EU’s vaccinestrategi fyldt med fejl

Af Susanna Dyre-Greensite, Formand, Folkebevægelsen mod EU

”Der er godt nyt. Europakommissionen har lavet aftaler om vacciner med seks forskellige selskaber… Der er lys for enden af tunnelen.”

Sådan sagde EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen i slutningen af november 2020[1]. Anden bølge af COVID-19 pandemien var begyndt at have alvorlige sundhedsmæssige, politiske og økonomiske konsekvenser. ”Lyset for enden af tunnelen”, som kommissionsformanden lovede, var, at EU-Kommissionen havde købt nok vacciner til os alle sammen.

Det lød jo lovende. Det viser sig nu, at EU’s vaccineindkøb og -udrulning har været præget af fejl, forsinkelser, nationalisme, lukkethed og dårligt politisk håndværk.

EU halter bagefter

De godkendte COVID-19 vacciner vil redde liv og betyde, at samfundet kan genåbne. Det tjener folkesundheden og økonomien at vaccinere så mange så muligt så hurtigt så muligt. Det er stort set alle enige om. Det er derfor en skandale, at landene i EU har været så langsomme til at få vaccinerede sine borgere.

I Israel har over 65% af befolkningen fået første stik med coronavaccinen. I Storbritannien er tallet omkring 20%. I USA er det 13%. I EU er det derimod kun omkring 4% af borgerne, der har fået første stik[2]. Selvom Danmark ligger en lille smule over EU-gennemsnittet, fordi vi har været hurtigere til at administrere de vacciner, vi har fået[3], halter vi stadig langt bagefter de nævnte lande.

Der er et par forbehold, der skal tages med ovenstående tal.

For det første viser de andelen af borgere, der mindst har fået det første stik. De siger dermed intet om andelen af færdigvaccinerede borgere. Sammenligner vi andelen af færdigvaccinerede borgere, ligger Danmark og de øvrige EU-lande pænere[4]. Det skyldes bl.a. at man i nogle lande vælger at satse på, at så mange som muligt får første stik, mens man i Danmark vælger at sikre, at dem, der har fået første stik, hurtigt får andet stik. Forskellen i strategier skyldes dels forskellige vurderinger af, hvor længe og hvor godt det første stik beskytter. Det skyldes også, at landene har forskellige mængder af de forskellige vacciner, som hver har egne retningslinjer.[5] Endeligt skyldes det forskellige forventninger til, hvornår man får mere af den vaccine, man har vaccineret de første borgere med[6]. Når vi skal sammenligne, hvilke lande klarer sig bedst i vaccinekapløbet, er det altså nemmere at kigge på andelen af dem, der har fået første stik. De tal fortæller dog ikke alt.

Det andet forbehold, vi skal tage, er, at grafen giver udtryk for et øjebliksbillede. EU halter bagefter nu, men de lande, der er foran nu, kunne i princippet falde bagefter senere. Alligevel er det relevant at bemærke, at er EU meget langt bagefter og har været det meget længe.

Hvis tendensen fortsætter, så ender landene i EU – herunder Danmark – først med at kunne genåbne månedsvis efter Storbritannien og USA. Vi kan altså roligt sige, at der er gået noget helt galt i EU’s vaccinestrategi. Hvad er det så, der er gået så galt?

EU-landene gik sammen om indkøb

I somres valgte EU-landene at gå sammen om at købe COVID-19 vacciner. Logikken var, at hvis man ikke gjorde det, så ville alle landene kæmpe mod hinanden om doserne. Der blev særligt tænkt på at beskytte små lande, som man ikke troede ville kunne klare sig selv[7]. Storbritannien var egentlig fortsat underlagt EU’s regler på området og kunne også have valgt at gå med, men valgte i stedet at håndtere vaccineindkøbet selv, da man vurderede, at det ville være mest effektivt[8]. Danmark kunne i princippet sagtens have benyttet samme undtagelse som Storbritannien og gået udenom det fælles EU-indkøb, men det valgte vi altså ikke at gøre.

