fbpx Skip to content

EU-modstand genforenes i Århus

Når dørene åbnes i den kommende weekend til Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde på Jellebakkeskolen i Risskov ved Århus, så samles unionsmodstanden fra hele landet i mere end en forstand.

Det er organisationens første landsmøde efter parlamentsvalget i 2009 ”“ Folkebevægelsens bedste valg i 15 år ”“ hvor en markant fremgang til omkring 170.000 stemmer sikrede genvalget af Søren Søndergaard til EU-parlamentet. Men samtidigt mistede organisationens valgforbundspartner JuniBevægelsen sit mandat.

To tidligere Juni-frontfigurer opstillet
til Folkebevægelsens forretningsudvalg

På Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde i Århus deltager flere tidligere aktive medlemmer af JuniBevægelsen. Og to tidligere mangeårige ledelsesmedlemmer i JuniBevægelsen opstiller ved landsmødets valg af nye ledelse for Folkebevægelsen mod EU: Niels I. Meyer og Lissie Thording.

Brug for alle gode kræfter
– Unionsmodstanden står på mange måder i en ny situation i dag, hvor ja-politikerne gør stadigt mere for at undgå nederlag ved folkeafstemninger om EU. Vi har brug for at samle kræfterne i indsatsen for befolkningens interesser og demokratiske rettigheder. Derfor er der glædeligt, at se flere gode kræfter samle sig i Folkebevægelsen, udtaler Rina Ronja Kari, som er talsperson for Folkebevægelsen mod EU.

18 års opdeling – og samarbejde
Den danske tværpolitiske EU-modstand blev delt i to for 18 år siden, da en række folk fra Folkebevægelsen oprettede JuniBevægelsen sammen med folk fra organisationer som Århus 92 og Danmark 92.
Folkebevægelsen og JuniBevægelsen arbejdede sammen ved folkeafstemningerne om Edinburgh-forliget i 1993, Amsterdam-traktaten i 1998 og euroen i 2000, ligesom de to bevægelser dannede valgforbund ved de følgende EU-parlamentsvalg i 1994, 1999, 2004 og 2009.

Flere Junifolk går til Folkebevægelsen
Allerede inden valget i 2009 begyndte flere medlemmer af JuniBevægelsen at skifte til Folkebevægelsen, sådan som daværende EU-parlamentariker Jens Okking gjorde allerede i 2002. Blandt Folkebevægelsens kandidater i 2009 var tidl. JuniBevægelse-kandidat Ebba Bigler og tidligere ledende medlem af JuniBevægelsen Helge Rørtoft-Madsen ligesom andre tidligere JuniBevægelse-kandidater anbefalede at stemme på Folkebevægelsen.
Efter valgnederlaget i 2009 gled JuniBevægelsen ud af EU-parlamentet og organisationen blev efterfølgende nedlagt. Siden har en række tidligere ledende folk fra JuniBevægelsen trukket flere tidligere medlemmer af JuniBevægelsen over i Folkebevægelsen.

Læs mere om landsmødet på internettet ”“ herunder kandidatlisten til forretningsudvalget, MEP Søren Søndergaards parlamentariske beretning, forretningsudvalgets politiske og organisatoriske beretninger, praktiske oplysninger og meget andet – klik her!

Læs folder hvor tidligere ledende Junifolk anbefaler indmeldelse i Folkebevægelsen ”“ klik på PDF-ikonet!


Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:

Rina Ronja Kari, talsperson for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 26 70 18 16 / e-mail: rina@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40

Back To Top