Af Karen Sunds
Landmand og medlem af Folkebevægelsen mod EU
Først skal direktivet behandles i Det europæiske Råd og i EU-Parlamentet. Det sker her i efteråret. Derefter starter de såkaldte trilogforhandlinger, hvor Rådet, EU-parlamentet og EU-Kommissionen sætter sig sammen for at lave det endelige fælles forslag.
Herefter skal den så retur til endelig vedtagelse i parlament og råd. Hvis det hele går lige efter planen, er hele proceduren kørt igennem i det sene efterår 2022.
Det gule kort
Både den danske fagbevægelse, arbejdsgiversiden, og regeringen er modstandere af EU-direktivet. Et stort flertal i Folketinget har støttet, at EU-Kommissionen fik “det gule kort”. Dette vil sige, at den får en advarsel om, at den har overtrådt nærhedsprincippet.
Også et par andre lande har givet EU “det gule kort”, men det stopper på ingen måde EU-direktivets vej gennem systemet.
Man skal nemlig gøre sig klart, at det enkelte land ikke har nogen vetoret, når det gælder dette direktiv. Dette kan altså blive vedtaget, selvom den danske regering og flere andre siger nej.
Kan tvinges igennem
Hvis direktivet bliver vedtaget, er Danmark tvunget til at indføre en lovbestemt mindsteløn med enorme konsekvenser for fagbevægelsens fremtid.
Det handler altså ikke om at “sove med støvlerne på”. Det handler derimod om, at krigen er i fuld gang, og det er på høje tid at mobilisere mod dette direktiv.
Lad os se lidt nøjere på, hvad der er op og ned i denne sag.
EU har ikke lovhjemmel til direktivet
Spørgsmålet om en lovbestemt mindsteløn i alle EU-lande har ligget og rumlet i Bruxelles i adskillige år. Realiteterne er dog, at EU slet ikke har traktatmæssig hjemmel til det. Ifølge EU-traktatens artikel 153, stk. 5, har EU ikke adgang til at blande sig i forhold, der handler om løn, strejke, lockout og organisationsret.
Ligesom på så mange andre områder bruger EU-Kommissionen den “chok-tilstand”, som coronaen har medført, med efterfølgende arbejdsløshed, lønfald, og en fagbevægelse, der er presset op ad væggen, til at komme igennem med lovgivning, der ellers ikke havde nogen gang på jorden.
Working poor: Vor tids arbejdsmarked
Den officielle begrundelse fra Kommissionens side er, at social dumping og “working poor” nu har nået så bekymrende et omfang i EU-området, at der må en lov om mindsteløn til.
Dén undskyldning kan på overfladen se tilforladelig ud, for det er i hvert fald en kendsgerning, at uligheden på arbejdsmarkedet i EU-landene er eksploderet i de sidste godt 15 år.
Spørgsmålet er blot: Hvorfor er det sket?
Hvordan blev working poor skabt?
Det er et fænomen, vi har set i alle højt udviklede industrialiserede lande i verden, i takt med globaliseringen. Arbejder sættes op mod arbejder, på tværs af landegrænser, i et enormt rush mod bunden.
I EU tager processen først for alvor fart fra 2004. Det er EU’s østudvidelse, kombineret med reglerne for fri bevægelse i det indre marked, der dikterer, hvad der sker: Massiv vækst i antallet af “atypiske jobs”, deltidsansættelse, “nultimekontrakter”, “arme-ben-firmaer”, omfattende brug af vikarbureauer med videre i hele EU også i Danmark.
Resultatet har været et dramatisk fald i reallønnen, og dermed en eksplosion i antallet af såkaldte working poor.
Skurken er det indre marked
Det er altså EU’s indre marked, der gør det fuldt lovligt at arbejde til polske eller rumænske lønninger i Danmark, for intet må jo stille sig i vejen for arbejdskraftens frie bevægelse.
Fagbevægelsen i de nordiske lande reagerer på denne løndumping med de sædvanlige velkendte kampmetoder, for at forsvare overenskomstens lønniveau, men så viser EU sin sande natur.
Laval-dommen
I 2007 kommer den såkaldte Laval-dom; Her afgør EU-domstolen, at den svenske fagbevægelse ikke har ret til at bruge sine traditionelle kampskridt over for firmaer, der underbetaler udenlandsk arbejdskraft, hvis disse er ansat under det såkaldte udstationeringsdirektiv. Resten af historien kender vi alt for godt.
Laval-dommen bliver imidlertid fulgt op af en række andre domme [i], der alle har det samme indhold: De anerkender ikke fagbevægelsens ret til at kæmpe for at forsvare sine kollektive overenskomster i de nordiske lande. Faktisk anerkender de dybest set ikke selve den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Argumentet er, at fagforeningerne i de nordiske lande ikke omfatter samtlige arbejdere, og ikke sikrer overenskomster for samtlige arbejdere (det såkaldte erga omnes-princip).
