EU vil forlænge ulovlig fiskeriaftale med Marokko
I modsætning til EU-kommissær Damanakis tidligere udtalelser om at ville forsøge at revidere nuværende fiskeriaftale (FPA) med Marokko, så en ny aftale ekskluderer Vestsaharas farvande (se tidligere artikel 04.02.2011), har Kommissionen klart meldt mere aggressivt ud. Ved COREPER (mere info hos eu-oplysningen) mødet i går annoncerede kommissionen, ifølge West Sahara Resource Watch, at den i morgen (11.02.11) vil spørge medlemslandene om mandat til at forhandle en 12-månedes forlængelse af nuværende aftale. Det vil altså sige, at EU fortsat skal have love til at udnytte Saharawiernes ressourcer uden at yde nogen kompensation til de retmæssige ejere.
Kommissionen har i et år sagt, at de venter på beviser for at FPA’en gavner den, såkaldte, ‘lokale befolkning’ (dvs. Saharawierne). De beviser, ville kommissionen imidlertid ikke dele med medlemslandene i går. På trods af dette, har især den spanske fiskeriindustri, som klart den største modtager af kvoter i aftalen, været interesseret i en forlængelse. Får Kommissionen forhandlingsmandat, prioriterer EU således beskæftigelse i en på alle måder ubæredygtig fiskeriflåde over at tilgodese befolkningens rettigheder i den forhenværende spanske koloni, Vestsahara.
I Danmark er solidaritetsforeningen Afrika Kontakt og oppositionen kommet Kommissionens spørgsmål i forkøbet, ved allerede at spørge ind til forlængelsen i Europaudvalget (for mere info klik her). Problemet er imidlertid, at der er store økonomiske interesser på spil og i den forbindelse vejer det danske mandat ikke særlig tungt. Så skulle Danmark og Sverige (det eneste land der stemte imod nuværende aftale) undlade at give forhandlingsmandat, vil kommissionen sandsynligvis stadig få den ad andre veje.