Europarådet advarer mod masseovervågning
Det er bekymrende, at politikere vil indføre mere masseovervågning på baggrund af terrorangrebene i Paris.
Det konkluderer Europarådet i en ny rapport om masseovervågning og kampen mod terrorisme, skriver Berlingskes Nyhedsbureau.
For masseovervågning »synes ikke at have bidraget til at forebygge terrorangreb«, som der står i rapporten.
Europarådets konklusioner er et klart bevis på, at EU ikke skal paniklovgive og eksempelvis registrere flypassagerer eller øge grænsekontrollen på baggrund af enkeltstående terrorangreb. Det mener medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari.
»Rapporten viser, at masseovervågning faktisk ikke virker som et godt redskab mod terrorisme. Derimod virker velovervejet overvågning, hvor vi eksempelvis har en efterretningstjeneste, der har en grund til at mistænke nogle og overvåger dem af den grund,« siger Rina Ronja Kari.
Hun mener, at fordi mange er blevet bange og forskrækket efter terroraktionen i Frankrig, får man naturligvis lyst til at reagere. Men samtidig er der grund til at tænke sig godt om, mener hun:
»Inden man for eksempel indfører et flypassagerregister, som netop er masseovervågning, så skal man lige trække vejret et øjeblik og overveje, om det er det rigtige at gøre,« siger hun og uddyber:
»Det virker som om, at der sidder nogle og misbruger situationen til at indføre noget lovgivning, som ikke kommer til at virke mod terrorisme, men som giver dem nogle flere overvågningsredskaber.«
Europarådets parlamentariske forsamling skriver også i rapporten, at masseovervågningen, som blandt andet Edward Snowden har afsløret, er »til fare for grundlæggende menneskerettigheder«.
»Jeg mener, at vi som borgere har en grundlæggende ret til at kunne bevæge os rundt uden at blive registreret, og jeg synes, at det er et voldsomt indgreb i den grundlæggende ret, hvis vi skal til at registreres, hver gang vi sætter os ind i et fly,« siger Rina Ronja Kari.