EU’s kommende militærdoktrin

EU’s forsvarsministre mødtes i starten af Uge 46. Her blev de blandt andet præsenteret for første udkast af EU’s kommende Strategiske kompas for sikkerhed og forsvar. Kompasset skal danne den overordnede ramme for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Ministrene ventes at vedtage det endelige papir til marts.

En militærdoktrin

EU’s kommende strategiske kompas bliver det tætteste, EU får på en egentlig militærdoktrin. Navnet og ideen bag EU’s Strategiske kompas er tydeligt inspireret af NATO’s Strategiske koncept, som ligeledes fastlægger overordnede mål for samarbejdet.

EU er ikke en vigtig spiller i international sikkerhedspolitik som blok. Enkelte EU-lande fører en særdeles aktiv forsvars- og sikkerhedspolitik både selvstændigt og i samarbejde med NATO og i mindre koalitioner. Andre EU-lande er slet ikke NATO-medlemmer. Mange medlemslande ønsker ikke at afgive suverænitet til EU på forsvarsområdet. EU’s forsvarspolitik har derfor hidtil været yderst fragmenteret.

Med det nye Strategiske kompas forsøger EU-toppen nu at tegne en fælles forsvarsstrategi for EU med fælles trusselsbilleder, fælles allierede og fælles mål. På den måde prøver man at lancere EU som en militær stormagt. Mens EU formentlig ikke vil lykkes med at harmonisere EU’s landenes forsvarspolitik fuldstændigt, skal skridtene mod en militærunion ikke undervurderes.

Kampgruppe-konceptet udvides

Mange tager ikke EU’s militære udvikling alvorligt med henvisning til, at EU-landene ofte ikke kan blive enige om store spørgsmål. Eksempelvis har EU siden 2007 haft to såkaldte kampgrupper á 1500 soldater klar til at blive udstationeret med få dages varsel. Det er de aldrig blevet.

Det stopper dog ikke EU-toppen fra at gå skridtet videre. Et af forslagene udkastet til EU’s nye Strategiske kompas er nemlig etableringen af en Rapid Deployment Capacity (kvikudsendelsesstyrke) på 5000 soldater, som kan sendes ud med få dages varsel. Denne skal efter planen være klar i 2025. Regler for anvendelsen af styrken skal være klar i 2023.

Uenighed om forholdet til USA

En af tankerne bag den nye Rapid Deployment Capacity er, at EU skal kunne agere mere uafhængigt af USA. EU-landene varerier meget i, hvordan de opfatter USA. I Danmark anser regeringen USA for at være en af vores nærmeste forsvarspolitiske allierede og det USA-ledede NATO-samarbejde som garanten for Rigets sikkerhed.

Andre EU-lande som Frankrig er langt mere skeptiske til USA som samarbejdspartner og ønsker selv at være i centrum for globale forsvarspolitiske beslutninger. Frankrig har også en meget stor militærindustri som præger landets interesser.

Forskellige trusselsbilleder

Ikke alene er EU-landene uenige om, hvem vores allierede er, vi er også uenige om, hvilke lande der udgør de største trusler for os. Mens mange EU-lande er yderst på vagt over for Rusland, nævnes Rusland slet ikke i den del af udkastet til EU’s Strategiske kompas, som omhandler det strategiske miljø, EU skal forholde sig til.

Det strategiske kompas beskriver ligeledes et kompliceret forhold til Kina. På den ene side, står der i papiret, er forholdet til Kina nødvendigt for at adressere globale udfordringer. Samtidig er Kinas ”stadig mere selvhævdende regionale adfærd” bekymrende. Det hører med til historien, at Kina er EU’s næststørste handelspartner efter USA, hvorfor EU ofte anses som værende meget blid over for Kina.

Disse forskellige interesser og mål forsøger EU nu at strømline i det Strategiske kompas. Papiret vil nødvendigvis ikke repræsentere alle landes interesser lige godt. Indtil videre har Frankrig og Italien udtalt sig positivt om papiret. Det er oftest Frankrig, der driver forsvarsspørgsmål i EU-regi, så der er god grund til at forvente tydelige franske aftryk i papiret, muligvis på bekostning af andre landes interesser.

Nyeste videreudvikling af militærunionen

Trods forskellige interesser EU-landene imellem, er der sket rigtig meget centralisering på forsvarsområdet i EU i løbet af de seneste år. EU’s nye Strategiske kompas er blot den seneste videreudvikling af EU’s militære union.

EU-landene fik eksempelvis PESCO-samarbejdet og forsvarsfonden i 2017. PESCO-samarbejdet, eller det permanente strukturerede samarbejde, er et juridisk bindene fordybet samarbejde mellem 25 EU-landes væbnede styrker. PESCO består af en række underprojekter, herunder den frie bevægelighed for militært udstyr. Danmark deltager ikke i PESCO som følge af vores forsvarsforbehold.

Forsvarsfonden subsidierer forsvarsindustrien i EU-landene. Der bliver blandt andet givet penge til virksomheder, der eksporterer våben til diktaturlande. Danmark bidrager trods vores forsvarsforbehold til forsvarsfonden. Forbeholdet omgås ved, at pengene øremærkes til ”forskning og industrisamarbejde” frem for til forsvar. Danmark bidrager med omkring 1,2 milliarder kroner frem til 2027.

I marts måned i år blev EU’s medlemslande enige om at oprette Den Europæiske Fredsfacilitet – en fond på 37 milliarder kroner som skal bruges på militær og forsvar uden for EU’s grænser. En del af fonden skal bruges på træning af og militært udstyr til tredjelandes væbnede styrker. Der er meget begrænsede kontrolmekanismer for, at EU’s donerede udstyr ender i de rette hænder. Danmark har på finansloven afsat cirka 200 millioner kroner til Den Europæiske Fredsfacilitet i løbet af de næste fire år. Det vurderes fra underprojekt til underprojekt, om Danmark kan bidrage for vores forbehold.

Flere danske partier ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet. Senest har Venstre været ude med krav om en folkeafstemning om at afskaffe forbeholdet. Regeringen holder indtil videre fast i at bevare forsvarsforbeholdet.

De, der ønsker forbeholdet afskaffet, argumenterer ofte med, at Danmark ikke skal stå alene om vores forsvar. Det gør vi heller ikke i dag. Som det fremgår af nedenstående faktaboks, samarbejder Danmark meget både med Norden og andre europæiske og vestlige lande. Danmark er fri til at samarbejde med andre lande om vores sikkerhed i det omfang, vores politikere synes, det giver mening.

Forbeholdet er derimod en garanti imod, at Danmark trækkes med i en EU-forsvarspolitik, der strider imod vores egne interesser. Forsvarsfonden og fredsfaciliteten er tydelige eksempler på, at EU ikke understøtter freden. Det vage sprog omkring USA, Rusland og Kina i EU’s udkast til et strategisk kompas viser, at EU-landenes interesser ikke nødvendigvis garanteres af EU.

Danmark skal ikke blive en nikkedukke for EU-toppens stormagtsplaner eller for den franske forsvarsindustris dyre planer. Vi skal kunne bestemme selv. Derfor er det vigtigt at holde fast i vores forbehold.

I Folkebevægelsen mod EU skal vi minde vores politikere om, at Danmark allerede har et rigtig godt strategisk kompas for EU’s forsvarspolitik: Det er forsvarsforbeholdet.