Europas Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) bag mange ødelæggende EU-direktiver

Af Emil Olsen, murer og formand for Murersvendene i Nordjylland

I EU-traktaten står der sort på hvidt, at EU ikke skal blande sig i lønforhold, og lige siden EU’s spæde fødsel (dengang EF) er vi blevet lovet, at EF/EU ikke ville blande sig i arbejdsmarkedsforhold. Det er dog det stik modsatte, der har gjort sig gældende, og konsekvenserne er massive for medlemslandenes arbejdstagere.

Angrebet på arbejderorganisationers uafhængighed

Imperialismens globale offensiv, især når det gælder at sænke lønomkostningerne og afregulere alle civilisationers landvindinger, kom til udtryk i to supplerende og endda uadskillelige aspekter:

1) Angrebet på arbejderorganisationernes uafhængighed og 2) en politik der sætter spørgsmålstegn ved nationernes og staternes eksistens.

Inden for denne ramme er der over en årrække oprettet regionale og kontinentale strukturer som supplerende redskaber for de internationale institutioner som International Monetary Fund (IMF) og Verdensbanken med henblik på at ødelægge alle rettigheder og nationalstaternes ramme, inden for hvilken arbejdernes landvindinger er blevet skabt.

Disse institutioner er EU i Europa, The North American Free Trade Agreement (NAFTA) i Amerika og The New Partnership for Africa’s Development (NEPAD) i Afrika.

EU er en trussel mod rettigheder og konventioner

EU og dens udøvende organ Kommissionen i Bruxelles har på alle områder stået i spidsen for en offensiv, der truer alle sociale landvindinger, International Labour Organisation-konventioner (ILO) og så videre.
Eksempelvis er ændringen af forbuddet mod natarbejde for kvinder i industrien blevet forberedt af et EU-direktiv i 1976, som i navn af ligestilling mellem mænd og kvinder førte til denne ændring i hele Europa.

Ændringen i 2001 af ILO-konventionen 103, der forbyder afskedigelse af gravide kvinder under barselsorlov, med indførelsen konventionen 183, blev forberedt af et EU-direktiv udstedt i 1992. Det samme gælder forbuddet mod børnearbejde.

En ændring af ILO-konvention nr. 138 i 1999 til fordel for den nye konvention 182, som kun fordømmer de værste former for børnearbejde, der med andre ord legaliserer det under dække af praktikordninger, er også forberedt af et EU- direktiv.

EFS’ rolle

Denne styrende rolle hos EU finder sin modpart på fagforeningsniveau i Europas Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).
EFS ønsker at spille en rolle på internationalt plan som repræsentant for en ny model for en kontinental fagforeningsorganisation, der bør følges i USA, Afrika og alle andre steder.

EFS blev formelt oprettet i Bruxelles februar 1973, og baggrunden for denne oprettelse er en lang udvikling sideløbende med oprettelsen af EU-kommissionen.

På en konference i forbindelse med EFS’ 25-års jubilæum i februar 1998 sammenfattede vicegeneral sekretær Jean Lapeyre processen, hvormed EFS blev en integreret del af EU. Sammenfatningen bar titlen ”Nye tider, nye fagforeninger.”

”Jeg har været aktør i hjertet af den europæiske sociale dialog de sidste 12 år. Fra nu af var de sociale partnere ikke længere blot lobbygrupper, men aktører,” sagde Lapeyre.

Med andre ord de er en integreret del af EU og EU-Kommissionens beslutninger.

I den sammenhæng blev der henvist til to europæiske rammeaftaler, indgået inden for rammerne af ”den sociale” protokol”.

De to aftaler om forældreorlov og deltidsarbejde, der, så snart de var underskrevet af EFS og den europæiske arbejdsgiverorganisation, automatisk blev EU-direktiver.

Usikre arbejdsforhold som EU-direktiv

Efter talen kom rammeaftalen om tidsbegrænsede kontrakter, der således også blev et EU-direktiv.

Lad os gøre det helt klart angående de to aftaler om deltidsarbejde og tidsbegrænsede kontrakter, der blev underskrevet i juni 1997 og marts 1999 og blev EU-direktiver i henholdsvis december 1997 og juni 1999: Disse to aftaler er en materialisering af EFS’ institutionelle karakter.

