Euroland: medicin-mangel i Grækenland
Multinationale selskaber er begyndt at tilbageholde leverancer af medicin til Grækenland. Årsagen er dels ubetalt gæld og ikke mindst Grækenlands lave medicinpriser, der sammen med det indre marked muliggør videresalg af medicinen til andre EU-lande.
Grunden til de manglende betalinger er at Grækenland er blevet pålagt besparelser af den såkaldte ‘trojka’, der består af Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og den Internationale Valutafond.
Grækenlands øverstansvarlige for medicin og apoteksområdet skal snart i forhandlinger med trojkaen om medicinbudgetterne. I 2011 var Grækenlands budget til medicin på knap 28 milliarder kroner og efter pres fra trojkaen blev det skåret til knap 18 milliarder i 2012. Grækenland frygter at trojkaen vil kræve at budgettet til medicin skæres yderligere ned til knap 15 milliarder kroner.