Færøske fiskere vil ikke trynes
Færøernes regeringsleder, lagmand Kaj Leo Holm Johannesen, går stadig efter en forhandlingsløsning, selvom EU’s sanktioner i går trådte i kraft og krævede, at alle EU-lande lukker havnene for færøske fiskere.
”Vi er helt enige med Danmark, Island og Grønland. Forhandlingsmulighederne er ikke udtømte. Der blev kun holdt en forhandlingsrunde, og vi synes ikke, at man kan boykotte et land, før forhandlingsmulighederne er helt udtømte”, siger Johannesen i medierne.
De færøske fiskeres organisation, Føroya Fiskimannafelag, tager situationen med sindsro og kampgejst.
”Vi er alle samme enige om, at det er vores fisk og vores farvand, og det må vi forsvare ”, siger fiskernes formand Jan Højgaard til pressen.
”Vi kan ikke acceptere, at de store kvotebaroner nede i EU har held med deres lobbyisme i parlamentet og fører sig frem på den her måde”, slår Højgaard fast og tilføjer bl.a.:
”Vi finder på noget andet. Vi må jo bygge et stort frysehus her på Færøerne, så vi kan fryse fiskene ned og finde nye samarbejdspartnere. Det bliver ikke så svært. Kina har allerede meget store interesser her på Færøerne, Grønland og Island. Vi har også et tæt samarbejde med Rusland.”