Folkebevægelsen kræver forslag om ny euro-pagt offentliggjort
Danske diplomater og embedsfolk mødtes i går i Bruxelles med EUs præsident Herman Van Rompuys administration med forslaget om en ny europagt på dagsordenen, fortæller Berlingske Tidende i dag.
Der er tale om forslaget til den såkaldte konkurrencepagt, som Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy præsenterede på EU-topmødet den 4. februar. Pagten skal indeholde krav om strammere finanspolitik samt harmonisering af pensionsalder, erhvervsskatter og lønregulering. Det er fremgået af pressens omtale, men ikke af nogen offentligt tilgængelige officielle dokumenter eller referater.
Folketinget har da heller ikke fået nogen som helst orientering forud for gårsdagens møde, hvad Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt i dag kritiserer skarpt. Folkebevægelsen mod EU går nu ind i sagen for at sætte en stopper for hemmelighedskræmmeriet.
– Vi kræver forslaget offentliggjort øjeblikkeligt, lyder budskabet til regeringen fra Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Søren Søndergaard har desuden i dag skrevet til Rådet og bedt EU-præsident Herman Van Rompuy redegøre for karakteren af gårsdagens møde med de danske embedsfolk, hvad der blev behandlet på mødet og hvad der blev resultatet af mødet.
Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40