EUs atomkraft presses af japansk katastrofeudsigt
”Vi må spørge os selv om vi i Europa, inden for en overskuelig fremtid, kan sikre vores energibehov uden atomenergi”, siger EUs energikommissær Günther Oettinger til tysk tv og indkalder til et hastemøde dag mellem EU-landenes energiministre, atomeksperter, konstruktørerne og operatørerne af alle EU’s atomkraftværker samt nationale sikkerhedstjenester.
Energikommissæren har hidtil været en glødende tilhænger af atomkraft. ”Han er kendt for at have atomkraft som mærkesag, og man kan jo se i den seneste energistrategi fra EU, at atomkraft i Europa vil spille en stadig større rolle i Europa frem over”, sagde Ulrich Bang fra Dansk Energi om Oettinger kort før årsskiftet.
Men fredagens voldsomme jordskælv ved Japan har bl.a. betydet, at det japanske atomkraftværk Fukushima blev ramt af eksplosioner og brande, der har medført udslip af radioaktivt materiale. Der er risiko for en regulær atomkatastrofe med omfattende konsekvenser. I kølvandet på den udvikling er Oettingers forhold til atomkraft tilsyneladende blevet noget mere køligt.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel har annulleret sin beslutning om at forlænge tyske atomkraftværkers levetid, og Østrig foreslår en stresstest af EU’s atomkraftværker til kontrol af sikkerheden. Men Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy vil ikke ændre kurs. ”Der er naturligvis ikke tale om at gå bort fra atomenergi”, siger han i fransk radio i følge Politiken.