Euroen har skabt større ulighed og fattigdom i EU-landene

Billede: Pixabay.com

Af Karen Sunds, Nationaløkonom og nøgleperson i kampagnen for et nej i år 2000

I disse dage er det 20 år siden, at danskerne sagde nej til euroen. Trods massive trusler om, at vi ville komme til at betale regningen for vores selvstændighed i form af rentestigninger, arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang, stod danskerne fast. Og skrækscenarierne blev som bekendt ikke til noget.

I dag har vi 20 års erfaringer med, hvad den fælles mønt euroen har haft af konsekvenser for befolkningerne i euro-landene. Var det fredelig sameksistens, økonomisk vækst og velfærd, som tilhængerne bedyrede? Eller fik vi modstandere ret i vores forudsigelse af, at fælles mønt fører til øget ulighed og modsætninger landene imellem?

Vi står i dag med en eurozone, der er mere indbyrdes splittet, præget af fattigdom og økonomisk ulighed, end selv vi modstandere havde forestillet os. Mange tror, at det skyldes finanskrisen i 2008, og at det altså ikke er selve euroen, der er årsag til det. Men det er en meget stor misforståelse.

Sandheden er, at den proces, hvor landene i euro-zonen fjerner sig fra hinanden, startede længe før finanskrisen. Helt præcist startede den i det øjeblik, euroen blev etableret, og landenes valutakurs blev låst fast til hinanden. Dermed mistede landene deres mulighed for at føre selvstændig økonomisk politik. Hvor et land normalt vil devaluere sin valuta, hvis det har en lavere konkurrenceevne end samhandelslandene, så var disse økonomiske håndtag nu blevet afmonteret. Hverken valutakursen, rentepolitikken eller finanspolitikken havde man den nationale kontrol over længere. Det blev styret fra Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen. Tilbage var kun én mulighed for at tilpasse sig: den såkaldte ”interne devaluering”, det vil sige, at lønnen sænkes.

Resultatet udeblev ikke. På ti år øger Tyskland, der har en stærk konkurrenceevne, således sin eksport til de fire sydeuropæiske lande Spanien, Portugal, Grækenland og Italien med 240 procent. De sydeuropæiske lande bliver altså kørt fuldstændig over af den tyske eksport.

Her har vi den direkte årsag til, at det går så galt for de sydeuropæiske landes offentlige underskud. Når de hjemlige firmaer udkonkurreres af tyske varer, er resultatet arbejdsløshed, stærkt voksende udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og manglende skatteindtægter. Altså bliver der et stort hul i statskassen. Det handler ikke om, at spanierne ”har levet over evne”.

Da finanskrisen brød ud i 2008, var det uundgåeligt, at de sydeuropæiske lande blev meget hårdt ramt på grund af den skrantende økonomi og voksende statsgæld, som euro-medlemsskabet allerede havde forårsaget.

Det er velkendt, hvordan EU håndterede finanskrisen… I samarbejde med IMF blev der pumpet kolossale beløb ud til bankerne for at redde euroen fra kollaps, de såkaldte ”bailouts”. Dette blev efterfulgt af, at den såkaldte ”Trojka” tog rundt i landene og dikterede nedskæringer i det offentlige forbrug.

Ingen har vel beskrevet dette mere præcist end IMF, der efterfølgende leverede en selvkritik for at have deltaget i dette forløb. Her er hvad IMF siger om trojkaens indsats i Grækenland: ”Den græske bailout havde det formål at redde euroen og nogle nordeuropæiske banker, men det var den almindelige græker, der betalte” (IMF´s årsrapport fra 2016). Det er rene ord for pengene. I Grækenland faldt bruttonationalproduktet med 11 procent over de første tre år. Lønnen faldt med mere end 20 procent.

Det kan ikke undre nogen, at resultatet har været stor bitterhed og dybe modsætninger i EU mellem ”syd og nord . Det er imidlertid meget forkert at tro, at det er de modsætninger og konflikter, vi stadig slås med. For EU har i dén grad formået selv at puste yderligere til ilden.

Faktisk er det ikke primært finanskrisen, der har forårsaget den enorme fattigdom og ulighed, der eksisterer i EU i dag. Den vigtigste faktor hertil er den økonomiske politik, som EU har ført i kølvandet på krisen.

Mere og mere håndfast har Bruxelles dikteret systematiske nedskæringer i den offentlige sektor som sådan, i det offentlige forbrug i særdeleshed, nedskæringer i de sociale ydelser, nedskæringer i løn og arbejdstagerrettigheder. Diktaterne kommer via vedtagelsen af politiske pagter: europluspagten, den såkaldte sixpack, og finanspagten. Alle er de skåret over samme læst.

Ikke på noget tidspunkt ser vi, at EU-Kommissionen ryster på hånden. I 10-året fra 2008 til 2018 gennemføres mere end 400 arbejdsmarkedsreformer på direkte anvisning fra EU-Kommissionen. Forbilledet er den tyske Hartz-reform: bunden skal slås ud af løndannelsen, så der skabes et kæmpe arbejdsmarked af lavtlønnede uden nogen rettigheder. Vi kender det så udmærket alle sammen. Vi kalder i dag fænomenet for ”working poor”.

Her er den mest direkte årsag til, at Euro-zonen i dag lider af fattigdom og ulighed i en grad, som man skal mange årtier tilbage for at finde magen til. Det udspringer af den økonomiske politik, som EU har skrevet ind i sine traktater og dermed grundlovsfæstet.

Euroen er således ikke ”bare” en fælles mønt med alt, hvad det fører med sig af problemer. Den er også bundet fast til en ultraliberal økonomisk politik.

Hvor var det godt, at danskerne tog sagen i egen hånd for 20 år siden – og sagde nej til euroen.