EU’s statusrapport: Tyrkiet er bagud med centrale spørgsmål
Manglen på pressefrihed bliver stærkt kritiseret i en ny statusrapport fra EU-Kommissionen om Tyrkiet. Der er en langt mere åben og fri debat i Tyrkiet end tidligere. Men retsforfølgelser og domfældelser af journalister, forfattere og politikere er stadig et alvorligt problem i Tyrkiet, skriver rapporten.
I rapporten står der, at man nu tør tale om følsomme emner som for eksempel mindretallets rettigheder. Men ytringsfriheden bliver begrænset af anti-terrorloven og trykkeloven samt artikel 301 om “fornærmelse af tyrkiskheden”. På baggrund af disse love har den tyrkiske presse oplevet en lang række politiske angreb. Rapporten bemærker også de hyppige forbud mod hjemmesider i Tyrkiet, som ifølge Kommissionen er ude af proportioner, hvad angår omgang og varighed.
Tyrkiet får imidlertid ros for sin seneste forfatningsreform, og Kommissionen ser ændringerne som et skridt i den rigtige retning. Kommissionen finder det problematisk, at den tyrkiske regering ikke har samarbejdet med andre politiske partier og civilsamfundets organisationer om selve udformningen af reformpakken. Den parlamentariske immunitet i Tyrkiet anses også for problematisk, fordi den leder til korruption. Samtidigt beskytter den ikke ytringer af ikke-voldelig karakter. Dette har ført til arrestationer af mange medlemmer af det kurdiske Demokratiske Samfunds Parti (DTP) og dens efterfølger Fred og Demokrati Parti (BDP).
Rapporten anser Tyrkiets tilgang til etniske, sproglige og religiøse spørgsmål, som fortsat værende restriktiv. Brugen af andre sprog end tyrkisk i det politiske liv falder stadig ind under loven om valg og politiske partier, hvilket betyder at det er forbudt at tale på et andet sprog end tyrkisk.