EU’s gode nabo

Af Rina Ronja Kari – Medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

I Folkebevægelsen mod EU har vi hele tiden støttet briternes ret til selv at afgøre, om de ville være med i EU eller ej. Og nu da de har besluttet sig for at træde ud af unionen, så støtter vi fuldt og helt kravet om at få en fair aftale.

Det gør vi både for Storbritanniens og EU’s skyld, men også fordi vi ser aftalen i et større perspektiv. I Folkebevægelsen håber vi naturligvis, at en god Brexit-aftale også kan bane vejen for en god Daxit-aftale, hvor Danmark kan træde ud af EU, så vi kan vi vores fulde suverænitet og selvbestemmelsesret tilbage, mens vi samtidig kan være en god nabo og samarbejdspartner for EU-landene. Derfor ser jeg altså også Brexit forhandlingerne som meget vigtige for, hvilken type fremtid, der venter borgerne i Europa.

Sikring af bevægelighed, arbejdstagerrettigheder og miljø

Først og fremmest mener jeg, at det er fuldstændig afgørende, at EU og Storbritannien når til enighed om en aftale, der kan give sikkerhed til de millioner af briter, som bor i EU-lande, og de millioner af EU-borgere, som bor i Storbritannien. Det må være hovedprioriteten for begge parter.

Jeg vil gerne slå fast, at skønt jeg er imod EU, så jeg går hundred procent ind for, at mennesker skal kunne rejse, studere og arbejde på tværs af grænser, og naturligvis skal man også kunne gifte sig på tværs af lande og tage sin familie med sig.

Men jeg går ikke ind for EU’s fortolkning af fri bevægelighed, som skaber social dumping og udhuling af arbejdstagernes rettigheder og vilkår. Derfor er det også vigtigt, at en Brexit-aftale ikke må føre til forringelser i forhold til sociale- og arbejdstagerrettigheder, miljø- og forbrugerstandarder. Borgerne skal stå i centrum, ikke industriens økonomiske interesser.

EU: penge frem for alt

Nu skal jeg ærligt indrømme, at Theresa May og den britiske regering ikke altid gør et lige heldigt indtryk. Men man må lade Storbritannien, at de oprindeligt havde foreslået en forhandlingsløsning i flere spor, hvor man blandt andet kunne nå frem til en aftale om de borgere, som er kommet i klemme i juraen.

EU har dog – som altid – sat penge over alt andet. EU-toppen har besluttet, at man skal nå frem til en økonomisk aftale, før andre ting kan falde på plads.

Naturligvis skal briterne betaler for deres forpligtelser og for de aftaler, som de fortsat deltager i, men EU kræver en kæmpemæssig sum – nogle kilder som Financial Times nævner op mod 55-75 mia. euro, og der har været ytringer om krav helt op imod 100 mia. euro, hvilket mest af alt ligner en ren løsesum.

Og gidslerne er både EU-borgere og britiske borgere, som må leve i uvished om, hvordan deres fremtid vil tegne sig, fordi EU ikke vil indgå en aftale. Dertil kommer, at erhvervslivet på begge sider af kanalen også påvirkes af denne politik. Det er meget tæt på at minde om afpresning.

EU’ skræmmestrategi

EU-toppen har givetvis et strategisk sigte med deres forhandlingsstrategi – eller rettere forhalingsstrategi. Det lader til, at man vil bruge Storbritannien og Brexit som et afskrækkende eksempel, der skal få andre besværlige EU-lande – hvem sagde Danmark? – til at makke ret.

Hvis man kan gøre forhandlingerne så besværlige og stille så hårde økonomiske krav som overhovedet muligt, ja så vil de fleste lande nok tænke sig om en ekstra gang inden de udskriver en folkeafstemning. Men det paradoksale er, at netop EU’s selvtilstrækkelighed og magtsyge har været med til at skabe lede ved hele EU-projektet.

Fra Brexit til Daxit

I Danmark har der alle dage været en sund folkelig skepsis omkring EU. Danskerne har bl.a. stemt nej til både Maastricht-traktaten, euroen og afskaffelsen af retsforbeholdet.

Men ingen ved reelt om danskerne vil stemme ja eller nej til at forlade EU, for vi har ikke fået lov at stemme om dette centrale spørgsmål siden 1972. ”Vi” er måske så meget sagt, for kun folk på 64 år eller derover kunne nemlig stemme. Så størstedelen af de danske vælgere er aldrig blevet hørt om de vil være med i EU.

Årsagen til at vi ikke har fået en afstemning skyldes ikke mindst, at der sidder en lille klasse af EU-begejstrede politikere på Christiansborg, som er hundeangste for at lade befolkningen komme til orde. Det kan ganske enkelt ikke passe. Derfor bør Brexit også få den naturlig konsekvens, at vi får lov til at debattere og stemme om en dansk udmeldelse af EU – en Daxit.

Dette indlæg blev først bragt på Berlingske Politiko.