EU stopper kommunernes byggeri og renovering
– regeringen danser efter EUs pibe
Af Eva Hallum, Folkebevægelsen mod EU, fagligt udvalg
Det er helt vanvid, at regeringen lader EU diktere de økonomiske rammer for, hvad kommunerne må anlægge og renovere. Og det gør det mere vanvittigt, når gode bygningshåndværkere ikke kan få arbejde, og er truede med at skulle gå fra hus og hjem. De samme håndværkere bliver ramt af, at EU skal have harmoniseret dagpengerregler og lønforhold for at fremme ‘den vandrende arbejdskraft’.
Modsætningerne står ikke kun mellem de rige, der skraber flere penge til sig, men også mellem arbejdere. Det er forudsigeligt, at så længe EU ikke har opnået at trække vores levevilkår ned på niveau med de østarbejdere, der søger guldet, så må modsætninger også blive en nødvendig kamp for at få østarbejderne til at forstå vores værdien i vores solidariske system, og tvinge dem til at kræve samme løn og arbejdsmiljø som danmark har. Ellers må de sendes hjem.
Nogle argumenterer rigtig meget for, at så må vores niveau ned. Men der er ingen akceptable argumenter for, at den levestandard, vi har opnået, den skal hives ned. At kommunerne så får lov til at bygge eller renovere, hvis de iøvrigt tager pengene fra driften, og fyrer lærere og pædagoger, ja det må også betegnes som vanvittigt.
EU hærger os på alle planer, ja endog min lokale postkasse tømmes nu sjældent på oplæg fra EU. Englænderne får ret til at diskutere, i Danmark søges EU modstanden og kritiske røster tiet ihjel. Vi står os ikke bedre ved at få en venstre regering igen, men vi står os ved at få kritikken af EU til at nå ind i socialdemokratiet og SF.