EU’s magt i Danmark bør undersøges
– Der er alt for stor uenighed om hvor stor magt EU har over dansk lovgivning. Derfor bør der laves en uvildig undersøgelse, udtaler MEP Søren Søndergaard i forbindelse med, at Folkebevægelsen mod EU sender et åbent brev til alle Folketingets partier forud for grundlovsdag.
En undersøgelse fra det tyske justitsministerium har vist, at 84 procent af al tysk lovgivning i perioden 1998 ”“ 2004 stammede fra EU. Det danske justitsministerium er nået frem til et meget lavere tal. I et svar fra ministeriet til det danske Europaudvalg den 25. maj 2009 var tallet således helt nede på 19 procent for 2008. Tænketanken Cepos har i marts i år anslået, at 50-60 % af den lovgivning, der er gældende i Danmark hidrører fra EU. Nu kræver Folkebevægelsen mod EU, at der bliver lavet en uvildig dansk undersøgelse af EU’s magt i Danmark.
– Grundlovsdag bør være mere end skåltaler om demokratiet. Det er vigtigt, at vi reelt styrker demokratiet. Et første skridt på den vej vil være, at der laves en uvildig undersøgelse af hvor stor andel af danske love, der stammer fra EU, udtaler Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
– Hvis der er politisk enighed i Danmark om omfanget af EU’s magt i Danmark, så bliver det nemmere at skabe forståelse for, at EU skal diskuteres i dagligdagen og ikke mindst forud for et folketingsvalg. Det vil styrke demokratiet, siger Søren Søndergaard.
– Vi forestiller os, at en uvildig undersøgelse kan gennemføres af eksperter fra såvel EU-tilhænger- og EU-modstanderside på samme måde, som vi tidligere har samarbejdet med EU-tilhængerne om forskellige oplysningskampagner, understreger Søren Søndergaard.
Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Lave K. Broch, kampagnekoordinator for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 28 92 21 27 / lave@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40
Åbent brev til Folketingets partier:
København den 2. juni 2011
Kære Folketingspartier,
Vi har gang på gang oplevet, at EU fylder en meget lille del i debatten forud for folketingsvalgene. Dette på trods af EU’s stigende indflydelse på dansk lovgivning. I den sidste valgkamp oplevede vi f.eks. at debatten om Lissabon-traktaten blev skudt til hjørnespark af flere partier fordi de mente, at Justitsministeriet først skulle præsentere sit syn på hvorvidt der var tale om suverænitetsafgivelse i forbindelse med en dansk ratifikation. Konsekvensen af denne holdning blev, at der stort set aldrig kom en indholdsmæssig debat om Lissabon-traktaten, og at borgere er blevet nødt til at gå rettens vej for at få indflydelse på hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig Lissabon-traktaten.
Kombinationen af mere magt til EU uden reel debat om EU er yderst skadelig for demokratiet.
I Folkebevægelsen mod EU mener vi, at det vil være et demokratisk fremskridt, hvis der laves en uvildig undersøgelse af hvor stor indflydelse EU har på dansk lovgivning. En sådan undersøgelse kan fremme forståelsen for, at vi er nødt til at debattere EU før der stemmes til Folketinget.
En undersøgelse fra det tyske justitsministerium har vist, at 84 procent af al tysk lovgivning i perioden 1998 ”“ 2004 stammede fra EU. Det danske justitsministerium er nået frem til et meget lavere tal. I et svar fra ministeriet til det danske Europaudvalg den 25. maj 2009 var tallet således helt nede på 19 procent for 2008.
Justitsministeriets svar er bemærkelsesværdigt, da adskillige danske eksperter vurderer EU’s indflydelse på dansk lovgivning til at være betydeligt større. Dette gælder f.eks. lektor i international politik på Københavns Universitet , Marlene Wind og Jean Monnet-professor og lektor ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet, Søren Dosenrode. Tænketanken Cepos har i marts i år anslået, at 50-60 % af den lovgivning, der er gældende i Danmark, (direkte eller indirekte) hidrører fra EU.
For at undgå myter og for at skabe et fælles grundlag for debatten vil Folkebevægelsen mod EU derfor anbefale, at der laves en uvildig undersøgelse af EU’s indflydelse på dansk lovgivning, og vi vil derfor høre om I vil være med til at bakke op om dette ønske?
Vi glæder os til at høre fra jer, og håber på en god valgkamp, hvor I også diskuterer EU.
Med venlig hilsen
Søren Søndergaard, Ditte Staun og Rina Ronja Kari
På vegne af Folkebevægelsen mod EU