EU-udvalg: Afskaf bankhemmeligheden
EU-parlamentets udvalg mod organiseret kriminalitet (CRIM) vedtog i dag en opfordring til afskaffelse af bankhemmeligheden. Baggrunden for vedtagelsen er, at udvalget i forbindelse med sit arbejde har konstateret, at banker i et ikke ubetydeligt omfang fungerer som hvidvaskningscentraler og redskaber for organiseret kriminalitet. Vedtagelsen fandt sted i forbindelse med en diskussion af udvalgets midtvejs-rapport.
Forslaget blev stillet af Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
– Det er glædeligt, at CRIM-udvalget bakker op om afskaffelse af bankhemmelighed i EU-området som et effektivt skridt mod organiseret kriminalitet, siger Søren Søndergaard. Han håber, at forslaget bliver vedtaget af hele parlamentet, når det skal endeligt behandles og stemmes om på EU-parlamentet juni-samling i Strasbourg.
Til gengæld lykkedes det ikke Søren Søndergaard, at få udvalget opbakning til at åbenheden også skulle udstrækkes til at gælde forretningshemmeligheden og skatteindbetalinger. Det ærgrer Søndergaard, da udvalgets arbejde også har vist, at hemmeligholdelsen omkring disse forhold gavner den organiserede kriminalitet.
– Organiseret kriminalitet er i dag et så stort problem for samfundsøkonomien og for demokratiet, at der også burde gælde åbenhed på disse områder, slutter Søren Søndergaard.
Ønskes yderligere oplysninger eller kommentarer, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk