EU skaber flere problemer, end det løser. Vi har brug for en ny vision for Europa

Globaliseringen buldrer løs, og prisen for vores demokrati er høj. Rigtig mange mennesker oplever at blive koblet af udviklingen. EU har om nogen drevet globaliseringen frem og lagt forhindringer i vejen for vores lokale demokrati. Derfor er der brug for et helt nyt svar på globaliseringens udfordringer i form af en ny vision for Europa.

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU har alle dage drevet globaliseringen fremad i et stadigt højere tempo. Med EU i hånden er nationale og lokale tiltag for at imødegå konsekvenserne af globaliseringen eller dreje verden i en anden retning blevet slået hårdt ned. Eksemplerne er mange og de viser tydeligt, hvordan EU’s spændetrøjer gør det sværere – ikke nemmere – at håndtere globaliseringens udfordringer.

Da det svenske bygningsarbejderforbund kæmpede for, at udstationerede medarbejdere skulle have samme vilkår som deres lokale kollegaer, fik de klar besked fra EU-domstolen i 2007 om, at deres kampskrift var i strid med det indre marked og retten til fri bevægelighed af tjenesteydelser.

Da Sverige i 2013 forsøgte at begrænse skatteunddragelse ved at begrænse særlige rentefradragsfinter, fik de besked fra EU-Kommissionen om, at deres tiltag var i strid med det indre marked og retten til fri bevægelighed af kapital.

Men virkeligheden er også den, at lokale og nationale tiltag bliver dømt ude, når de tolkes som modstridende med EU’s principper

Da Danmark i 2009 ikke ville give det danske økologimærke til produkter fra andre EU-lande, selvom de ikke lever op til samme krav som danske produkter, fik vi klar besked om, at det var i strid med det indre markeds principper.

Verden føles tit stor og uoverskuelig, og vi bliver fodret af politikere og medier med historien om, at vores problemer kun kan løses med EU. Men virkeligheden er også den, at lokale og nationale tiltag bliver dømt ude, når de tolkes som modstridende med EU’s principper. Under sådanne betingelser er det desværre let at påstå, at kun EU kan løse problemerne.

EU i krise

Samtidig er EU endnu engang midt i en historisk krise, der primært udgøres af dels en økonomisk krise og dels en politisk krise, hvor Storbritannien er på vej ud af unionen. Krisen bruges i vidt omfang af EU-toppen til at indføre mere EU udenom borgerne.

Således er den økonomiske krise allerede blevet brugt til at indføre mere styring med medlemslandenes økonomier ved hjælp af finanspagten og europluspagten, der har resulteret i budgetloven i Danmark med klare rammer for finansloven og de kommunale budgetter.

Krisens spor er nemme at få øje på. Tænk på Grækenland, som denne sommer til stor hyldest fra EU-toppen afsluttede sit låneprogram, men som står i uoverskuelige sociale problemer. Ungdomsarbejdsløsheden i Grækkenland er godt nok faldet til “kun” ca. 40 pct., men det er stadig ekstremt kritisk.

På samme måde kæmper Spanien med en ungdomsarbejdsløshed på omkring 30 pct. Ansvaret for de foruroligende tal er naturligvis delte, men den økonomiske nedskæringspolitik, som EU i høj grad har presset på for, har været med til at gøre problemet endnu større.

Man taber altså hele generationer af unge mennesker, der ikke kan få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Over én tredjedel af den samlede befolkning i Grækenland vurderes ifølge en briefing udarbejdet af EU-parlamentet i 2017 at leve i fattigdom eller i risiko for fattigdom. De bliver efterladt med en dybfølt angst for fremtiden.

Det er tid til en ny vision for Europa, der faktisk takler globaliseringens udfordringer i stedet for bare at sætte yderligere turbo på den

Men problemerne er jo langt fra enestående for Grækenland; tværtimod tegner der sig et billede over hele Europa, hvor uligheden stiger, og mange lever i fattigdom. Et billede, der blev tydeligt fremført i en rapport fra ETUI ’Benchmarking Working Europe 2017’, som bl.a. viser, at der er sket en stigning i, hvor mange der får løn hver måned, men stadig må betragtes som fattige, også kendt som ”Woorking Poor”.

Alle disse mennesker bliver mødt med håbløs arrogance fra Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Han annoncerede allerede sidste år, at krisen var overstået, og at det nu gælder om at handle, mens EU har vind i sejlene. “Vind i sejlene” – sjældent har jeg hørt så indbildsk tale fra en mand, som i den grad har været med til at kaste millioner af mennesker ud i fattigdom og undergravet velfærdssamfund over hele Europa igennem strenge økonomiske bindinger for medlemslandene og talrige reformkrav af fx pensionssystemer, arbejdsløshedsunderstøttelse og meget mere.

