Fakta om EU og transaktionsskat
I de seneste dage har der i Danmark været en debat om en finansiel transaktionsskat. Debatten udspringer af, at regeringen ikke længere vil støtte en transaktionsskat i EU-regi, men kræver, at modellen skal være global. Vi vil her bruge Kommissionens eget materiale
til at svare på seks spørgsmål om transaktionsskatten.
Hvad er det, Kommissionen foreslår?
Kommissionen foreslår en skat på finansielle transaktioner. Skatten er en mindstesats på 0,1 % ved handel med obligationer og aktier og på 0,01 % ved handel med derivater. Medlemsstaterne kan anvende højere satser, hvis de ønsker det. Afgiften skal betales af alle parter i en transaktion.
Hvad skal pengene gå til?
Pengene skal gå til både at finansiere EU-budgettet og til medlemsstaternes budgetter.
Kan man kalde Kommissionens forslag en Tobin-skat?
Nej. En Tobin-skat er ifølge Den Store Danske en “afgift på valutatransaktioner med det formål at øge omkostningerne ved kortsigtet spekulation i valutakursændringer.”
Oprindeligt var formålet med Tobin-skatten, ifølge James Tobin, at begrænse valutaspekulation. Senere har blandt andet NGO’en ATTAC foreslået, at overskuddet fra skatten skulle gå til at finansiere internationale institutioner, udviklingsbistand og lignende. Det er denne udlægning, de fleste forbinder med en Tobin-skat.
Kommissionens forslag er derfor ikke en Tobin-skat. Der er for det første ikke tale om at beskatte valutatransaktioner, og der er for det andet ikke tale om at bruge pengene på internationale organisationer eller udviklingsbistand.
Kan man kalde Kommissionens forslag en Robin Hood-skat?
Hvis man ved en Robin Hood-skat forstår en transaktionsskat, hvor pengene tages fra de rige og gives til de fattige, så er svaret nej.
I Kommissionens forslag går pengene til EU selv og til medlemsstaterne – ikke til de fattige.
Hvordan begrunder Kommissionen forslaget om en skat på finansielle transaktioner?
Kommissionen begrunder forslaget med, at det vil gavne det indre marked og fjerne incitamentet til at foretage risikable handler. Kommissionen finder også, at finanssektoren bør yde et bidrag til omkostningerne forbundet med krisen.
Endelig vejer det for Kommissionen tungt, at EU bliver mere uafhængig af medlemsstaterne
. Eftersom en del af provenuet skal gå direkte til EU’s budget, vil transaktionsskatten give mere magt til EU-Kommissionen på bekostning af de folkevalgte nationale parlamenter.
Vil EU vedtage Kommissionens forslag?
Det er fortsat uvist, om forslaget vil få opbakning. Skattepolitiske tiltag skal vedtages enstemmigt i Ministerrådet, og her stritter Storbritannien imod. Alternativt overvejer Kommissionen at kalde transaktionsskatten en ‘moms’, eftersom nye tiltag på momsområdet ikke kræver enstemmighed, og forslaget derfor kan vedtages ved flertal.
En tredje mulighed er, at skatten kun kommer til at gælde i eurozonen, hvor der er behov for mange penge til redningspakker og rekapitalisering af kriseramte banker.
Folkebevægelsen kritisk
Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen kritiserer både regeringens holdning og Kommissionens forslag:
– I årevis har partierne i den nuværende regering kæmpet for at give EU mere magt over dansk politik. Men når det gælder skat på finansielle transaktioner så er selv EU ikke nok for regeringen. Nu skal hele verden åbenbart være enig. Det ender vel med at regeringen vil give Cayman Islands vetoret over hvilken skattepolitik, der skal føres i Danmark.
– Den danske regering burde i stedet støtte, at en ’coalition of the willing’ gik foran ved at indføre en sådan skat. Hvis EU-landene virkelig vil påtage sig den rolle, så er det fint for mig, men en sådan koalition må selvfølgelig være åben for alle lande, som støtter forslaget, f.eks. Norge.
– Efter min mening er der bestemt behov for en skat på valuta-handel og andre finansielle transaktioner. Men indtægten skal gå til de fattige lande – ikke til et EU, som bruger pengene på landbrugsstøtte og redningspakker til bankerne.
– Derudover er det også et stort demokratisk problem, hvis EU bliver økonomisk selvkørende. Det vil yderligere fratage indflydelse fra befolkningerne og de nationale parlamenter, som i dag skal godkende bevillingerne til EU.
