EU repræsenterer det modsatte af solidaritet
Velfærden, lønnen og den danske arbejdsmarkedsmodel trues ikke af arbejdssøgende østeuropæere, men af EU’s strammere styring af den økonomiske politik via ikke mindst euro-traktaten ”“ EU’s såkaldte finanspagt – og EU’s politik for grænseløst løntrykkeri. Det er budskabet fra Folkebevægelsen mod EU på arbejderbevægelsens internationale kampdag, hvor den tværpolitiske EU-modstand har talere eller boder i København, Odense, Århus, Aalborg, Esbjerg og en række andre steder. Alle steder samler Folkebevægelsen underskrifter for kravet om folkeafstemning om finanspagten, hvilket fem lokale LO-formænd og en lang række fagforeningsformænd opfordrer folk til at skrive under på.
– Underbetalt og udbyttet udenlandsk arbejdskraft i Danmark er et kæmpe problem. I landbruget, i byggeriet, i transport-sektoren, i rengøringsbranchen og indenfor hotel- og restauration. Dels fordi det betyder løntrykkeri og dårligere arbejdsforhold. Og dels fordi samfundet unddrages store skatteindtægter, som burde bruges til at uddanne de unge, helbrede de syge og passe godt på vores børn og gamle, siger Folkebevægelsens EU-parlamentariker Søren Søndergaard bl.a. i sin 1. maj-tale, som kommenterer Dansk Folkepartis nye annonce-kampagne.
– EU har en stor del af ansvaret. F.eks. har EU bestemt, at danske håndværkere ikke må konflikte for at polske kollegaer på arbejde i Danmark får det samme, som de selv. Det er jo absurd. For det er jo et helt centralt princip i fagbevægelsen, at vi kæmper mod løntrykkeri og for lige løn for lige arbejde. Det hedder solidaritet. Men EU repræsenterer det stik modsatte, nemlig at arbejder sættes op mod arbejder. Derfor er det også relevant at spørge fagbevægelsens ledelse: Hvornår holder I op med at være så pokkers underdanige overfor EU og begynder at give EU modstand? siger Søren Søndergaard og tilføjer:
– Alligevel synes jeg, at det er skægt at spørgsmålet netop kommer fra Dansk Folkeparti. For hvordan er det at Dansk Folkeparti har stillet sig til forslaget om kædeansvar, som betyder at hovedentreprenøren ikke bare kan lukke øjnene for at underleverandørerne underbetaler deres ansatte? Og hvordan er det, at Dansk Folkeparti har stillet sig til kampen for en retslig bindende social protokol i EU, som betyder at retten til at forsvare lønmodtagernes interesser altid skal gå forud for markedskræfterne?
Søren Søndergaard taler bl.a. i 3F BJMF, Trekronergade 26 i Valby kl. 8.15, ved Socialistisk 1. Maj på Blågårds Plad i København kl. 12.30 og ved Rød 1. Maj i Fælledparken kl. 13.30.
Folkebevægelsens talsperson Rina Ronja Kari sætter bl.a. fokus på konsekvenserne af finanspagten i sin 1. maj-tale.
– Problemet er, at EU har et overdrevet fokus på at skære ned i de offentlige udgifter – og dermed velfærden – og at skabe et større arbejdsudbud, men fuldstændig uden at overveje, at problemet er, at der ikke er noget arbejde at få, siger Rina Ronja Kari bl.a. og tilføjer:
– Det er simpelthen ulogisk: hvordan kan vores nuværende regering – som gik til valg på at de ville lave en kickstart af økonomien – nu binde Danmark til en pagt, der gør det ulovligt i al fremtid at lave kickstarter?
Rina Ronja Kari taler kl. 9-10 i NV Bogcafé, Frederikssundsvej 64 i Københavns nordvest-kvarter samt ved Rød 1. Maj, der finder steder kl. 12-17 i Munke Mose.
Folkebevægelsen 1. maj: Se flere oplysninger om, hvor Folkebevægelsen har talere og/eller boder 1. maj ”“ klik her!
Faglige anbefalere af underskrifter for traktat-afstemning ”“ klik her!
Ønskes yderligere oplysninger eller kommentarer, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Rina Ronja Kari, talsperson for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 26 70 18 16 / e-mail: rina@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40