Mere EU efter finanskrisen i 2008
I årene efter finanskrisens udbrud i 2008, viser EU endnu tydeligere, hvor man står; Her sætter EU-Kommissionen for alvor tommelskruerne på medlemslandene, og nu er det især de sydeuropæiske landes fagbevægelser, der holder for.
Det sker dels gennem massive nedskæringer i de offentlige udgifter, herunder de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår, men også gennem nedskæringer i overførselsindkomsterne, der jo fungerer som en bund for løndannelsen i et land.
Fleksibel løndannelse
Ikke nok med det dikterer EU også arbejdsmarkedsreformer i en lang række lande, der har samme fællesnævner: Løndannelsen skal være mere fleksibel, fagbevægelsen og de kollektive aftalesystemer skal svækkes. EU gennemtvinger mere end 400 arbejdsmarkedsreformer i landene i perioden fra 2008 til 2018. [ii]
Så når EU nu pludselig er blevet “bekymret “ over den omfattende sociale dumping og fænomenet working poor, er der kun én ting at sige: Det er en udvikling, EU-Kommissionen selv har dikteret og forceret hele vejen igennem.
Hvad opnår EU-Kommissionen ved et mindstelønsdirektiv?
EU-Kommissionen er altså ude i et andet ærinde. Hvad er det mere præcist, EU får ud af at gennemføre et direktiv om en lovfæstet mindsteløn?
Man kan sige, at djævlen ligger i detaljen. EU-Kommissionen forsikrer side op og side ned, at de ikke vil pille ved de kollektive overenskomster. Ovenikøbet vil de pålægge medlemslandene at fremme kollektive aftaler. Det er næsten for godt til at være sandt.
Sparker døren ind
Problemet er, at EU med sine mange formuleringer, der ser velmenende ud, i realiteten får lirket døren op og åbnet en ladeport til områder, som de ellers ikke officielt kan blande sig i.
Det er præcist, hvad Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) beskriver i sit høringssvar til EU-Kommissionen:
”Direktivet betyder, at ansvaret for områder, der i Danmark hører under parternes kompetence, vil overgå til regeringen. Udover disse åbenlyse og alvorlige problemer med direktivforslaget anvendes der i forslaget en række centrale begreber og definitioner- såsom ”kollektive forhandlinger”, arbejdstagerorganisationer mv. Dels defineres flere af disse begreber nationalt i dag, og dels er flere uklart formuleret. Ved at de indgår i direktivet, vil det i tvivlstilfælde være op til EU-domstolen at fastslå definitionen.” [iii]
Ikke første gang
Ifølge Rina Ronja Kari, tidligere EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, har EU-Kommissionen flere gange tidligere forsøgt at få sneget formuleringer ind i direktivtekst, der muliggør, at EU-Domstolen kan få adgang til at dømme i danske arbejdsmarkedsforhold.
Det er sket både i forbindelse med udstationeringsdirektivet og ansættelsesdirektivet, men det er aldrig for alvor lykkedes. Hvis mindstelønsdirektivet vedtages, er døren sparket ind.
Dette er det helt grundlæggende problem.
Hvad bliver det næste?
Det næste problem er selvfølgelig, hvad EU ville kunne finde på at bruge sin nyvundne magt til i en skærpet krisesituation.
Bente Sorgenfrei, næstformand i FH, giver et kvalificeret bud:
“Jeg frygter sammen med andre, at en EU-mindsteløn bliver et værktøj for den europæiske centralbank. Vi har typisk set, hvordan den lovfæstede mindsteløn blev sænket i en række lande under krisen.” [iv]
Hele denne udvikling, hvor EU får adgang til at diktere løn- og arbejdsforhold direkte i landene, møder ikke kun modstand fra de nordiske fagbevægelser.
Dette har også fagbevægelsen i de sydeuropæiske lande bekæmpet gennem mange år. Belært af bitter erfaring.
De nordiske lande
Endelig er der et problem ved direktivforslaget, som rammer særlig hårdt i de nordiske lande, fordi arbejdsmarkedet her er styret af kollektive overenskomster.
EU bedyrer, at de ikke vil røre den nordiske arbejdsmarkedsmodel, men hvad er virkeligheden?
Flere skal organiseres
Hvis vi levede i en perfekt verden, hvor der i alle brancher var en organisationsgrad på 100 procent, ville det blive svært for EU at lirke døren op, men det gør vi langt fra. Vi ved alle, at organisationsprocenten og overenskomstdækningen er under pres.
Den gennemsnitlige organisationsprocent er i øjeblikket omkring 73 procent. Faktisk viser nye studier, at den muligvis er helt nede under 60 procent i en række brancher nu.
Så hvad med de arbejdere, som ikke er omfattet af overenskomsten? Hvad med de brancher, som har en lavere organiseringsgrad?
