.
Vi glæder os til, at vi kan fortsætte vores aktiviteter som normalt.
De bedste hilsner
Susanna Dyre-Greensite
Formand for Folkebevægelsen mod EU
På vegne af Forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU