EU vil dikterer forbud mod modkøb
Forsvarsområdet er undtaget fra EU’s generelle udbudsregler ifølge Lissabon-traktatens artikel 346, hvis der er tale om hensyn til nationale sikkerhedsinteresser. Men det danske forsvar har i mange år haft en praksis, som strider mod EU’s udbudsregler og ikke er dækket af artikel 346. Når forsvaret sender orderer for over 50 millioner kroner til udenlandske leverandører, skal der lægges ordrer hos danske forsvars- og sikkerhedsvirksomheder for et tilsvarende beløb.
Nu har regeringen givet efter for et krav fra EU-Kommissionen om at ændre loven, så modkøb kun kan kræves, når ”konkrete” og ”væsentlige sikkerhedsspil” er på tale. Lovforslaget er sendt til høring hen over sommeren.
”Det vil i sidste ende koste danske ordrer og dermed arbejdspladser,” siger Frank Bill, direktør i Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark, FAD, en brancheorganisation under Dansk Industri, til fagbladet Ingeniøren.
FADs medlemmer har en omsætning på omkring to milliarder kroner om året. Forsvarets krav til udenlandske leverendører om modkøb har i de senere år givet ordrer til Danmark for op mod halvanden milliard kroner.
LA: Tag kampen med EU
”Jeg kan ikke se noget som helst formål med, at EU blander sig i det her. Det er dansk erhvervspolitik, det er udelukkende et spørgsmål om indkøb til Danmark, så jeg har meget svært ved at se de rationelle grunde til, at EU skal blande sig i det,” siger erhvervsordfører Mette Bock for Liberal Alliance (LA) til Berlingske Nyhedsbureau og opfordrer til et retsopgør med EU.
”Vi skal tage kampen i EU om det. Helt klart. Vi skal ikke bare lægge os ned. Vi bliver nødt til at gøre, hvad vi kan, for at sikre, at vi fra dansk side har ret til at foretage de indkøb og stille de betingelser, som vi ønsker at stille.”
Dansk Folkeparti har også protesteret mod lovforslaget.