fbpx Skip to content

EU spiller en nøglerolle i folkemordet på palæstinenserne

Foto: Alain Rolland @ European Union 2023 - source: EP
Hanne Michelsen
Folkebevægelsen mod EU's komite i Indre By/Christianshavn
13/03/2024

Mens dette skrives, er 1½ mio. palæstinensere presset sammen omkring byen Rafah i det sydlige Gaza. De bliver bombet af det israelske militær. De mangler mad, rent vand og medicin. De venter på, at den israelske hær skal rykke ind. Mere end 29.000 mennesker, herunder 13.000 børn er blevet dræbt i Gaza siden 7. oktober 2023.

I dagene efter 7. oktober var meldingerne fra EU-kommissionen og statsledere i EU, at Israel havde ret til at forsvare sig. Den slags udtalelser er forstummet. Men EU-kommissionen er fortsat stum over for Israels folkemord. Ingen kritik af Israel slipper ud fra Bruxelles. Det har sine årsager. EU er dybt involveret i et samarbejde med Israel om udviklingen af våben. Millioner af euro flyder i en lind strøm fra EU til israelske firmaer og universiteter med henblik på forskning i nye våben. Israel Aerospace Industries, der er landets største producent af militært udstyr til rum- og luftfart, får støtte fra EU i et fælles program kaldet Safespace. De droner, der overvåger Middelhavet, er udviklet af Israel, men får EU-støtte. Hele 8,3 millioner euro har EU desuden investeret i programmet Respondrone, hvor EU-lande som Frankrig, Letland, Holland, Portugal og Grækenland deltager på lige fod med Israel. Drone-samarbejdet går også den anden vej. EU’s grænse-agentur Frontex er afhængig af data fra israelske droner. EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 giver bl.a. 12,3 mio. euro til Jerusalems Hebræiske Universitet til et program til træning af elitesoldater. Horizon 2020 støtter ligeledes det tekniske universitet i Haifa, Technicon med 8,7 mio. euro. Technicon har udviklet den fjernstyrede bulldozer, der rydder palæstinensiske hjem i Gaza og på Vestbredden.

Våbenhandlen mellem EU og Israel er meget omfattende. I de seneste 10 år har EU-landene givet licens til salg af våben til Israel for 1,5 mia. euro. Holland sælger helikoptere og missiler. Italien er den største leverandør af våben til Israel. Det danske firma Terma leverer dele til kampfly. Sammenlagt er EU-landene blandt de største bidragydere til det israelske militær. Og det fortsætter ufortrødent efter angrebet på Gaza. Kun Spanien har indstillet alle våbenleverancer.

EU skal stoppe alt samarbejde omkring våben og alt salg af våben til Israel!

Du kan også være med til at bekæmpe den krigeriske EU-stat. Meld dig ind her for at deltage i arbejdet.

Denne artikel er et læserbrev skrevet af Hanne Michelsen fra Folkebevægelsen mod EU’s komite for Indre By/Christianshavn. Oprindelig bragt i bragt i lokalavisen Christianshavneren marts 2024 – pdf.

Back To Top