Europa – på en anden måde

Et demokratisk europæisk samarbejde

Af Helge Rørtoft-Madsen, Karl-Otto Meyer og Hans Henningsen

I januar 2007 udgav jeg sammen med Karl-Otto Meyer og Hans Henningsen en lille pjece på dansk og tysk med titlen ”Europa på en anden måde”. Pjecen skabte ingen nævneværdige, politiske reaktioner eller debat, selv om behovet for at diskutere alternativer til EU var akut vigtigt allerede dengang. Siden har EU fået kolossalt meget mere magt, navnlig på grund af Lissabon-traktaten ”“ den camouflerede forfatning ”“ og den række af ”pagter” (f.eks. Finanspagten), der skal styre euro-zonens og medlemslandenes økonomier. EU regulerer umådelig meget mere end for bare 5 år siden, ikke kun på lovgivningsniveau, men nu også via finansloven har EU indflydelse på kommunernes og regionernes økonomi. Og det er ved at gå op for utallige mennesker, at den danske arbejdsmarkedsmodel, arbejdsretten og overenskomstaftalerne er i færd med at blive undermineret af EU-rettens indgreb. Og det er tydeligt, at den dansk/nordiske social- og velfærdsmodel og den danske arbejdsmar-kedsmodel ikke bare er under pres, men vil gå i opløsning på grund af EU-regulering, hvis ikke der sker noget drastisk for at hindre det. Den erkendelse har sagerne om børnechecken og løndumping dokumenteret. Og den såkaldt reform-politiske EU-kurs med privatisering og nedskæringer på offentlige ydelser og institutioner virker også ind på de politiske initiativer fra Christiansborg, uanset at regeringen er rød, blå eller violet. Endelig oplever vi, at EU har en næsten umærkelig indflydelse, ideologisk og økonomisk, inden for uddannelse og kultur. Hvor stor indflydelse EU har på mennesker, fordi de enten er lønnet af EU eller ansat til at lave lobbyvirksomhed for danske firmaer og offentlige institutioner, er uvist, men ikke betydningsløst. Endelig har vi en presse, der i dominerende grad enten blot refererer det der kommer fra EU eller undlader rejse de kritiske spørgsmål, der ville gavne oplysningen og debatten i befolkningen.
Sammen med de mærkbare ændringer af vores livsvilkår på stadig flere områder er vores demokratiske, politiske kultur sat på skrump af EU. Det opleves stærkere og stærkere af befolkningerne i de fleste EU-lande, sågar elitelandene Tyskland og Frankrig, og spores i kløften mellem befolkningernes syn på EU og de magthavende politikeres tendens til at følge EU-parolerne kritikløst. De EU-glade politikere stiller aldrig spørgsmåltegn ved EU’s politiske konstruktion og funktion med dens demokratiafviklende virkninger.
Der er således stærke grunde til at fortsat at forsøge at svare på spørgsmålet, hvilke politiske alternativer til EU kan der peges på, som vil kunne revitalisere demokratiet.
Der kan selvfølgelig peges på nogle realpolitiske alternativer (f.eks. dansk deltagelse i et EU-frit, nordisk samarbejde med evt. sagsafgrænsede aftaler med EU). Men vi valgte i sin tid at pege på et alternativt europæisk samarbejde til EU med fastholdelse af politisk- demokratiske principper og strukturer på to niveauer, både det nationale og det europæiske. Efter Hans Henningsens død i december 2013 præsenterer jeg her med Karl-Otto Meyers accept vores ide til ”Europa på en anden måde”. Den kon-krete anledning ter det forestående valg den 25. maj til EU-Parlamentet, hvor jeg er kandidat for Folke-bevægelsen mod EU.

HVORDAN GENVINDER VI DEMOKRATIET?