Fælles EU-indkøb betyder, at EU-Kommissionen forhandler kontrakter på vegne af medlemslandene. Medlemslandene giver godt nok EU-Kommissionen et forhandlingsmandat, men det er EU-Kommissionen der har selve ansvaret for forhandlingerne⁷ og åbenhed omkring dem[9]. Et meget betydeligt ansvar for folkesundheden i EU blev altså lagt uden for folkevalgtes direkte kontrol. Det skulle vise sig at være en fejl.

Satsede på de forkerte vacciner

Noget af det, der gik galt, var, at EU simpelthen satsede på de forkerte vacciner. Den tyske avis Der Spiegel afslørede i december, at EU i november var blevet tilbudt 500 millioner doser af Pfizer/Biontech-vaccinen, som allerede på det tidspunkt havde vist meget lovende resultater i kliniske forsøg. EU-Kommissionen underskrev dog kun en kontrakt på 300 millioner doser.

Ifølge en kilde i Der Speigel skyldtes det, at lande i Det Europæiske Råd ønskede at beskytte franske kommercielle interesser ved at købe lige mange vacciner af det franske selskab Sanofi som fra tysk-amerikanske Pfizer/Biontech. Det hører med til historien, at EU-Kommissionen har nægtet, at det skulle være årsagen. Alligevel kan man konstatere, at der EU-Kommissionen underskrev en kontrakt på 300 millioner doser af Sanofi-vaccinen.

Sanofi-vaccinen var modsat Pfizer/Biontech-vaccinen utestet på købstidspunktet. Sanofi mislykkedes også i sidste ende med at producere sin egen vaccine.[10] Den rigtige beslutning havde altså været at købe så meget som muligt at den lovende vaccine. Det, der i stedet skete, var, at EU prioriterede også at købe af et fransk selskab øjensynligt fordi, det var fransk. Det er klassisk EU-logik at balancere tyske og franske pengeinteresser. Det er ikke hensigtsmæssigt at tænke sådan, når der skal købes vacciner.[11]

Prioriterede pris over tid

En del af EU’s vaccineproblem var, at EU-Kommissionen underskrev de forkerte kontrakter i november. Noget andet var, at de netop først underskrev dem i november. USA havde for eksempel allerede købt millioner af doser af Pfizer/Biontech-vaccinen og Moderna-vaccinen i juli. EU havde reserveret doser, men købte først i november¹⁰. EU var lidt tidligere ude med Oxford/AstraZeneca-vaccinen – her blev kontrakten underskrevet 27. august[12]. Det var alligevel 3 uger senere end Storbritannien. Det, at EU underskrev kontrakten senere, er ifølge AstraZenecas direktør også årsagen til, at det gik hårdere ud over EU, når AstraZeneca ramte ind i produktionsproblemer[13]. Andre spekulerer i, at AstraZeneca har mindre travlt med at levere til EU, fordi EU’s kontrakt er baseret på belgisk lov og Storbritanniens kontrakt er baseret på britisk lov. Selskabet bliver formentlig hurtigere straffet ved at overtræde sin kontakt i Storbritannien end i Belgien, hvor retssystemet er kringlet og sager tager lang tid.[14]

Årsagen til, at EU underskrev så sent var dels, at EU først blev enige om at forhandle sammen i juni – inden da havde mange lande forsøgt at købe ind i mindre grupper. Derudover var der det faktum, at EU-Kommissionen trak forhandlingerne med medicinalselskaberne ud, fordi de forsøgte at presse prisen i bund. Det var også vigtigt for EU-Kommissionen, at det skulle stå i kontakten, at ansvaret for eventuelle fejl ved vaccinerne lå hos leverandøren. Storbritannien og USA havde i højere grad gjort leverandørerne ansvarsfrie. Det lykkedes i høj grad EU at få forhandlede billige priser og ansvarsfrihed. Det skyldtes blandt andet, at den nyindsatte departementschef i EU’s sundhedsministerie er en dygtig forhandler med en lang fortid i handelsministeriet, bl.a. som medansvarlig for EU’s handelsaftale med Mercosur-landene. Hun har dog ingen erfaring med sundhedspolitik.[15]

Det er siden blevet kritiseret vidt og bredt, at EU brugte så meget tid på at presse prisen på vaccinerne ned. Det er trods alt meget dyrere at holde samfundet lukket længere, end det er at betale lidt mere per dosis.

