Fødseldagstale af Jens-Peter Bonde
Undskyld jeg er lidt snottet. Det bliver man af fyrre år i EU.
Jeg vil gerne takke Folkebevægelsen for nogen af de bedste år i mit liv. Jeg elskede at komme i lokalkomiteerne, vores ilt. Jeg kender mange venlige sofaer i Jylland og mange almindelige danskere, som vidste ualmindeligt mere om EF end de såkaldt ansvarlige politikere.
Da Ellemann og Schlüter i 1986 garanterede vetoretten, afskaffede de den. Siden har ingen set den.
Tre gange har vi stemt om Møntunionen, I 1992 stemte vi Nej, og europæiske aviser skrev: TAK DANMARK.
I 1993 erklærede politikerne, at vi ville være uden for euroen for evigt.
I 2000 havde evigheden varet syv år, og Nyrup prøvede igen.
80 % af politikerne på Christiansborg vil gerne prøve en fjerde gang, den dag, de tror de kan vinde.
Samtlige møntunioner i verden er brudt sammen, hvis de ikke er blevet efterfulgt af en politisk union. ØMU’en er en fejlkonstruktion. Det skal nu repareres med en tretrinsraket:
Europagten, seks stykker lovgivning i den samt Traktatændringerne med den permanente fond, som nu kommer for retten i Irland, Tyskland og Estland.
Kernen i de tre tiltag er den samme: Alle EU-lande skal spare mere. 25 af de 27 EU-lande skal skære yderligere ned.
Det er kun Sverige og Luxembourg, som ikke forbryder sig mod Europagtens 0,5 % struktur-gælds-loft.
Det viser det urealistiske: Selv Tyskland skal skære ned, og når de gør det, skal de andre skære endnu mere ned.
Reglerne starter en nedadgående spiral uden ende, det holder ikke og bliver standset af enten utilfredse vælgere eller utilfredse finansmarkeder.
Man kan ikke have fælles penge, når man har forskellig økonomisk udvikling. På ti år er forskellen i konkurrenceevne mellem Italien og Tyskland steget med 39 %. Hvem kan vinde et valg i Italien på at foreslå 39 % lavere løn? Det kan ingen, derfor har EU-toppen også forbudt en græsk folkeafstemning om økonomien og indsat nye regeringer af såkaldte eksperter, som ikke er valgte, men udpegede fra Goldman-Sachs og EU-toppen til at repræsentere finansmarkederne i både Grækenland og Italien.
Selv den gamle tyske sparekansler, Helmut Schmidt, advarer ved at minde om den tyske kansler Breunings depressions-politik, som bragte Hitler til magten.
Neoliberale reformer er kun mulige under ekstreme kriser eller diktatur, viser Naomi Kleins sammenlignende lærebog. Ingen steder kan man må få vælgere til at stemme for neoliberal medicin. Det er derfor logisk, at beslutningerne om økonomien nu flyttes ud af EU’s systemer med Kommission, Ministerråd og Europa-Parlament.
De er ikke udemokratiske nok og er nu erstattet af en Frankfurterklub med 8 udpegede inklusive Merkozy.
Merkel og Sarkozy bestemmer. Prodi beskriver samarbejdet som, Merkel, der bestemmer, og Sarkozy, der holder pressekonference og meddeler, hvad hun har bestemt.
Det ville være mere borgervenligt at koordinere den økonomiske politik, så de bedst stillede lande investerede f.eks. 20 % ekstra, de næste 15 %, og de dårligst stillede 5 % mere. Så ville alle få fremgang, uden at nogen ville få større balanceproblemer.
Vi ville alle gøre verdenshandelen en stor tjeneste i stedet for at forårsage depression og kassation af op til halvdelen af store ungdomsårgange i Sydeuropa, som ikke får prøvet arbejdsmarkedet. I Danmark holdt vi et helt års valgkamp om at beskære efterlønnen med 15 milliarder kroner. Det blev besluttet af vælgerne. På én nat bevilligede Helle Thorning 40 milliarder kroner til Sydeuropa via IMF. Det blev end ikke forelagt i Europaudvalget samme dag.
Jeg ville gerne hjælpe Grækenland, men der er ikke én krone, som går til grækerne. Pengene går til de tyske og franske banker, som står for 61 % af udlånene i Sydeuropa.
Vi er gået fra fædrelandenes, demokratiernes og borgernes Europa til Bankernes EU, uden vi har besluttet det demokratisk.
Der findes nu over 100.000 EU-love, regler, domme, standarder, som vi ikke mere kan ændre som vælgere på en valgdag. Folkebevægelsens kritik af EF’s manglende demokrati var korrekt i 1972. Der er bare meget mere mangel på demokrati i dag, men også meget mere modstand og kritik i alle andre EU-lande.
Der findes ikke en eneste lille dansk lov, som ikke kan nås af EU-regler eller domme. Jeg har udskrevet en konkurrence med god rødvin for bare et enkelt eksempel. Jeg har stadig vinen.
Om man vil ud af EU eller reformere EU med Ã…benhed, Nærhed og Demokrati eller begge dele er forskellige recepter på samme sygdom, det demokratiske underskud i EU. Alle kritikere må virke sammen for at vinde den næste folkeafstemning. De der vil til Korsør og de der vil til Aarhus kan godt dele kupe til Korsør. Hvis ikke, havner vi alle i Malmø på vores vej gennem Danmark. Der skal en enorm bredde til at vinde folkeafstemninger mod politikere, presse og pengemagt.
I 1982 vandt vi med nød og næppe i Grønland, selv om vi havde deres regering og 70 % af vælgerne bag os i udgangspunktet.
I 1992 tabte tilhængerne med 0,7 %.
I 2000 var det heller ikke modstanderne, som vandt, men tilhængerne som tabte.
Trøsten er: Det kan de gøre igen. Kom bare an.
Tillykke med de 40 år, jeg kan se nogen af jer er blevet ældre undervejs.
God fest.