Et kolossalt og stadig stigende antal europæere oplever sig selv som politisk marginaliserede i EU. De oplever, at det politiske demokrati smuldrer hen og er i krise i Europa, fordi EU stjæler de nationale demokratiers betydning uden at give et reelt europæisk demokrati til gengæld. Hovedparten af lovene, de demokratisk valgte parlamenter i Europa vedtager, er reelt opfølgning af EU-lovgivning. Alt i alt og på alle niveauer sætter EU demokratiet i Europa på skrump. Problemet rammer både de gamle, europæiske demokratier og de endnu spinkle, nye demokratier i det forhenværende Østeuropa. Den EU-forfatning, der fik to store nejer, er demokratisk set til dumpekarakter; den ændrer intet ved EU´s udemokratiske indretning, og det såkaldte ”deltagelsesdemokrati”, forfatningen taler om, er et skindemokrati.
Vi har spurgt os selv, hvordan Europa kan genvinde en demokratisk ånd, livsform og politik? Vores svar er, at det kun kan ske ved at skabe et andet, demokratisk opbygget europæisk samarbejde. Et reelt alternativ til EU.
Vores alternativ tager udgangspunkt i den kendsgerning, at Europa politisk er en samling suveræne, nationale stater. Og at det moderne demokrati i Europa fungerer og har realitet i de nationale stater. Derfor er det de demokratiske nationalstater, vi vil bygge det demokratiske, europæiske samarbejde på.
Der er dem, der allerede vil sige nej til det udgangspunkt med påstanden om, at det nationale fører til nationalisme og i værste fald krige og konflikter. Det er forkert. Det nationale opstod først efter Napoleonstiden, omkring 1820, men krige har vi også haft før den tid, de mest brutale var religionskrigene. Ã…rsag til krig og konflikter har dog i de allerfleste tilfælde været spørgsmålene om adgang til råstoffer i verden og sikring af handelsvejene. I den sammenhæng spiller de store internationale koncerner og den globaliserede markedsøkonomi i dag en magtfuld rolle, som bør have et politisk mod-spil. Det gør ikke de nationale demokratier overflødige, men giver dem yderligere betydning og stiller dem over for nye opgaver.
Mange er ikke opmærksomme på den afgørende forskel mellem det nationales betydning og nationalisme og blander de to ting sammen. Og mange tør ikke engang tage ordet national i munden af angst for at blive betragtet som nationalist. Hvis man siger, at det danske er bedre end det tyske osv., ja så er man allerede på afveje hen imod nationalismen. Men fordi man siger, at der er noget godt ved noget dansk, har man ikke derfor sagt, at f.eks. det tyske er noget skidt eller mindreværdigt. At noget er dansk eller tysk eller fransk gør det ikke i sig selv godt. Men det er muligt at sige, at ligesom noget er ”godt for os”, er der også noget som er ”godt for andre”. Det nationale er en historisk realitet, vi må forholde os til som noget, der rummer både godt og skidt. Noget af det gode, næsten alle de nuværende europæiske nationer rummer er demokratiske, politiske strukturer ”“ omend nogle af dem endnu er unge og skrøbelige, mens andre af de gamle er kriseramte bl.a. på grund af EU’s demokratiundergravende virkning. Men så meget mere er der jo grund til at værne om de eksisterende demokratier.
Ligesom vi kan sige, at ”noget er godt for os” i Danmark som ”noget er godt for andre” i verden, må vi kunne sige, at ”noget er godt for os” i Europa. Ikke at det europæiske er noget særlig godt i sig selv eller bedre end det, der er godt for andre i verden. Vi skal undgå det hovmod og den magtfulde arrogance, store europæiske lande engang førte sig imperialistisk frem med, og vi skal undgå europæisk selvstrækkelighed og protektionisme. Vi må indrette et Europa, der er åbent for verden omkring og samtidig er et politisk modspil til de hensynsløse kræfter i globaliseringen – uden at sætte demokratiet overstyr. Det betyder for os at se, at vi må indrette os demokratisk- politisk på flere planer: nationalt, europæisk og globalt. Men udgangspunktet må være det nationale demokrati som det sted, hvor det folkelige grundlag for demokratiet
findes og kan udvikles ”“ hvor de vigtige valg træffes og det politiske ansvar hævdes. Men også som det sted, hvorfra vi kan gå videre fra nationale til internationale politiske sammenhænge på en demokratisk måde.

ALTERNATIVET TIL EU.