Vaccinenationalisme på stor skala

Et af hovedargumenterne for, at EU-landene skulle gå sammen om vaccineindkøb var, at man dermed ville undgå såkaldt vaccinenationalisme. De store eller rige lande skulle ikke udelukke de mindre eller fattigere lande fra at få vacciner. Det er en sympatisk tanke i den ellers usympatiske situation, som et vaccinekapløb er. Desværre lykkedes EU heller ikke på det her punkt. Om noget kan man sige, at EU i stedet stod for vaccinenationalisme på stor skala.

Når EU-landene i januar begyndte at opleve forsinkelser i vaccine-leverancer, valgte EU-Kommissionen at indføre eksportkontroller, som gjorde det vanskeligere for lande uden for EU at modtage vacciner produceret i et EU-land[16]. Eksportkontroller var ved at skabe en større international konflikt, da Kommissionsformand Ursula von der Leyen stort set egenhændigt valgte at indføre en hård grænse mellem Irland og Nordirland, noget Brexit-forhandlere havde brugt år på at undgå[17]. Lige den beslutning blev trukket tilbage, men øvrige eksportkontroller bestod.

Samtidig har EU i WTO valgt at blokere for, at vaccine-patenter midlertidigt frigives. Det er noget mange af verdens fattigere lande, som ikke har råd til at købe de dyre vacciner af medicinalselskaberne, har bedt om. EU blokerer sammen med rigere lande for det i WTO, fordi medicinalselskaberne, der profiterer på den nuværende situation, har til huse her[18].

EU-Kommissionen gør det ikke alene sværere for lande uden for EU at få leveret vacciner, de gør det sværere for dem at få adgang til dem overhovedet. Det var derfor ekstra usmageligt, når repræsentant for EU-Kommissionen Martin Selmayr forsvarede EU’s vaccinestrategi ved at pege på, at langt flere EU-borgere end afrikanske borgere er blevet vaccineret[19]. EU’s vaccinestrategi er altså næppe et forsvar for solidaritet over egeninteresser – tværtimod.

”Men havde vi stået bedre alene?”

Det er efterhånden tydeligt, at det fælles EU-indkøb på mange måder slog fejl. Der blev købt ind for lidt, for sent og for usolidarisk. Når mange alligevel vælger at forsvare fælles EU-indkøb, gør de det ved at sige, at Danmark som et lille land ikke havde stået bedre alene.

Til det kan man indvende to ting. Dels modbeviser eksemplet Israel, at et lille land ikke kan klare sig alene. Og dels det falsk at sige, at Danmark havde stået alene, hvis vi ikke var gået sammen i EU. Vi ved faktisk, at Danmark på et tidspunkt har overvejet at gå sammen med Island på et lignende kontraktgrundlag som Israel har[20].

Det ville give rigtig god mening for Danmark at gå sammen med andre nordiske lande. For det første gør vi det allerede ved nogle medicinudbud[21]. For det andet deler de nordiske lande overordnet set en tillid til godkendte vacciner. En af grundene til, at EU valgte at bruge lang tid på at forhandle om, at vaccineleverandørerne skulle have ansvaret for eventuelle fejl i vaccinerne, var fordi, at der er stor vaccineskepsis i et land som Frankrig[22]. Det er ikke lige så stor en faktor i Norden. Det giver mening at forhandle med ligesindede, og det er vi ikke i EU.

Hvis vi havde stået uden for EU-indkøbet, havde vi ikke kun sluppet for EU’s alvorlige fejl, men også EU’s fjollede forsøg på at markedsføre sig selv. Når den første vaccine var godkendt og klar til brug, beordrede EU-Kommissionen alle EU-landene til at vente med at starte vaccinering til den 27. december kl. 9, uanset om enkelte lande var klar før. En koordineret start var vigtigere for EU, i det de kaldte #EUvaccinationdays, end at borgerne blev vaccineret så hurtigt som muligt. Tyskland og Ungarn valgte dog ikke at gøre, som der blev sagt.[23]

Dækningen i danske medier skilte sig ud

Pressehistorier om fejlene i EU’s strategi begyndte at fylde i udenlandske medier allerede i december. I Danmark bragte hverken de store aviser eller public service-medier særlig meget kritik af EU indtil slutningen af januar.  Politikken bragte ovenikøbet i slutningen af december en leder med titlen Stop nu klagesangene: Vi skal nok alle sammen få vores stik .[24] DR’s dækning af vaccinestarten var også stort set udelukkende en fejring i starten, selvom debatten var godt i gang syd for grænsen. Nogle medier var tidligt ude med kritik af den øvrige danske dækning[25], men i store træk brugte danske medier mest tid på at forsvare eller fejre EU’s proces.

