fbpx Skip to content

EU-Parlamentets mest berygtede dokument afsløret

De politiske studehandler og magtdelingen mellem den socialdemokratiske S&D gruppe, liberale ALDE og den konservative EPP gruppe i EU-Parlamentet er netop blevet afsløret som led i den intense valgkamp om EU-parlamentets præsidentpost.

Manfred Weber, formand for EPP gruppen i EU-Parlamentet. Foto: Foto: Michael Lucan / Wikimedia Commons.
Manfred Weber, formand for EPP gruppen i EU-Parlamentet har offentliggjort et dokument, som viser den politiske studehandel mellem EPP, S&D og ALDE i Europaparlamentet. Foto: Foto: Michael Lucan / Wikimedia Commons.

Alle i EU-systemet har vidst, at de to store grupper i EU-Parlamentet S&D og EPP har delt magten mellem sig i samarbejde med liberale ALDE for at holde alle andre politiske grupper uden for indflydelse.

Men med næste uges valg til EU-parlamentets præsidentpost vil S&D og ALDE imidlertid bryde alliancen. S&D opstiller således sin gruppeleder, italienske Gianni Pittella, mens ALDE opstiller sin leder Guy Verhoftstadt.

Ifølge aftalen skulle de to grupper støtte italienske Antonio Tajani, der er EPPs kandidat. Tajani var tidligere EU-Kommissær for industri og iværksætteri, og han er blevet dybt kritiseret for sin rolle i den såkaldte ”dieselgate” om svindel med måling af CO2 udledning fra biler.

Dette træk har fået lederen af den konservative EPP-gruppe, Manfred Weber, op i det røde felt. Som et politisk pressionsmiddel har han valgt at offentliggøre et berygtet dokumentet, der sort på hvidt beviser, at de politiske grupper har indgået en aftale om at dele EU-Parlamentets præsidentpost imellem sig. Det skriver Politico.

Offentliggørelsen af dokumentet sker for at lægge maksimalt pres på S&D og ALDE grupperne, så de vil holde ord midt i en stadig mere intens valgkamp.

Politiske studehandler på EU-manér

Dokumentet er underskrevet af Manfred Weber og den afgående præsident for EU-Parlamentet, Martin Schultz. I aftalen står kort og godt, at de to politiske grupper vil dele præsidentposten imellem sig midtvejs gennem EU-Parlamentets 5-årige valgperiode.

Kort efter dokumentet blev underskrevet, blev ALDEs leder Guy Verhofstadt også inkluderet i aftalen. Verhofstadt tog sig betalt i flere centrale topposter til ALDE end gruppens størrelse egentlig berettigede til.

>> Se aftalen mellem EPP og S&D her

Samtidig blev Verhofstadt også valgt til at repræsentere EU-Parlamentet i Brexit-forhandlingerne mellem EU og Storbritannien. Hans uforsonlige og kompromisløse EU-begejstrede linje betragtes ellers fra mange sidersom uforenelig med de egenskaber, som en god forhandler bør besidde for at opnå en god aftale.

Ifølge Manfred Weber var årsagen til aftalen, at man ønskede at holde ”radikale” uden for indflydelse og skabe en stabil koalition i EU-Parlamentet som kunne bakke op om EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker.

Politiske ambitioner og løftebrud

Den tidligere S&D’er Martin Schultz er netop trådt tilbage som præsident for EU-Parlamentet til fordel for en karriere i tysk politik, og han har dermed holdt sin del af aftalen.

Derimod ser S&D gruppens italienske formand, Gianni Pittella, sig ikke længere omfattet af aftalen med EPP.

Ifølge Politico skyldes denne ændring i S&D, at 2014 aftalen i virkeligheden handlede om mere end blot EU-Parlamentets præsidentpost.

Da aftalen blev indgået var det således meningen, at den tidligere danske socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt skulle vælges som præsident for Det Europæiske Råd. Angiveligt skulle Thorning-Schmidt have haft Angela Merkels opbakning til posten.

Ifølge Politico udtalte den tyske MEP Udo Bullmann sidste år, at det var antagelsen, at formanden for Det Europæiske Råd skulle være fra S&D, men dette skete mod forventning ikke, således at de tunge poster blev fordelt ligeligt mellem S&D og EPP.

Imidlertid blev den tidligere polske premierminister Donald Tusk, der er medlem af EPP, valgt til posten. Dermed mente S&D, at de ikke længere var bundet af aftalen, og dette var således baggrunden for at Gianni Pittella stillede op til valget.

Socialdemokratisk politik fra socialdemokraterne?

Pittella har stået noget i skyggen af den dominerende Martin Schultz, og han er derfor et lidt ubeskrevet blad. Op til valget har Pittella dog lagt op til, at S&D efter Martin Schultz’ afgang vil føre en mere selvstændig politik, som vil se mere i retning af offentlige investeringer end de seneste år nedskæringspolitik.

Hvis Pittellas ord holder stik vil socialdemokraterne i S&D måske ligefrem begynde at føre en mere socialdemokratisk politik.

Spørgsmålet er om valget til EU-Parlamentets præsidentpost vil slå alvorlige skår i den alliance mellem S&D, EPP og ALDE, som har præget politikken i EU-Parlamentet de seneste år.


(Kilde: Politico)

Back To Top