EU-top vil have mere magt over medlemslandene
Onsdag fremlægger EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker – sammen med fire andre af de helt store bosser i EU-systemet – en plan for de næste skridt mod en egentlig økonomisk og monenær union. Det skriver EU-Fagligt.dk.
EU-toppens plan foreslår blandt andet en gradvis udbygning af eurozonens kontrol med medlemslandenes økonomier. Der er desuden brug for meget mere “delt beslutningsmyndighed”, hvis eurozonen skal blive mere end blot en fælles valuta, fastlår EU-toppen i sin plan.
“Euroen er en succes”
De fem bag den såkaldte ”Fem præsidenters rapport” er udover Juncker, Centralbankchef Mario Draghi, EU præsident Donald Tusk, formanden for EU-parlamentet Martin Schulz og formanden for eurozonens finansministre Jeroen Dijsselbloem.
Trods de sidst fem års krise starter rapporten med at slå fast, at “euroen er en stabil og succesfuld valuta.”
Alligevel er der god grund til et nærmere eftersyn af de “hurtige løsninger”, som er taget undervejs i krisen, især i lyset af den høje arbejdsløshed, lyder det. Målet er at sikre, at euroen ikke blot består som valuta, men som et “politisk og økonomisk projekt”, som er baseret på en “vedvarende, fair og demokratisk basis”, mener EU-toppen.
Mere magt til institutionerne
Behovet for at landenes økonomier og budgetter konvergere kræver ”utvivlsomt mere delt suverænitet efterhånden,” konstaterer rapporten, men det er dog først tænkeligt efter 2017 når Frankrig og Tyskland har holdt valg, tilføjer de.
“For at ud udvikle Eurozonen gradvist mod en ægte Økonomisk og Monetær Union, vil det være nødvendigt med et skifte fra et system af love og anbefalinger for den nationale økonomiske politik, til et system af yderligere suverænitetsdeling i de fælles institutioner,” fastslår de fem EU-chefer, og tilføjer at de fleste institutioner allerede eksisterer og efterhånden kan løse de opgaver.
I praksis kræver det at EU-landene “accepterer et stigende omfang af fælles beslutninger over en del af deres nationale budgetter og økonomiske politik”, fastslår rapporten.