Det er resultatet af de “sociale” bestemmelser, der er inkluderet i Amsterdam-traktaten (artikel 136-139), som tildeler EU’s arbejdsmarkedsparter en lovgivende rolle, altså EFS.

Hvem kan i fulde alvor mene, at det er fagforeningernes opgave at udvikle og udforme EU-direktiver, der fjerner arbejdernes nationale rettigheder?
Emil Olsen, formand for Murersvendene i Nordjylland

Konsekvenser af EFS/EU-direktiver

Fra da af bestod EFS rolle ikke bare i at holde taler og skrive resolutioner. De aftaler, den underskrev med europæiske arbejdsgiverorganisationer, blev EU-direktiver af restriktive karakter. Den lovgivende rolle som EFS fik tildelt, udgør et redskab i krigen mod de faglige landsorganisationers suverænitet.

Frankrig
D. 15. december 1997 vedtog Frankrig de to såkaldte ”Aubry-love” om en 35-timers arbejdsuge, på baggrund af et EU-direktiv om deltidsarbejde. Indtil vedtagelsen af den anden Aubry-lov fastsatte fransk lovgivning forskellen mellem fuldtidsbeskæftigelse og deltidsarbejde svarende til mindst en femtedel.

Fra nu af kunne det blot være mindre end fuld tid. Og stadig inden for anvendelsen af dette EU-direktiv udformet af EFS, kan perioden for arbejdernes deltidsarbejde beregnes på en uge-, måneds- eller årsbasis, eftersom direktivet taler om en arbejdsperiode baseret på en beskæftigelsesperiode på op til et år.

Italien
I Italien gennemførtes der d. 25. februar 2000 et lovdekret om deltidsarbejde baseret på et EU-direktiv udformet af EFS. Dekretet giver især arbejdsgiverne mulighed for at ændre fordelingen af arbejdstimer, der oprindeligt var fastsat efter aftale med de ansatte.

Tyskland
I Tyskland trådte en lov på baggrund af de to EU-direktiver udformet af EFS i kraft d. 1. januar 2001. Denne lov sigter især på at øge antallet af deltidsjobs.

Spanien
I Spanien indførte regeringen i april 2001 ensidigt en arbejdsmarkedsreform ved at udstede et dekret. Dette omfattede blandt andet, at man fjernede et af deltidsarbejdskontrakternes kendetegn, især den faste grænse på 77 procent af standartarbejdstiden.

Fra nu af vil en arbejdsperiode, der blot er mindre end den legale arbejdstid, være tilstrækkelig til at definere en deltidskontrakt.

Belgien
I Belgien blev direktivet om deltidsarbejde gennemført d. 13. marts 2002, og direktivet om tidsbegrænsede kontrakter trådte i kraft d. 18. april 2002.

Danmark
I Danmark blev EFS’ direktiv en realitet d. 16. maj 2002.

Direkte indblanding i arbejdstagernes rettigheder

I ethvert land har gennemførelsen af EFS’ to EU-direktiver om deltidsarbejde og tidsbegrænsede kontrakter resulteret i en svækkelse af de ansattes rettigheder og samtidig skabt et større marked for deltidsarbejde og tidsbegrænsede ansættelser.

Som angivet af EU-kommissionen falder disse to aftaler, der blev til direktiver, derfor direkte indenfor indførelsen af nye fleksible metoder til at tilrettelægge arbejdet.

Hvem kan i fulde alvor mene, at det er fagforeningernes opgave at udvikle og udforme EU-direktiver, der fjerner arbejdernes nationale rettigheder?

Vi kan her diskutere mange aspekter af EFS´ rolle, men når alt dette er sagt, er det klart og tydeligt, at de elementer der her er samlet, er en afklaring af EFS natur. En afklaring, der er nødvendig for hele arbejderbevægelsen og særdeleshed i Europa.

EFS er langt fra at være en fagforeningsorganisation. Den er end ikke en faglig organisation med en tvivlsom linje, og den er intet andet end et tandhjul i EU’s maskine, et redskab til at føre krig imod arbejderklassen og dens organisation og suverænitet.