Men det værste er næsten, hvordan han vil bruge den såkaldte medvind i sejlene. Han vil bruge den til nye reformer, der skal give EU betydeligt mere magt på bekostning af de nationale demokratier. Blandt forslagene er blandt andet én fælles præsident for unionen, én EU-finansminister, afskaffelse af vetoretten på skattepolitik og udenrigspolitik og meget mere.

Tid til en ny vision for Europa

Det er tid til en ny vision for Europa, der faktisk takler globaliseringens udfordringer i stedet for bare at sætte yderligere turbo på den. Den nye vision skal bygge på, at småt er godt og forskellighed en styrke. Det er lokalt, at borgerne skal have plads til at indrette deres samfund på netop den måde, som de gerne vil leve sammen på.

Det er en styrke, når Lolland Kommune vælger at indrette deres lokalsamfund på én måde, alt i mens Norddjurs Kommune vælger en anden. Det er der bred enighed om, når det kommer til vores eget kommunale selvstyre. De samme principper skal gøre sig gældende i Europa.

Hvis vi starter vores vision for fremtidens Europa dér, så vil vi få et helt andet resultat end EU. Så vil vi prioritere stærkt forpligtende samarbejde om at passe på klimaet og om at imødegå problemerne med globaliseringen, men det vil være på borgernes præmisser og aldrig med en vision om at ensrette bare for at gøre livet nemmere for nogle få.

Det betyder helt konkret, at vi fx kan stå sammen om at sætte tommelskruerne på Google for at få dem til at betale skat via globale skatteaftaler, ligesom vi allerede i dag har globale standarder for en lang række områder, herunder fødevaresikkerhed. Med denne model går vi efter at aftale fælles mindstestandarder, men med fulde muligheder for at gå videre og sætte højere standarder – hvad enten det gælder skat, fødevarer eller noget tredje.

Ambitionerne i EU’s traktater er i åbenlys konflikt med dette nye Europa, og derfor er det nødvendigt med et endegyldigt brud med unionen

Viden, ideer og inspiration opstår, når vi kommer hinanden nær. Derfor skal vi prioritere samarbejde, der gør livet nemmere for borgerne og inviterer dem indenfor på andre præmisser end i dag. I det nye Europa skal det være en god ting, at vi byder arbejdstagere velkomne og sikrer dem lige vilkår med deres nye lokale kollegaer.

I det nye Europa støtter vi hinanden i at sætte mere ambitiøse krav til forbrugerbeskyttelse eller miljøbeskyttelse, så vi fastsætter fælles mindstestandarder, men altid med mulighed for at enkelte lande eller kommuner kan gå foran med et højere niveau.

Kan vi fx ikke blive enige om at forbyde pesticidet Glyphosat, så betyder det blot, at landene selv kan gøre det; i modsætning til opbygningen i EU, hvor konsekvensen netop er, at landene ikke egenhændigt har mulighed for at forbyde stoffet. I det nye Europa sætter vi hinanden fri til at arbejde for en langt mere medmenneskelig dagsorden i hele verden, også uden for EU.

Derfor binder vi ikke hinanden op på at skulle føre én bestemt udenrigspolitik, men giver plads til, at nogle arbejder med endnu højere målsætninger, når verdenssamfundet fx mødes til klimaforhandlinger.

Med denne nye vision for Europa skal vi altså samarbejde om problemer, som har en grænseoverskridende natur. Det gælder både de store emner som klima og skatteunddragelse, men også de mere nære spørgsmål som forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd og miljøproblemer. Den røde tråd skal være, at vi forsøger at løfte hinandens niveau op og fastsætter minimumsstandarder, men at vi samtidig giver bedre plads til de lokale løsninger.

Det lokale demokrati er særlig stærkt, når det handler om, hvordan vi skal tilrettelægge vores nære velfærd og vores lokale miljø. Her bliver borgerne engagerede og får ejerskab over beslutningerne, hvilket betyder langt større chance for succes. Når beslutningerne føles meningsfulde, og når man oplever at blive hørt, så øges motivationen for at bakke op efterfølgende.

Ambitionerne i EU’s traktater er i åbenlys konflikt med dette nye Europa, og derfor er det nødvendigt med et endegyldigt brud med unionen.