EU bygger på den selvmodsigelse, at det hævdes at bestå af selvstændige, demokra-tiske nationer, men integrationsmålsætningen og -processen undergraver demokratiet i medlemsstaterne og dermed selve forudsætningen for det nuværende EU. Vi ser, at
overstatsligheden – der skulle gøre EU-samarbejdet ubrydeligt stærkt og solidarisk ”“ i
stedet får samarbejdet til at smuldre. Nogle lande kan åbenbart godt tillade sig et stør-re underskud på statsbudgettet, end eurospillereglerne tillader. Iraq-krigen splittede EU-landene mellem dem for og dem imod. Og den nylige strid om landenes bidrag til EU-budgettet var en stor demonstration af interessemodsætninger og ”“konflikter. Overstatsligheden kan endda blive en trussel imod samarbejdet i og med dens krav om, at alle skal ind- og underordne sig de samme standarder eller synspunkter. Er de
seneste europæiske arbejderstrejker og demonstrationer i Bruxelles ikke udtryk for det?
Et bedre europæisk samarbejde end EU må da bygge på et andet fundament, og
målet med det må være et andet end integration, union, forbundsstatsdannelse. EUs gordiske knude, der binder mellemstatsligheden ind i overstatsligheden må hugges over, så mellemstatsligheden frigøres til et bedre, omorganiseret, reelt demokratisk
samarbejde mellem Europas lande. Der er brug for et reelt mellemstatsligt europæisk samarbejde på basis af de selvstændige nationale demokratier.
Visionen om et fornyet demokratisk Europa må tage udgangspunkt i, at Europa be-står af politisk selvstændige lande. I dem er demokratierne vokset frem på forskellige tidspunkter og under historisk forskellige betingelser. Deres grobund, traditioner og politiske strukturer er derfor ikke ens, men fælles for dem er, at de sikrer borgernes politisk-demokratiske indflydelse og kontrol ved valg og folkeafstemninger.
Et Europa, hvor landene forener sig om at samarbejde for at løse fælles problemer, må anerkende denne kendsgerning og forstå den som forudsætningen for, at der kan skabes et samarbejdende Europa på demokratiske vilkår. Det betyder, at det europæi-ske samarbejde ikke må udvikle nogen overliggende europæisk struktur med politisk magt og lovgivningskompetence til at kunne tilsidesætte eller overtrumfe befolknin-
gernes demokratiske magt og ret i landene.
Det columbusæg, der er brug for, er et demokratisk Europa, hvor landene samarbej-der på en demokratisk måde og bevarer landene som helt selvstændige, demokratiske enheder.

FORSLAGET

I det følgende skitserer vi hovedtrækkene i vores forslag til et sådant samarbejde med udeladelse af en lang række detaljer.
Hvad bør da være målet med det nye samarbejde? Vi mener, det kan sammenfattes i to punkter:

1) at arbejde for fred og demokrati i Europa og global sammenhæng

2) at samarbejde på en demokratisk måde om at løse fælles problemer i Europa og i forhold til Europas omverden.

Med den målsætning er der ganske vist ikke sagt noget om, hvad der kan og skal samarbejdes om, altså indholdet. Men samarbejdet skal ikke kun have Europa som mål, men også forholde sig til globale problemer og deres løsninger. Vi ønsker ikke et Europa, der er sig selv nok.

Det europæiske samarbejde oprettes ved at de europæiske lande i fællesskab tiltræ-der DEN EUROPÆISKE SAMARBEJDSPAGT, der skal indeholde en kort og koncis beskrivelse af samarbejdets mål, betingelser, grundprincipper, institutioner og demokratiske funktionsmåde.
Bortset fra visse udelukkede områder, kan samarbejdet komme til at omfatte områder, der demokratisk besluttes at inddrage i samarbejdet. Men vi mener, at det fra begyndelsen skal omfatte følgende basale KERNEOMRÃ…DER:

– fred og stabilitet
– energi og miljø
– beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse
– sundhed, arbejdsmiljø og forbrugerbeskyttelse
– international kriminalitet
– fælles indsats i forhold til globaliseringen
– uddannelse og folkeoplysning

Samarbejdet bør bygge på grundprincipperne om, at beslutninger om samarbejdet træffes i Europas nationale, folkevalgte parlamenter
– forhandlinger og beslutninger i samarbejdet er offentlige
– samarbejdet dannes ved tiltrædelse af en forpligtende samarbejdspagt
– samarbejdet er ikke en juridisk person
– den politiske suverænitet forbliver hos landene
– samarbejdet forudsætter de nationale grænser
– samarbejdet etablerer ikke en fællesskabsret
– samarbejdet gennemføres ved demokratisk besluttede samarbejdsaftaler
– samarbejdsaftaler med forpligtende normer for national lovgivning kan kun indeholde minimumsbestemmelser
– landene kan deltage i samarbejdet uden at tiltræde alle samarbejdsaftaler
– landene bidrager ligeligt til samarbejdets økonomi
– landene er forpligtede på at overholde indgåede samarbejdsaftaler
– samarbejdet respekterer menneskerettighedskonventioner, som landene hver især har tiltrådt
-samarbejdet omfatter ikke militært samarbejde
– udenrigspolitisk samarbejde kan ikke udelukke landene fra at føre selvstændig
udenrigspolitik.

