EU vil give bøder til Spanien og Portugal for underskud
EU-kommissionen vil suspendere penge fra regionalfonde til Portugal og Spanien. I virkeligheden vil indgrebet fungere som en bøde til de to lande, fordi EU mener, at deres statsunderskud er for stort. Indgrebet kan forlænge krisen på Den Iberiske Halvø.
![EU’s forslag om bøder til Spanien og Portugal kan forlænge og forværre krisen. Foto: Paulo Valdivieso, Lisboa, Portugal / Wikimedia Commons](https://folkebevaegelsen.dk/wp-content/uploads/2016/10/arton8125-0379a.jpg)
Spanien og Portugal har været to af Europas hårdest ramte lande siden finanskrisen i 2008, men nu kan de se frem til at blive ramt endnu hårdere.
”Det er økonomisk absurd, fordi disse regionale fonde skaber øget beskæftigelse og vækst i nedskæringsramte medlemsland.”
Younous Omarjee
EU-kommissionen har fremstillet forslag om at skære i midlerne fra regionalfonde til de to lande på Den Iberiske Halvø. Forslaget kommer angiveligt, fordi landenes individuelle statsunderskud overstiger 3%.
Jævnfør EU’s stabilitetspagt, må underskuddet nemlig ikke overstige den grænse. Alligevel har flere medlemslande overtrådt reglen i årevis uden at blive sanktioneret. Hvis midlerne bliver skåret, vil det være de første medlemslande i EU, der bliver pålagt en sådan sanktion.
Meningsløst og farligt
Jyri Katainen, der er ansvarlig for jobskabelse for EU-kommissionen, siger, at det handler om at følge de gældende regler for medlemslandenes statsbudgetter. Men medlemmer af parlamentet, på tværs af det politiske spektrum, kalder sanktionerne absurde.
”Det, vi ser her i dag, er ren sabotage: en strategi som bevidst vil holde Portugal og Spanien i økonomiske dødvande, bare så kommissionen kan forsætte med at påtvinge sin forhadte politik, som længe har været afvist af vælgerne” udtaler Marisa Mathias, der er medlem af EU-Parlamentet for det portugisiske venstrefløjsparti Bloco de Esquerda.
Absurd
Det franske EU-parlamentsmedlem Younous Omarjee fra venstrefløjspartiet Union pour les Outre-Mer er af samme holdning.
”Det er økonomisk absurd, fordi disse regionale fonde skaber øget beskæftigelse og vækst i nedskæringsramte medlemsland,” udtaler Omarjee.
Disse meninger kan dog meget vel blive overhørt, for i denne type sager har parlamentsmedlemmerne nemlig kun en konsulterende rolle, og beslutningsmagten ligger hos EU-kommissionen.
Massiv ungdomsarbejdsløshed
I Spanien og Portugal er arbejdsløsheden stor. Ungdomsarbejdsløsheden er i følge OECD på 31,9% i Portugal, mens den i Spanien er på hele 48,4%.
Om suspenderingen bliver effektueret eller ej, skal besluttes efter den 15. oktober, hvor medlemslandene skal havde indleveret deres budgetter for det kommende år.
(Kilder: OECD, EU Fagligt Netværk, EU Observer)