Det er fortsat svært at finde danske artikler, der dækker alle relevante dele af EU’s vaccineindkøb. Derfor bringer jeg udover danske også tyske, engelske, italienske og amerikanske kilder i denne artikel. Selvom danske medier generelt har en høj kvalitet, beviser den danske vaccinedækning, at de fleste danske medier ikke evner at være tilstrækkeligt til stede eller neutrale i EU-sager.

Endnu en grund til EU-modstand

Vi kan af gode grunde aldrig endegyldigt bevise, at Danmark med sikkerhed havde stået bedre i kampen mod corona, hvis vi havde købt vacciner uden om EU. Norge, som ikke er medlem af EU, og som vi normalt kan sammenligne os med, valgte at sikre vacciner via EU.

Jo mere der kommer frem om EU’s meget lukkede proces, desto mere bliver jeg alligevel overbevist om, at det nok havde været en bedre ide for Danmark at stå uden for EU’s vaccinestrategi. Jeg er i hvert fald kun blevet større EU-modstander af det, vi har været vidne til. Lyset for enden af tunnelen, som Kommissionsformanden lovede, synes svagt.

 

Kilder:

[1] Europakommissionen 25/11/20 Speech by President von der Leyen at the European Parliament Plenary on the preparation of the European Council meeting of 10-11 December. (egen oversættelse)
[2] Our World in Data 09/02/21 Cumulative COVID-19 vaccination doses administered per 100 people
[3] BBC 29/01/2021 Why is EU’s vaccine rollout so slow?
[4] Our World in Data 09/02/2021 Share of the population fully vaccinated against COVID-19, Feb 9, 2021
[5] DR 04/01/2021 Sundhedsstyrelsen justerer anbefalinger: Vaccinestik nummer to kan vente op til seks uger,
[6] DR 21/01/2021, Myndighederne ændrer plan for vaccinationer: Flere grupper må vente længere,
[7] DR 09/01/2021 Her er historien om EU’s udskældte vaccinestrategi: Covid-vaccine er alles kamp mod alle
[8] Weekendavisen 04/02/2021 Den kolde kanylekrig
[9] Den Europæiske Ombudsmand 04/02/2021 Opening remarks Transparency International EU Launch of studies on transparency, accountability and integrity
[10] Der Spiegel 18/12/2020 The Planning Disaster Germany and Europe Could Fall Short on Vaccine Supplies
[11] Eurointelligence 23/01/2021 Our worst policy error
[12] Europakommissionen 29/01/21 Vaccines: contract between European Commission and AstraZeneca now published
[13] La Repubblica 26/01/2021 Pascal Soriot: “There are a lot of emotions on vaccines in EU. But it’s complicated”
[14] Politico 09/02/2021 Belgian law makes it harder for EU to enforce vaccine contract, say experts
[15] Politico 27/01/2021 How Europe fell behind on vaccines
[16] Politico 01/02/2021 Export ban
[17] New York Times 01/02/2021 Top E.U. Official Comes Under Fire in Vaccine Wars
[18] Deutsche Welle 04/02/2021 Rich countries block India, South Africa’s bid to ban COVID vaccine patents
[19] Martin Selmayr på Twitter 31/01/2021
[20] Jyllands-Posten 13/01/2021 Myndigheder forsøgte at få en vaccineaftale uden om EU
[21] Dagens Pharma 14/12/2020 Amgros om fælles nordisk udbud: Krav til miljø kommer til at fylde mere
[22] Berlingske 09/01/2021 Kritikken af EUs vaccineindkøb har været sønderlemmende. Meget tyder på, den også har været urimelig
[23] New York Times 27/12/2020 Germany and Hungary Begin Vaccinations a Day Early
[24] Politiken 27/12/2020 Stop nu klagesangene: Vi skal nok alle sammen få vores stik
[25] Weekendavisen 29/12/2020 Farlig famlen