Lovgivning uden vetoret
Direktivet siger udtrykkeligt, at medlemslandene skal sikre, at alle arbejdere er sikret en mindsteløn. Konsekvensen er indlysende, at der skal lovgives for de lønmodtagere, som ikke er omfattet af overenskomsterne.
Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis EU vedtager et direktiv, der i Danmark vil fastsætte en lovbestemt mindsteløn, langt under overenskomstens løn.
Arbejdstageren bliver taberen
Hvis for eksempel en stor udenlandsk byggematador vælger at ansætte arbejdskraft på en stor dansk byggeplads på EU’s mindstelønssats, og hvis fagbevægelsen vælger at reagere med konflikt, kan denne byggematador gå til EU-Domstolen og få prøvet sin sag, og vil givetvis vinde sagen.
Hvis en stor betydningsfuld arbejdsgiver kan aflønne med EU’s mindsteløn, vil han naturligvis opnå en betydelig konkurrencefordel overfor de andre byggefirmaer, og ethvert byggefirma med ambitioner om at overleve i branchen, vil snart være tvunget til at følge trop.
Efter et stykke tid er EU’s mindsteløn så blevet til ”den normale løn” i branchen.
Pres for at opgive overenskomster
Presset for at frigøre sig fra de kollektive overenskomster, der er indgået indenfor den enkelte branche, vil være enormt, og dermed er der skudt endegyldigt hul i den særlige ”danske model” på arbejdsmarkedet.
Det er præcist dette scenarie, som de nordiske fagbevægelser peger på i deres høringsvar:
”Et direktiv, som påbyder lovgivning, der garanterer enhver lønmodtager en specifik beskyttelse, vil etablere en dual-styring af vores nationale arbejdsmarked. Hvis den statslige lovgivning garanterer lønforhold i de ofte midlertidige huller, som opstår i den regulering, som arbejdsmarkedets parter fastlægger, vil en større gruppe af arbejdsgivere og arbejdere falde ud af overenskomstsystemet. Incitamentet til at organisere sig, på begge sider, vil blive stærkt svækket. Prisen for at afvise at tage ansvar og organisere og sikre kollektive aftaler, vil falde. Hertil kommer, at den grad af beskyttelse som staten vil sikre, via EU-lovgivning, vil presse niveauet for den kollektivt aftalte løn, ned. EU-mindsteløn vil risikere at underminere det sociale Europa via et mindre organiseret arbejdsmarked, frem for at styrke det.” [v]
Brug for bredt organiseret modstandsbevægelse
Der er ingen tvivl om, at arbejdere i de nordiske lande vil være dem, der mister mest, hvis en mindsteløn indføres.
Det er selvfølgelig derfor, at modstanden er så éntydig her, men EU’s mindsteløn er ikke i nogen europæiske arbejderes interesse; I alle landene vil direktivet være med til at svække fagbevægelsens mulighed for at organisere medlemmer og styrke sin slagkraft, og det er det eneste værn, vi har.
Derfor er det også beskæmmende, at den europæiske fagbevægelse (ETUC) støtter indførelsen af direktivet.
Faktisk har de leveret en stor del af de formuleringer, der bruges i EU-Kommissionens tekst, og bliver derved det figenblad, Kommissionen har brug for i situationen.
ETUC støtter Unionen
Man kan undre sig over, at ETUC påtager sig denne rolle, særligt i lyset af at fagbevægelsen fra de nordiske lande har protesteret højlydt over direktivet gennem lang tid, men der er en simpel årsag: ETUC har det overordnede erklærede formål at støtte etableringen af en fælles europæisk politisk union, og denne målsætning går åbenbart forud for de europæiske arbejderes grundlæggende interesser.
Der er ikke meget tid at spilde, hvis det skal lykkes at få stoppet EU’s mindstelønsdirektiv. Vi skal samarbejde med fagforeninger i de andre EU-lande, som også vender sig mod direktivet.
Vi skal i gang
Fremfor alt haster det med at få opbygget en virkelig bred modstandsbevægelse her i Danmark på tværs af brancher, der skal tage udgangspunkt i en organisering på den enkelte arbejdsplads og i fagforeningen.
Overalt må vi sprede kendskabet til, hvorfor dette direktiv er en bombe under den danske model og faglig organisering i det hele taget, og vi må sprede bevidstheden om, at dette direktiv kun kan stoppes, hvis presset fra bunden bliver tilstrækkelig massivt.
Kilder:
[i] En af disse domme er den såkaldte ”Ruffert-dom” fra 2008; EU-Domstolen fastslår i dommen, at det er ulovligt, at den tyske delstat Niedersachsen har krævet, at firmaer der arbejder for den offentlige sektor, skal følge gældende overenskomst.
[ii] ETUI, Benchmarking working Europe, 2018
[iii] Høringssvaret fra FH, d. 16. november 2020
[iv] Dagbladet Arbejderen, d. 27. november 2019
[v] Det fælles høringssvar fra Fagbevægelsen i Danmark, Sverige, Norge og Island, d. 4. september 2020