I praksis skal samarbejdet foregå ved hjælp af følgende INSTITUTIONER:

Generalsekretæren

DEN EUROPÆISKE FORSAMLING
Den juridiske enhed
Forskningsenheden
Informationsenheden

DEN EUROPÆISKE KONFERENCE
Den europæiske tilsynsmyndighed
Den europæiske domstol

DE NATIONALE PARLAMENTER

I strukturen er de demokratisk vigtigste institutioner den europæiske forsamling, den europæiske konference og de nationale parlamenter. Man skal ikke lade sig vild-lede af modellens op-ned-akse til at tro, at det er et hierarki med den højeste politiske myndighed i toppen. Tværtimod, den højeste politisk-demokratiske myndighed er i bunden hos de direkte folkevalgte, nationale parlamenter.

DEN EUROPÆISKE FORSAMLING består af folkevalgte politikere fra alle medlemslande. Den er således ikke valgt af befolkningerne ved direkte valg, men har demokratisk grundlag i og legitimitet ved at udgå fra de nationale parlamenter, der vælger dem som deres repræsentanter i FORSAMLINGEN. Hvert medlemsland vælger lige mange repræsentanter til FORSAMLINGEN, samme antal medlemmer uanset landenes størrelse.
Medlemmerne af FORSAMLINGEN kan på de nationale parlamenters vegne foreslå emner til samarbejdsaftaler og ændringer i eksisterende samarbejdsaftaler. For at optage et nyt emne til en europæisk samarbejdsaftale, skal der være flertal i FOR-SAMLINGEN for at tage emnet op til behandling.
Når et emne er optaget til behandling, udarbejdes der et rammeforslag til en europæisk samarbejdsaftale på baggrund af konkrete forslag fra FORSAMLINGEN og med bistand fra den juridiske enhed og forskningsenheden.
Rammeforslaget sendes derefter til høring i DEN EUROPÆISKE KONFERENCE, som fremkommer med kritik og forslag til ændringer. Efter høringen genbehandles rammeforslaget i forskningsenheden og den juridiske enhed, der udvikler det til et kvalificeret forslag til en samarbejdsaftale. Ethvert forslag skal rumme bestemmelser, der muliggør fleksibilitet i landenes deltagelse det europæiske samarbejde.
Det kvalificerede forslag sendes dernæst til behandling i de nationale parlamenter, der afgiver deres responsa om forslaget til FORSAMLINGEN. Forsknings- og den juridiske enhed bearbejder så forslaget under hensyntagen til kritik og ændringsfor-slag fra de nationale parlamenters responsa. Efter denne sidste behandling i forskningsenheden og den juridiske enhed sættes forslaget til afstemning i FORSAMLINGEN. Opnår det almindeligt flertal i FORSAMLINGEN, er det dermed godkendt som et endeligt forslag og sendes til de nationale parlamenters behandling og stillingtagen.

DE NATIONALE PARLAMENTER er som direkte folkevalgte den demokrat-iske basis i det europæiske samarbejde. Parlamenterne lader sig repræsentere i DEN EUROPÆISKE FORSAMLING på demokratisk legitim vis ved at vælge dens medlemmer. De nationale parlamenter er endvidere højeste politiske myndighed som den der godkender eller forkaster kvalificerede forslag til europæiske samarbejdsaftaler.
Samarbejdsaftaler kan kun ratificeres, når et flertal af medlemslandenes parlamentter har godkendt dem på samme dato, og når hvert parlament har afgjort på hvilken måde landene hver især vil deltage i samarbejdsaftaler i henhold til fleksibilitetsbestemmelser.
De nationale parlamenter deltager direkte i proceduren med at udvikle og ændre samarbejdsaftaler. Når et forslag til samarbejdsaftale har været behandlet og forelig-ger som kvalificeret forslag, forelægges det til behandling og høring i de nationale parlamenter, som afgiver deres responsa til FORSAMLINGEN og den europæiske forskningsenhed og den juridiske enhed.
Når et forslag er blevet godkendt i FORSAMLINGEN som et endeligt forslag til en europæisk samarbejdsaftale, sendes det til de nationale parlamenter til godkendelse/forkastelse ved afstemninger i alle landes parlamenter på samme dato. Ethvert parlament kan beslutte at sende et endeligt forslag til europæisk samarbejdsaftale til folkeafstemning.
Hvis et kvalificeret forslag opnår godkendelse i et flertal af medlemslandene, er det godkendt som europæisk samarbejdsaftale og ratificeres af alle medlemslandes statschefer som juridisk forpligtende, europæisk samarbejdsaftale.
Hvis lande, der har stemt nej til et kvalificeret forslag, vil stå udenfor en samarbejdsaftale, meddeler deres statschefer dette til protokollat i forbindelse med ratificeringen.
Et land, der har valgt at stå udenfor en samarbejdsaftale, kan efter senere beslutning i det nationale parlament eller ved folkeafstemning komme med i samarbejdsaftalen ved at meddele dette til ratificeringsprotokollen. Herefter er landet forpligtet af aftalen som de øvrige lande.
Et land kan træde ud af en samarbejdsaftale, enten ved at et flertal i et nyvalgt parlament eller et flertal i befolkningen beslutter det ved en folkeafstemning.

DEN EUROPÆISKE KONFERENCE skaber forbindelse mellem DEN EURO-PÆISKE FORSAMLING og de europæiske folk. Den er ikke en institution med faste medlemmer, men en ad hoc-institution med skiftende deltagere, der fungerer som offentlighedens direkte talerør over for FORSAMLINGEN, når den er i gang med at konkretisere forslag til nye eller ændringer i eksisterende europæiske samarbejdsaftaler. Da indkalder KONFERENCEN europæiske repræsentanter for organisationer, interessegrupper og enkeltpersoner (”civilsamfundet”) til høring og konference om de foreslåede emner. På den måde inddrager KONFERENCEN borgerne i processen med at konkretisere indholdet i forslagene til samarbejdsaftaler, inden de forelægges for de nationale parlamenter. Resultatet af høringerne rapporteres til FORSAMLINGEN og den juridiske og forskningsenheden og offentliggøres via informationsenhed-en. Høringernes kritik og forslag indgår derefter i det videre arbejde med at konkretisere forslag til nye eller ændringer af eksisterende samarbejdsaftaler.

GENERALSEKRETÆREN er overordnet politisk koordinator mellem landene i det europæiske samarbejde og kan i den egenskab indkalde landenes statschefer til møde i DET EUROPÆISKE RÃ…D med henblik på at afklare uenigheder og løse konflikter. Generalsekretæren vælges blandt og af FORSAMLINGENs medlemmer ved flertalsafgørelse. Til GENERALSEKRETÆREN er knyttet et selvstændigt sekre-tariat.

DEN JURIDISKE ENHED enhed fungerer både i relation til FORSAMLINGEN og KONFERENCEN med at analysere og præcisere de juridiske sider af foreslåede samarbejdsaftaler eller ændringer i eksisterende samarbejdsaftaler. I takt med udviklingen af samarbejdsaftaler indkalder den juridisk specialkompetence i forhold til af-talernes emner. Den juridiske enhed samarbejder med forskningsenheden om udformningen af indholdet samarbejdsaftalerne.

FORSKNINGSENHEDEN har til formål at indsamle, analysere og rapportere relevante informationer til orientering for FORSAMLINGEN og KONFERENCEN og at medvirke i arbejdet med det saglige indhold i nye samarbejdsaftaler og med ændringer af eksisterende samarbejdsaftaler. I takt med udviklingen af samarbejds-aftaler indkalder enheden forskningskompetence i forhold til aftalernes emner. Forskningsenheden samarbejder med den juridiske enhed om udformningen af det juridiske indhold i samarbejdsaftalerne.

INFORMATIONSENHEDEN har til opgave at informere den europæiske offentlighed om arbejdet i det europæiske samarbejdes institutioner og at støtte den offentlige debat og meningsdannelse om udviklingen i det europæiske samarbejde.

DEN EUROPÆISKE TILSYNSMYNDIGHED tilser medlemslandenes opfyldelse af forpligtelserne i de tiltrådte samarbejdsaftaler og aflægger årligt rapport om dette. I tilfælde af usikkerhed om et lands opfyldelse af forpligtelser rummer fortolkningsproblemer eller volder tvist forelægger tilsynsmyndigheden spørgsmålet for Den europæiske Domstol.

DEN EUROPÆISKE DOMSTOL afgør usikkerhed om fortolkning af og tvister om overholdelse af bestemmelserne i de europæiske samarbejdsaftaler. Domstolen, der oprettes og finansieres af Det europæiske samarbejde, er i sit virke uafhængig af europapolitiske interesser.

7. januar 2007/ 23. april 2014

Helge Rørtoft-Madsen og Karl-Otto Meyer